Det trætte universitet

Træt

Jeg fandt i dag en interessant artikel fra i fjor af to  uddannelsesforskere, Florelle D’Hoest fra Spanien og Tyson E. Lewis fra USA.

Deres påstand er at vore dages universitet er et træt universitet (på engelsk bruger de ordet “fatigue”, der nærmest betyder “det at være dødtræt”).  Det videnskabelige personale skal leve op til stadigt flere målbare krav inden for forskning, og de studerende skal leve op til stadigt flere målbare krav i forbindelse med at gennemføre deres studium. Der er masser af krav til alle parter om at være målrettede, om at skabe værdier og om at være innovative – man skal “udnytte sit fulde potentiale”. Vore dages universiteter er blevet træthedsfremkaldende. Og uanset hvor mange krav man lever op til, holder det ikke op – det kan føles som løb på stedet.

Denne diagnose kan jeg som universitetslærer sagtens nikke genkendende til. Jeg hører meget sjældent de universitetslærere, jeg kender, sige, at de føler at de udnytter deres fulde potentiale, er innovative og i stand til at forandre verden.  Nogle af mine mest succesrige kolleger gør det ganske vist ofte, men mange andre – også kolleger, der er ekstremt kompetente – hører jeg ofte sige, at de føler sig overvældet af kravene til BFI-skabende publikationer, formidling, indhentning af eksterne forskningsmidler osv. og at alle disse krav gør dem trætte.

Men D’Hoest og Lewis hævder at det ikke er en utilsigtet konsekvens at kravene til universitetslærere og til studerende fremkalder megen træthed. Tværtimod, siger de, det er helt bevidst. De, der formulerer kravene, ved nemlig godt at trætte personer ikke har overskud til at protestere. Samtidig er der så, hævder de to forskere, faktisk et forandrende potentiale i trætheden – men det er kun, når trætheden når så langt at man bliver træt af at være træt og indser at man rent faktisk er blevet udmattet! Det er først da, man kan skabe noget nyt, og også først dér, man kan protestere. Men det er ikke den form for træthed, der bliver skabt i vore dages træthedsskabende universitet.

Min egen helt uvidenskabelige fornemmelse er at kravene, der bliver stillet til os som akademikere (og som studerende) er krav, der virker som om de ikke er umulige – og vi kender alle nogen, der kan leve op til dem. Men netop derfor bliver vi ved med at gøre os selv trætte til en vis grad og opgiver derefter at protestere; vi vil bare have fred, men det får de fleste af os kun meget sjældent.

(Visited 141 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar