Den sidste sommeraften

IMG_5425

Jeg gik hjem over Limfjordsbroen denne smukke onsdag aften, den sidste officielle sommeraften i 2016. Der er altid et vemod forbundet med afslutningen på sommeren; man kan mærke at dagene er ved at blive kortere og man ved at inden længe kommer efteråret.

I dette efterår var det anderledes for mig at vende tilbage til arbejdet på universitetet. Det er godt for mig at være ude af rutinesløjfen og at opleve universitetet fra en anden vinkel, også helt bogstaveligt – jeg sidder et andet sted nu. Jeg har mulighed for at samarbejde med gode kolleger både her og andre steder.

I 24 år har jeg hvert år på denne tid forberedt mig på semesterstarten, men i år skulle jeg minde mig selv om at det nye semester begynder i morgen. Senere på semesteret skal jeg ud på nogle rejser, der for nogles vedkommede går sydpå – og på denne måde får jeg ud over vigtig faglig inspiration nogle yderligere glimt af sommer.

Partikelacceleratorer for fred

SESAME-new-roof

Synchrotron-Light for Experimental Science and Applications, forkortet SESAME, er en ny synkrotron som er blevet opført i Jordan. Acceleratoren er blevet til efter inspiration fra CERN og bliver støttet af UNESCO. Bag Sesame-samarbejdet står ud over Jordan også Iran, Pakistan, Israel, Tyrkiet, Cypern, Egypten, de palæstinensiske selvstyreområder og Bahrain. Især er det tankevækkende, at Iran og Israel er del af samme konsortium.

Konsortiet bag synkrotronen skriver:

SESAME will be a widely-available ‘user facility‘. Scientists, including graduate students, from universities and research institutes will typically visit the Centre for a week or two, twice or three times a year, to carry out experiments, frequently in collaboration with scientists from other centres/countries, and then return home to analyze the data they have obtained. In other words, SESAME will not be a source of brain drain; quite the contrary, not only will the scientists who visit SESAME bring back scientific expertise and knowledge, which they will share with their colleagues and students, but it will also create a motivating scientific environment that will encourage the region’s best scientists and technologists to stay in the region or to return if they have moved elsewhere.

Det er interessant og tankevækkende at netop naturvidenskabelig forskning kan bringe disse lande sammen. Men underligt er det ikke; naturvidenskabens sprog er fælles for os alle og måske er der i virkeligheden her et stort potentiale for en fælles strategi for at komme ud over konflikterne.

Hvorfor skal kandidatstuderende modtage SU?

2016-05-04_su_reform_some

I dag er der (endnu) en artikel i dagbladet Information om regeringens planer om at afskaffe SU til studerende på kandidatuddannelserne. De studerende vil i stedet være henvist til at tage lån.

En af antagelserne bag forslaget er, at danske universitetskandidater vil få en god og stabil indtægt, så de nemt vil kunne afdrage lånene. Men et andet sted i dagens udgave af Information kan man læse, hvordan det rent faktisk går for højtuddannede.

De højtuddannede er den gruppe, hvor flest er i ufrivilligt midlertidige ansættelser, nemlig 12 procent – mod kun seks procent af professionsuddannede og fire procent af ufaglærte. Brugen af midlertidige ansættelser er vokset siden 2008.

Det, vi ser, er at akademikere er en af de grupper som i stadigt større omfang bliver del af det, den britiske arbejdsmarkedsforsker Guy Standing har døbt prækariatet.

Det er lykkedes at uddanne flere kandidater end nogensinde før. Kan man fortsætte dette med færre midler? Eller er dette måske endnu en strategi for at få færre til at tage en kandidatgrad? Jeg aner at det er en del af forklaringen. En anden del af begrundelsen er der skal være lavere topskatter (jvf. figuren ovenfor), og antagelsen er at kandidater dermed vil få flere penge til at betale deres gæld af med. Men de akademikere, der fremover vil blive en del af prækariatet, kan måske ikke drage nytte af den lavere skat og vil risikere at skulle slæbe rundt på en kandidatgæld i en længere årrække.

Ligesom for andre dele af regeringens politik bygger ideen om at fjerne SU til kandidatstuderende på en antagelse om at overførselsindkomster er et negativt fænomen i sig selv og på en antagelse om at en mangeltilstand udgør et incitament. Man kunne imidlertid også vælge at se på SU som en positiv investering i fremtidige kvalifikationer, der vil komme samfundet til gode.

Birgit Lystager og Svend Åge Madsen

loveslabyrinth

I sidste afslørede min kollega Lisbeth Fajstrup at hun i sin tid har fået udgivet en plade; pladens release party fandt sted samtidig med at Birgit Lystager fejrede sin nye udgivelse. Det fik mig til at tænke på denne nu desværre lidt glemte Aarhus-sangerinde, der i år fyldte 70 (og således er helt jævnaldrende med den amerikanske rocklegende Patti Smith).

Hvor mange ved at Svend Åge Madsen, Aarhus’ produktive nationalforfatter, manden bag bl.a. Tugt og utugt i mellemtiden og At fortælle menneskene, skrev tekster til et af Birgit Lystagers albums, nemlig Love’s Labyrinth fra 1971? Det var, som navnet kraftigt antyder, en af Birgit Lystagers engelsksprogede udgivelser. Mange forbinder Lystager med “Smilende Sussie”, men hun havde faktisk også en karriere uden for Dansktoppen, der til dels foregik på engelsk – og det er her, samarbejdet med Madsen hører hjemme. Jeg har længe sagt at  Anisette og Grethe Ingmann er de to største kvindelige vokalister i dansk pop. Det mener jeg stadig, men Birgit Lystager fortjener også en plads i parnasset.

For 10 år siden kom et bokssæt med Lystagers samlede produktion, og her kan i al fald nogle af sangene fra Love’s Labyrinth høres igen.

Men drømmene brast

Kilde: Danmarks Statistik. http://www.dst.dk/da/Statistik/NytHtml?cid=20658
Kilde: Danmarks Statistik. http://www.dst.dk/da/Statistik/NytHtml?cid=20658

Er “integrationsydelsen” en succes? I hvert fald hvis man ser på antallet af borgere, der modtager den, I december 2015 var  der 82 pct. flere der fik “integrationsydelse” i forhold til samme måned året før.

I dagens udgave af Information er der en kronik af Lawja Jawad Mohammadi, som i 2002 kom til Danmark som flygtning fra Irak sammen med sin mand. Det var på det tidspunkt at den daværende regering indførte den såkaldte “starthjælp”, en halveret kontanthjælp beregnet på flygtninge. I 2011 blev starthjælpen afskaffet, men i 2015, da Venstre igen kom i regering, blev den genindført, nu som “integrationsydelse”.

Lawja ville være journalist, og hendes mand ville være datalog. Men “starthjælpen” gjorde det svært for dem at få en ordentlig tilværelse i Danmark. En overgang var parret separeret, men er i dag sammen igen. Lawja er SOSU-assistent, og hendes mand er slagteriarbejder. Det lykkedes dem at få arbejde, men de havnede meget langt fra det, de havde drømt om.

Kronikken giver et meget tydeligt eksempel på at “integrationsydelsen” og andre fattigdomsydelser formodentlig er med til at forhindre social mobilitet: Hvis man starter i en lavindkomstgruppe, er der stor sandsynlighed for at man også senere i livet vil være at finde i en lavindkomstgruppe. Det er bestemt ikke et mål at lade mennesker leve af kontanthjælp, men bag begrundelserne for fattigdomsydelserne lurer der et bestemt syn på sociale ydelser: At det er skamfuldt at modtage kontanthjælp og at den sociale ydelse derfor bør være en forhindring, som modtageren skal overvinde så hurtigt som overhovedet muligt.

Men hvis man skal hurtigt i arbejde, bliver det et ufaglært arbejde man får. Hvis man skal have en uddannelse, bliver den kort, for “integrationsydelsen” er af samme størrelse som SU – noget som  regeringen ynder at anføre som et argument for at ydelsen er retfærdig). Kronikken illustrerer dette meget tydeligt.

I Danmark har der tidligere været et ideal om social mobilitet, og Danmark har også haft god social mobilitet. Jeg frygtet at idealet om at man skal skynde sig i arbejde, væk fra den skamfulde sociale ydelse, kan risikere at ændre på dette.

At svinge med døde katte

Fra en præsentation af Søren Hansen. Den første betingelse er helt påkrævet i ethvert projekt.
Fra en præsentation af Søren Hansen. Den første betingelse er helt påkrævet i ethvert projekt.

I går bragte jeg en udgave af mit indlæg i det nye bind af historien om datalogi på Aalborg Universitet. Den udgave, som er publiceret, er lidt længere og slutter med dette afsnit.


En af de store fejltagelser, vi har begået, er at vi aldrig har været gode til at dokumentere den kultur, der har været om problemorienteret projektarbejde og som har skabt så meget godt. Det blev tydeligt, da gruppebaseret projekteksamen i 2007 blev forbudt og i 2013 omsider blev gjort lovlig igen. I tiden op til genindførelsen skulle AAU prøve at beskrive praksis bag denne eksamensform, og jeg var blandt dem, der var med til at lave de nye retningslinjer, baseret på den praksis jeg selv kendte. Det var en stor udfordring at skulle beskrive eksamensformen, og det var en yderligere udfordring at der nu var kommet et større antal vejledere og studerende til, som slet ikke kendte til gruppeeksamen. De var meget skeptiske over for denne form for projekteksamen — ikke så underligt, når en siddende regering i en årrække havde brugt mange kræfter på at mistænkeliggøre den.

En af de andre store fejltagelser, vi har begået, er at projektvejledning ofte bliver opfattet som en “nem” form for undervisning, som uerfarne vejledere uden videre kan bestride og som skal honoreres beskedent. Jeg og mine medstuderende var så heldige, at vi i det meste af vores studietid havde meget engagerede og erfarne vejledere; i dag er det desværre undtagelsen for de fleste studerende. Hvis projektarbejde skal kunne udfolde det enorme potentiale, denne undervisningsform har, er vi nødt til at tage formen alvorligt og at opkvalificere vejledere og give dem en ordentlig timedækning for indsatsen.

Projektarbejde genoplevet i erindringen

Jeg sidder ved en AUD-terminal på Strandvejen 19. Bag mig står CSJ.
Jeg sidder ved en AUD-terminal på Strandvejen 19. Bag mig står CSJ.

I denne uge udkom andet bind af historien om datalogi på AAU. Her er mit bidrag; det handler om projektarbejde dengang (da jeg var studerende) og nu (hvor jeg har 25 års erfaring som projektvejleder).

Da jeg valgte at studere på AUC, som Aalborg Universitet hed dengang i 1982, var noget af det, jeg så frem til at skulle lave projektarbejde. Men forkortelsen PBL kendte vi ikke – den er af langt senere dato. Da jeg studerede, kaldte vi det bare for problemorienteret projektarbejde.

Det var dog bestemt ikke alle projekter i min studietid, der var lige problemorienterede. Jeg er tofagskandidat i matematik og datalogi, og mit første matematikprojekt på dét, der dengang hed Mat 1, husker jeg endnu som modsætningen til al problemorientering: Det handlede om styring af en pladespiller og udformede sig mest som en stor opgave. Hver eneste gang vi gik i stå, kaldte vi på vores vejleder og så fik vi en ny lille regneopgave. Der var ingen problemformulering, vi fik aldrig rigtig noget godt overblik og det var et projekt vi bestemt ikke følte at vi selv ejede. Vores vejledere var venlige mennesker, men de kunne ikke rigtig se at det var et problem at der ikke var noget problem.

De fleste af de senere projekter både på matematik og på datalogi var på mange måder projekter, som vi selv ejede. Måske var det i virkeligheden en reaktion på Mat 1-projektet? Vi var et lille hold og der var nogle medstuderende, som jeg fulgtes med gennem mange af de senere projekter – især Lars Bækgaard og CSJ, som jeg ofte havnede i gruppe med. I næsten alle vores projekter fik vi ideen til det igangsættende problem selv; der var ikke nogen projektkataloger med mere eller mindre færdige ideer. Netop dét har jeg savnet siden i min tid som vejleder, og det er en praksis, jeg nu prøver at genindføre for de studerende, jeg vejleder nu.

Noget, der var helt karakteristisk dengang, var at vi studerende ofte nærmest boede på universitetet meget af semesteret. Grupperummet var et sted, hvor vi opholdt os meget – og kaffestuen var lige så meget et sted, hvor vi talte om faglige problemstillinger, som et sted hvor vi holdt pauser. Vore dage studerende vil sikkert have svært ved at forstå dette, men der var ingen computere i grupperummene (endsige til forelæsningerne!). Nogle studerende havde små personlige hobbycomputere, men de stod derhjemme. Alle studierelatede programmeringsopgaver lavede vi på den store CDC Cyber 72-mainframecomputer på Aalborg Universitetsdatacenter – og i 1985 kom der en kluntet IBM PC og en samling Apple-computere, som blev stillet op i et lokale på Strandvejen 19, 3. sal. Her fandt man også en Sun-arbejdsstation, der kørte Unix. Og projektrapporterne skrev vi i de første år på skrivemaskiner, som vi fik udleveret ved semesterets start. Det var en sorgens dag, når farvebåndet var slidt. Til gengæld blev vi meget kreative i brugen af “kvajeblæk” (alias rettelak), Radex-ark og Scotch-tape, når vi skulle rette fejl. Der skulle meget til før vi skrev en side om, så vi tænkte os grundigt om før vi skrev noget ind!

På Mat 2 arbejdede vi med statistisk analyse af et stort datasæt af gymnasiekarakterer, og jeg lærte en hel masse om statistik, om den lineære algebra der ligger bag og om at bruge den statistikpakke, man også i dag kalder SPSS. Det var samtidig mit første møde med Steffen Lauritzen, en meget inspirerende og ekstremt kompetent person [man bliver ikke professor i matematisk statistik uden grund!] hvis vejledningsstil på mange måder har påvirket min egen senere gerning som vejleder.

Vi brugte Cyber’en til vores analyser, og nogle af kørslerne tog en del tid så dem fik vi lavet om aftenen og om natten. CDC-maskinen virkede dengang stor og kraftig og var forbundet til terminaler rundt om på AUC, men den havde en brøkdel af den hukommelse og processorkraft som min gamle iPhone 4S har. Én fejl fra Mat 2-projektet mindes jeg endnu med gru: Jeg ville lave et scatterplot af datapunkterne i vores datasæt, men havde glemt at der var flere tusinde sådanne datapunkter. Plotteren, der havde en lille pen til at tegne de enkelte punkter, endte med at lade pennen tegne oven i de samme koordinater ganske mange gange, med det forudsigelige resultat at der til sidst blev slidt hul i papiret og der dannede sig et aftryk på metalpladen neden under. Pinligt!

Senere kastede jeg mig så over datalogi. På Dat 1 kom det sjovt nok til at handle om statistik igen, selv om det var mit første datalogiprojekt. Projektforslaget kom fra Steffen Lauritzen, og vores projekt kom til at handle om det, vi i dag kalder for grafiske modeller og boede et sted mellem statistik, grafteori og systemudvikling. Jeg var for første (og viste det sig desværre, sidste gang) i gruppe med Lars Fischer, der ene mand lavede en fin implementation af rullegardin-menuer til vores system i Pascal, og med Anna Ingolfsdóttir. Jeg var behørigt imponeret. Vores rapport skrev vi ind på kuglehoved-skrivemaskiner, der dengang var det seneste nye. På eksamensdagen styrtede vores vejleder på cykel på vej til universitetet – det var før cykelhjelmenes tid, men heldigvis kom han ikke noget til. Derimod gik vores system ned under fremlæggelsen. Det var mindre godt.

Projektet på Dat 2 handlede – ligesom projektet på DAT4 i vore dage – om design, definition og implementation af programmeringssprog. Det var et interessant projekt, og jeg husker en masse diskussioner om sprogdesign, og jeg lærte en masse om semantik. Til gengæld var den eneste i gruppen, der interesserede sig for implementationsaspektet, mig. Jeg prøvede ene mand at implementere vores denotationelle semantik for exception handling i Larry Paulsons eksperimentelle compilergenerator; det kom desværre aldrig helt til at virke for mig. Jeg opnåede kun at kunne eksekvere programmer uden exception handling, og det var jo ikke ligefrem meningen. Den slags var aldrig gået i dag! Og hvad værre var: vores vejleder Bent Bruun Kristensen fik en diskusprolaps op til eksamen, hvilket var langt mere alvorligt end cykelulykken på Dat 1. En ung adjunkt ved navn Kim G. Larsen blev hasteindkaldt til at være stedfortrædende eksaminator for os.

Dengang var cand.scient-uddannelsen normeret til 11 semestre. Mit speciale på 11. semester var atypisk: jeg arbejdede alene, og for første gang mødte jeg de to værktøjer, der siden har fulgt mig trofast, nemlig Emacs og LaTeX – og det blev Sun-arbejdsstationerne, som der nu var flere af, som jeg brugte. Det var meget anderledes at lave projekt alene. Gruppearbejde kunne af og til også være ekstremt frustrerende, når bølgerne gik højt, så på den måde var det en spændende forandring at kunne skrive projektrapporten præcis som jeg gerne ville. På den anden side var der ingen at tale om projektets glæder og sorger med, pånær min vejleder. Det var Kim G. Larsen – jeg var en af hans første studerende – og han havde god tid dengang og var fuld af ideer. Det var en god oplevelse. Selv om jeg for det meste holdt meget af at studere, var det godt at blive kandidat.

Set i bakspejlet var det for det meste en særdeles givende og sjov oplevelse at lave projektarbejde sammen med andre. Jeg har næppe hverken før eller siden lært så mange mennesker at kende på godt og ondt som i den periode af mit liv, og vi lærte at være med til både at kritisere og modtage kritik som kunne bruges til noget godt. Hele den analytiske tænkemåde lærte jeg at blive fortrolig med gennem projektarbejdet. Problemorienteret projektarbejde i grupper er kort og godt det bedste, vi har på Aalborg Universitet, og det er en arbejdsform der passer fortrinligt til hvad man kommer til at arbejde med som færdiguddannet akademiker. I mit nuværende virke som universitetslærer er det projektvejledning, jeg holder mest af at beskæftige mig med. Også de fysiske rammer var en vigtig del af projektarbejdet for mig, og jeg er ked af at de faste grupperum nu ikke længere kan være en del af studiekulturen.

Inkompetent?

children-832136_1920

En artikel i Information i dag har denne rubrik:

Rapport: Ikkevestlige børn er mindre empatiske end danske

Børnehavebørn af ikkevestlige forældre er dårligere til dansk og har ringere sociale færdigheder end børn af danske forældre, viser undersøgelse af 13.000 børn i Danmark

Den slags konklusioner, baseret på omtale af en rapport udarbejdet på baggrund af en analyse udført af forskere fra AU, SDU og Rambøll, er selvfølgelig allerede blevet modtaget med kyshånd af bestemte debattører og politikere.

Jeg bliver tit lidt utryg for den slags formidling, som denne artikel er udtryk for, nemlig en journalists forsøg på at formidle konklusioner af en stor kvantitativ undersøgelse. Denne slags formidling har nemlig en ærgerlig tendens til at komme med langt mere bastante konklusioner end den oprindelige undersøgelse har belæg for.

Man kan nemlig stille spørgsmål til selve undersøgelsen, som en del journalister desværre ikke gør. Det helt oplagte spørgsmål er om der skulle være skjulte variabler, dvs. om der er faktorer som ikke kan uddrages af datamaterialet, men kan forklare korrelationer. Min klare fornemmelse er, at det er tilfældet her.

Rapporten, som omtales i artiklen i Information, kan hentes fra Undervisningsministeriet (alias Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling) og fra Institut for Økonomi på Aarhus Universitet.

I rapportens indledning står der

Det skal også nævnes, at de tre baggrundsfaktorer indgår i tolkningen som ”rene” mål for baggrundsfaktorerne, hvilket betyder, at vi i denne indledende undersøgelse ikke har korrigeret for øvrige faktorer, fx om den enlige mor også har et lavt uddannelsesniveau. Fx er der en højere andel af mødre med ikke-dansk baggrund, der ikke har nogen uddannelse, sammenlignet med mødre med en dansk baggrund.

Lige efter, på side 9 er der en særdeles interessant fodnote. Her står der

Det er valgt ikke at bruge indkomstvariable, idet Danmarks Statistiks register for familieindkomster i skrivende stund kun er opdateret til og med 2012. Da baselinemålingerne i Fremtidens Dagtilbud er gennemført i 2014 (og nogle af børnene end ikke var født endnu i 2012) anses det ikke for at være tilstrækkeligt relevant at vurdere sammenhængen mellem børnenes kompetencer og indkomstvariable fra 2012.

Forældrenes indkomst og uddannelse har stor betydning for børns mentale udvikling, og det bliver da også nævnt i rapporten – men det inddrages altså slet ikke i analysen.

Fra min egen studietid husker jeg mit 4. semester-projekt på matematikuddannelsen, hvor vi i min projektgruppe (ud over at lære en masse om lineære normale modeller og lineær algebra) opdagede at der er en korrelation mellem gymnasieelevers matematikkarakterer og hvilken samfundsklasse, de kommer fra. Det undrer mig derfor yderligere, at samfundsklasse-relaterede faktorer ikke bliver inddraget i større omfang i analysen fra AU, SDU og Rambøll.

På side 36 siger forfatterne af rapporten endda

Internationale studier viser bl.a., at børn fra familier med lav husstandsindkomst har svagere tidlige matematiske kompetencer end børn fra familier med højere husstandsindkomst (Clements & Sarama, 2008), særligt i forhold til mere abstrakt matematisk problemløsning.

men dette følger de slet ikke op på.

Hverdagssexisme og hverdagsracisme

racisme-24024

Jeg har som mand aldrig haft noget tydeligt billede af hvad det er, kvinder og piger ofte kommer ud for af ubehagelig og nogle gange direkte chikanerende eller diskriminerende sexistisk adfærd. Hvorfor ikke? Fordi jeg er mand og derfor ikke i målgruppen for den slags.

Men nogle gange hører jeg fra familie og kolleger om det, og hver gang bliver jeg vred og ked af det. Det er lærerigt på den triste måde at besøge webstedet The Everyday Sexism Project, hvor brugere kan fortælle om deres oplevelser af denne triste art. The Everyday Sexism Project er ikke en kampagne mod mænd, men en dokumentation af det problem, som sexisme er rundt om i verden.

Men ligesom der er hverdagssexisme, er der også hverdagsracisme. For nylig kunne jeg læse et Facebook-opslag, hvor Haifaa Awad fortalte om nogle af sine oplevelser af denne art.  Her er en af dem:

Da jeg var en 12-årig på vej hjem med mælk fra supermarkedet med min 2 årige lillesøster i hånden. Vi var to krøltoppiger med 10 års forskel imellem os, vi sang højt børnesange på gaden. Vi blev jeg passeret af en ældre mand med hund og fik lige en “negere får så mange uopdragne børn”.

Selv har jeg også i årenes løb oplevet den slags – men i dag er jeg for længst blevet en hvidhåret, midaldrende mand, og nu sker det ikke mere. Mine søskende kan fortælle om lignende trælse episoder,  det kan min datter også, og det kan venner og kolleger med “anderledes etnisk baggrund” bestemt også.

Nogle vil nu hævde at “hverdagsracismen” er en måske nok uheldigt udtrykt, men dog forståelig reaktion på en alt for lempelig dansk udlændingepolitik: De mennesker, der kommer med tilråb og udøver chikane, er ikke i stand til at formulere deres berettigede kritik i form af et debatindlæg og er derfor nødt til at reagere på anden vis. Når den danske udlændingepolitik er blevet tilpas stram, og der er færre udlændinge i Danmark, vil denne adfærd høre op. Danskerne vil igen blive så tolerante som de i virkeligheden er, og “hverdagsracismen” vil forsvinde.

Men dertil vil jeg sige:

  • Episoderne med “hverdagsracisme” er bestemt ikke et nyt fænomen; jeg husker episoder fra længe før “udlændingedebatten” kom til at fylde så meget som den gør i Danmark nu.
  • Desuden: Hvis der virkelig er tale om en uartikuleret, men berettiget protest, ville det så ikke være mere passende at påvirke beslutningstagere end f.eks. børn?
  • Og endelig: Denne forklaring af “hverdagsracismen” som den jævne danskers protest siger i virkeligheden at det er Den Anden, der er den udløsende faktor, at “hverdagsracisten” ikke “kan gøre for det”. Derfor kan “hverdagsracismen” kun kan fjernes ved at fjerne dem, der bliver udsat for den.

Der er desværre ikke nogen dokumentation af “hverdagsracismen” i stil med den dokumentation af “hverdagssexismen”, som The Everyday Sexism Project kan give, men det er for mig at se et helt oplagt indsatspunkt at lave et lignende websted. Dette vil kunne give dem, der ikke er i målgruppen for “hverdagsracisme” et indblik i dette ubehagelige fænomen. Ideen er hermed givet videre.

Lo siento, pero no hablo castellano

dekanikkeengelsk

Jeg sad her til aften og så Sporløs sammen med familien. Det er et elementært spændende program, og jeg kan af helt personlige grunde sætte mig ind i hvad de personer, der leder efter deres familie i udlandet, føler.  

Men når vi følger rejsen til udlandet, lægger jeg mærke til én ting: Hvor fanget danskerne er af sproget engelsk. Aftenens afsnit  førte os til Guatemala, hvor hovedsproget er spansk – et sprog, der er lige så udbredt som engelsk. Men den danske vært kunne kun tale engelsk og var nødt til at bruge tolk.  Da aftenens hovedperson skulle møde sin længe savnede mor og de søskende, han ikke anede at han havde, prøvede den danske vært at berolige moderen, der selvfølgelig var meget bevæget – på engelsk.  Her blev det rigtig kluntet.

Jeg kan kun en smule spansk, som jeg har lært mig selv, og jeg mindes uden nogen stolthed den aften i Buenos Aires hvor jeg forgæves prøvede at fortælle den unge mand på caféen, at jeg gerne ville have min mad varmet. Og jeg husker andre underlige stunder i Madrid, hvor jeg kun havde gringo-sproget at kommunikere på.

Fra dansk tv husker jeg interviews med ambassadører og andre fremtrædende mennesker fra Tyskland og Frankrig (vore to nære naboer og næsten-naboer) – på engelsk. Der er megen tale om internationalisering, men meget af det handler egentlig mest om i hvilket omfang danskere skal tale engelsk, og om en stiltiende forventning om at folk i andre dele af verden skal tale engelsk til danskere.

Det ironiske er at Danmark som sit primære fremmedsprog vælger sproget fra Storbritannien og USA, der er to lande i verden, hvor man også i vor tid ofte har vægret sig ved at lære fremmedsprog ud fra en forventning om at “engelsk er nok”.