En skønne dag?

UtopiaCity5

Hvad er et lykkeligt liv? I disse uger bringer Politiken en serie interviews, hvor fremtrædende danske politikere fortæller om hvordan de gerne ville have at Danmark så ud i 2025. Det er underligt at læse om disse statiske idealer. Et eksempel: I Søren Espersens ideelle verden har Danmark (ikke overraskende) forladt de fleste menneskerettighedskonventioner. Alle vindmøller på landjorden er revet ned. Det er (ikke overraskende) umuligt at få asyl i Danmark, kun danske statsborgere kan få SU og skoleeleverne går i skoleuniformer.

Når man oplever den politiske proces, oplever man forskellige slags etiske grundsynspunkter.

Én mulighed er en slags afsavnets etik: Lige nu har vi ikke råd til det samfund, vi gerne vil have, men når alle de nødvendige afsavn er en skønne dag er overvundet, da vil vi igen kunne få et godt liv. Dette er nødvendighedens politik. En ekstrem udgave af afsavnets etik er begrundelsen bag mange militærkup – det nye regime er nødt til at uskadeliggøre dets modstandere for at kunne genetablere et godt samfund en skønne dag.

Tesen om at lykken indfinder sig, når alt er gennemlevet på den måde, det var nødvendigt, genfinder vi ikke mindst i mange udgaver af kristendom, jødedom og islam. De sande troende går en masse prøvelser igennem i jordelivet; men når de er døde, kan de begynde det rigtige liv i det hinsides.

En anden mulighed er en hedonistisk etik: Lad os altid stræbe efter den størst mulige lykke. Dette er rationalet bag ønsket om stadig økonomisk vækst og så vidt jeg kan se også bag nogle politikeres modstand mod regulerende miljøpolitik – og der er her ofte tale om slags “hedonistisk nødvendighed”: Vi bruger løs af naturresurserne for at skabe vækst, for det er vi nødt til for at kunne opretholde den størst mulige lykke. En skønne dag kan vi så få råd til at redde miljøet.

I begge tilfælde er der tale om en statisk lykke, som vi endnu ikke har opnået. Men den skal nok komme en dag – enten er dagen her allerede lige nu, eller også indfinder den statiske lykke sig en skønne dag.

Ideen om den statiske lykke blev faktisk forladt allerede for flere tusinde år siden. Aristoteles sagde i sit hovedværk, Den nikomakæiske etik, at lykken ikke en følelse eller statisk tilstand, vi når frem til en dag, men en praksis, hvor vi hele tiden prøver at leve på en bestemt måde. I stoisk etik er det denne praksis i sig selv, der i sig er det lykkelige livs eneste egentlige indhold.

Det er også min klare overbevisning at det lykkelige liv ikke er et mål, men en proces. Der kommer ikke en skønne dag, hvor der er permanent social retfærdighed, hvor menneskerettighederne aldrig igen vil blive overtrådt og miljøet ikke længere er truet – men det betyder ikke at disse idealer er ligegyldige eller at vi skal gå på kompromis med dem. (Der kommer heller ikke en skønne dag, hvor vindmøller, flygtninge og menneskerettigheder er endegyldigt afskaffet.)

Jeg ved ikke hvordan en “stoisk politik” skal se ud, men jeg må indrømme at det er sådan en politik, jeg savner at få udfoldet fra de ledende politikere, ikke alle beskrivelserne af statiske utopier.

(Visited 96 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar