En dagbog

dagbog

I forbindelse med mit anderledes semester uden undervisning har jeg bestemt mig til at føre dagbog for at kunne nedfælde alle de tanker, jeg gør mig om min akademiske gerning. Jeg har anskaffet mig et program til OS X ved navn Day One, som gør det nemt at udarbejde en dagbog med alskens annoteringer, søgefunktion og backup i “skyen”.

Hver dag kl. 15 skriver jeg nogle linjer om hvad jeg har lavet. I går og i dag har jeg haft travlt med at flytte kontor, så der er kun ganske lidt forskningsrelevant at berette. Dvs. begge dage konkluderede jeg netop dette, mens jeg skrev dagbog, og besluttede mig derfor til i det mindste at få gjort en lille smule fremskridt, om muligt.

Derudover er dagbogen på ingen måde bekendelseslitteratur; jeg har lagt an til at jeg ville kunne skrive en privat dagbog også, men det bliver det efter alt at dømme ikke til.

Det er første gang siden min studietid at jeg skriver dagbog; dengang lavede vi en projektdagbog i de projektgrupper, jeg var i. Hvorfor jeg holdt op, ved jeg ikke – måske var det alene fordi der ikke var nogle nemme og ligetil værktøjer til at lave dagbog.  Det er der så heldigvis nu. Jeg overvejer om ikke jeg skal anbefale de studerende, jeg næste gang skal vejlede, at føre projektdagbog. Faktisk er det jo en god oplevelse, og allerede nu kan jeg se at der har været dage, hvor jeg har lavet en del mere end jeg troede. (Også dét er en god oplevelse.)

(Visited 127 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar