Lørdag på Roskilde 

Min sidste dag ved Roskilde Festival startede med Andromeda Mega Orchestra, et ensemble fra Berlin med 18 medlemmer og et orkester i ordets helt egentlige betydning. Deres musik er et sted mellem jazz i kompositionsmusik; det nærmeste referencepunkt er vel det engelske Penguin Café Orchestra, men dette tyske orkester har en mere hektisk, mindre tilbagelænet stil.

Og derfra over til Officerfishdumplings, som er dæknavn for Hatim Belyamani, der oprindelig er fra Marokko. Han laver elektronisk musik med indslag af samplede marokkanske stemmer og resultatet er fascinerende. Især var det spændende at opleve hvordan han kunne få videoklip og lyd til at spille sammen.

Dernæst Qwanqwa, der er et etiopisk/amerikansk ensemble (og forsynet med et navn, som er enhver europæisk stavekontrols fjende). Jeg kender ikke ret meget til musikken fra den del af verden, men det var spændende at opleve hvordan den etiopiske krar har nogenlunde samme rolle i musikken som en guitar har det i mange former for europæisk og nordamerikansk musik.

Til de sidste koncerter fik jeg igen følgeskab af Carsten. Dagens bedste oplevelse skyldtes Sturgill Simpson fra USA, en af festivalens lidt for sjældne country-oplevelser. Jeg har hans nyeste album, A Sailor’s Guide to Earth fra i år, og det er et album jeg har lyttet en hel del til. Simpson har en typisk countryvokal men har også elementer af soul i sit udtryk. Til koncerten i dag oplevede vi hvordan dette kom til sin ret og især bemærkede jeg den dygtige guitarist. Intensiteten steg støt gennem koncerten og førte os gennem både ballader (bl.a. den overraskende fortolkning af Nirvana-nummeret “In Bloom”, som også er at finde på A Sailor’s Guide to Earth) og de stort swingende numre.

PJ Harvey leverede den bedste koncert på årets Roskilde Festival, men Sturgill Simpson gjorde det også mere end almindeligt godt. Der er noget særligt ved at gå fra en koncert og være blevet begejstret, og i dag skete det så igen.

Los Piranas fra Colombia leverer en intens blanding af sydamerikansk rytme og psykedelisk, lidt surf-agtig rock. Deres rytmesektion er trioens omdrejningspunkt, og leverer det ufravigelige fundament som guitaristen får lov til at nulre henover. Trioens svage punkt er vel så at guitaristen netop kun nulrer; dette er instrumentalmusik så når der hverken er ord eller melodi af betydning for lytteren at holde fast i, mister man som lytter let grebet.

Derefter en visit hos New Order; de har stadig et rygte som pionerer inden for elektronisk pop at leve op til og der manglede for så vidt ikke noget. Der har tidligere været Peter Hook med sine baryton-agtige baslinjer, der kunne tegne nogle interessante streger i Manchester-bandets stort anlagte og lidt kantede elektroniske lydbillede. Han er nu ude af sagaen, men er blevet erstattet af en mindre spændende bassist der prøver at lyde på samme måde. Helhedsindtrykket  var solidt, men måske også lidt kedeligt.

Sidste koncert jeg så var med MØ på Orange Scene. Carsten har boet i Storbritannien i 20 år nu og kendte faktisk ikke MØ overhovedet. Det var interessant for mig at høre Carstens lidt vantro reaktion på MØs brug af det nye bandeord “fucking” på dansk (i en artikel i Politiken udtaler hun at “det er fucking banging at være mig”) ; det ord var der ikke mange der brugte i Danmark dengang i 1990erne og når man oplever hvordan denne sprogfornyelse bliver set udefra, kommer den til at virke lidt latterlig. I Politiken i dag udtaler en studerende at “man er nødt til at have rige forældre, før man kan kneppende finde en lejlighed” (jeg har rettet et enkelt ord her).

Jeg ville nok egentlig gerne have set LCD Soundsystem også, men jeg skulle med et tog kl. 9.25 om morgenen (sådan kan man disponere så underligt). Så efter et enkelt glas og en god snak med Carsten om hvor underligt det er at være dansker, begav jeg mig tværs over festivalpladsen for at nå toget ind til København. Der er noget særligt ved at forlade festivalen på et tidspunkt hvor den faktisk stadig er i gang. Noget siger mig at jeg må derover igen engang.

Fredag på Roskilde 

Dagens første koncert var for mit vedkommende med Hurray for the Riff Raff, en kvintet fra USA som spiller country-rock af den slags, som kaldes «alternativ country» men reelt er tæt på countryrocken for 40 år tilbage. Sangerinden luftede sin uforbeholdne mening om Donald Trump – heller ikke countrymusikere har noget pænt at sige om ham. Musikalsk set vellykket var det også; dette er et stort, lille band.
Så over til Calypso Rose, en sangerinde fra Trinidad på 76 år. Hun og hendes band (der efter hvad jeg kunne læse mig til faktisk er Manu Chaos faste backingband) leverede intet mindre end et brag af en koncert. Der var megen calypso, men også reggae og ska. Og først og fremmest: feststemning var der i lange baner, med publikum der dansede rundt i lange bugivugi-slanger. En meget dejlig oplevelse!

Jeg nåede derefter at høre par numre med engelske Foals. Deres musik er velspillet, kompetent og – kedelig, hvis man spørger mig. Regnen kom netop da, og jeg fandt regntøjet frem og gik.

Festivalen har i år også været en god anledning til at mødes igen med gamle venner og i dag mødte jeg Lone, som jeg gik i gymnasiet med og derfor har kendt siden 1979. I mange år har hun boet tæt på Roskilde og har også ofte været frivillig på festivalen. Det var godt at ses igen.

Og så kom til tiden til endnu et. hovednavn jeg havde set frem til – Neil Young. Han startede med nogle små teateragtige indslag: unge kvinder der strør korn på scenen og lidt senere folk i hvide heldragter der sprøjter “gift”. Begge dele var en tydelig hilsen fra Young til Monsanto, som han kritiserer på sidste års The Monsanto Years. 

I den mere end to en halv timer lange koncert bevægede han og Promise of the Real sig sømløst fra de inderlige akustiske klassikere “After the Gold Rush” og “Heart of Gold” over til at inddrage hele bandet og ende i et helt elektrisk… nærmest jam-baseret udtryk, som man forbinder med Crazy Horse hvor det enkelte nummer snildt kan vare ti minutter eller mere. Det var en overmåde god koncert (næsten på højde med PJ Harvey) der endte med en helt igennem ekspansiv og trodsig udgave af “Rocking In The Free World “. Faktisk sluttede det ikke der, for dem blev hængende – de fik et 27 minutter langt ekstranummer.

Men jeg havde planer om at se Tame Impala til sidst, og det skulle også nås. Også det var en god oplevelse. Lyden var krystalklar og hver detalje i lydbilledet stod tydeligt frem. Tame Impala har et udgangspunkt i progrocken men deres nye materiale er langt mere dansabelt og ligetil. Det fik vil en del prøver på her til aften, og det fungerede så afgjort, også sammen med et velafstemt lysshow. Australierne virkede lidt imponerede over at skulle spille for det store publikum ved Arena. Det store fremmøde havde de tydeligvis ikke helt regnet med.