Suk igen

Logo for the engelske rockband Bring Me The Horizon.
Logo for det engelske rockband Bring Me The Horizon.

Jeg har med mellemrum skrevet om mit arbejde med en Horizon 2020-ansøgning om forskningmidler. Sidste år var jeg sammen med kolleger fra universiteter og firmaer i Italien, Portugal, Malta, England og Skotland med til at skrive en ansøgning. Jeg koordinerede indsatsen. Vi fik afslag.

I år har jeg brugt 3 måneders forskningstid på at revidere ansøgningen; igen var det mig der koordinerede indsatsen; partnerne var omtrent de samme som sidst. Vi har holdt et møde i Bologna for at arbejde koncentreret på ansøgningen. Vi mødtes hver uge via Skype. Jeg brugte meget af min påskeferie på en sidste omskrivning. Og omsider, midt i april sendte vi ansøgningen ind. Den var på 142 sider.

Her til eftermiddag, på min sommerferies næstsidste dag, kom så afslaget. Det fyldte (hvis man piller al standardteksten ud) omkring tyve linjer. Vi fik 9,50 point. Vi skulle have haft 10 for at undgå et afslag.

Jeg ved godt at dette er vilkårene i vore dage, og jeg ved at der er mange ledere som salvelsesfuldt vil fortælle mig at det er nødvendigt, at det er sådan. Jeg har en klar fornemmelse af at der lige nu er kolleger på mit institut, der har fået en helt anderledes positiv besked fra Horizon 2020 og jeg ved at jeg skal være glad på deres vegne for at de kan føje endnu nogle millioner til deres pulje af eksterne forskningsmidler. Jeg ved også godt at min situation på næsten alle andre måder er meget, meget bedre end hvad de fleste andre mennesker i verden må leve med. Jeg er ikke syg, på flugt, fattig, arbejdsløs eller hjemløs.

Men alligevel: dagens afslag er indbegrebet af skønne, spildte kræfter. Jeg har brugt min forskningstid i håbet om at kunne komme til at forske en dag. Hvor megen forskning kan man lave for nul kroner?

(Visited 182 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “Suk igen”

Skriv et svar