En forblommet trussel

maxresdefault
Foto: TV2 Lorry

I denne uge kunne man læse hvordan lederen af højrepartiet Nye Borgerlige udtalte at

Jeg synes, at det er uhyggeligt, at vi risikerer vores retsstat og demokrati, når folk tager sagen i egen hånd på grund af desperationen. … Men hvis vi først mister respekten for vores retssystem, så skaber det konflikt og uro – i værste tilfælde en borgerkrig. Når man ser på Frankrig, kan man godt være bekymret for, hvad det ender med…

Hvis jeg ikke havde engageret mig politisk, så ville jeg have været bekymret. Ikke for en borgerkrig i første omgang – der går noget tid – men for de konflikter, der er indledningen til borgerkrigslignende tilstande…

Lederen af Nye Borgerlige prøver at fremstå som en bekymret person, der udtaler sig advarende – men reelt er der jo tale om en forblommet trussel, også selv om der kommer tilsyneladende udglattende bemærkninger om “de 60 til 70 procent [af udlændinge i Danmark], som kan leve i god ro og orden”.  Bemærk nemlig at der ikke er nogen form for fordømmelse til dem, der “tager sagen i egen hånd” eller noget ønske om konfliktløsning. Der skal som bekendt mindst to parter til en borgerkrig.

Det er symptomatisk for det politiske klima i Danmark, at hele denne retorik kan gå så upåagtet hen og ikke møde udbredt fordømmelse. Ideen om et “endeligt opgør” kender man fra den yderste højrefløj i mange lande. I USA ynder diverse højregrupper at true med en “racekrig”.  Den berygtede roman The Turner Diaries er en fortælling om et sådant “endeligt opgør” i USA og er blevet populær blandt højreekstremister rundt om i verden. I Danmark har Den Danske Forening, hvor ledende politikere fra Dansk Folkeparti har været toneangivende, har i mange år talt om et sådant “opgør” på tilsvarende forblommede måde. Det skal lyde som en advarsel, men man ville egentlig ikke have noget imod et sådant “opgør”. Især er det interessante, at man bruger samme ord og taler både om “islamisternes opgør” og “opgøret mod indvandringen”.  I det tidligere Jugoslavien “advarede” nationalister i alle lejre om borgerkrig – og efter alle “advarslerne” kom krigen så.

Det retoriske kneb er det samme som hos rockere, der advarer om at “du kunne komme noget til, hvis du fortsætter med det her”. Det interessante (eller hvad man nu skal kalde det) er at Nye Borgerlige ikke som Danskernes Parti bliver ledet af et tidligere medlem af det danske nazistparti, men af en yngre kvinde med eget arkitektfirma og tidligere politiske ambitioner i et parti, der har siddet i regering.

(Visited 162 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar