Gensyn med Alien

ripley

Her til aften så jeg Alien, Ridley Scotts filmklassiker fra 1979 hjemme i stuen sammen med familien. Den film talte mine klassekammerater og jeg rigtig meget om dengang, hvor vi lige var startet i gymnasiet. På den tid så nogle af de bedste amerikanske film inden for science fiction-genren dagens lys: Star Wars, Nærkontakt af tredje grad og så selvfølgelig Alien. Tre forskellige bud på fortællinger fra rummet, alle instrueret af nogle navne, der nu for længst er blevet institutioner i Hollywood. Og det var også nogle af de første science fiction-film, hvor special effects ikke lignede papfigurer der hang i tynde snore. Den slags kunne ikke undgå at imponere, når man havde den alder min generation havde dengang.

Ligesom Star Wars foregår Alien i en tid, hvor rumrejser og interplanetariske imperier er blevet en del af hverdagen og hvor teknologien er meget avanceret men rumskibe ikke altid kan sige sig fri for at være ramponerede, netop fordi “hverdagen” er ved at sætte ind. Det er et billede af fremtiden. min generation også kender fra tegneserierne om Linda og Valentin

Det var interessant at se familiens reaktioner på denne 37 år gamle film om fremtiden – det var faktisk heller ikke en film, min hustru kendte, selv om hun og jeg er helt jævnaldrende. Alle bemærkede vi at astronauterne nogle gange sad og røg. Den slags ville ikke gå i en moderne science fiction-film! Og jeg lagde mærke til billedrørsskærmene og computeren, der krævede et helt lokale for sig selv og det meste af tiden kun kunne skrive Does not compute med grøn skrift. Men sådan så computerne jo ud i min gymnasietid, og dengang tænkte ingen over det. Det var fascinerende at gense de gamle designs af filmens titelfigur, skabt af den schweiziske kunstner H.R. Giger og bragt til live af Carlo Rambaldi, der også lavede den noget mere sympatiske E.T.

I øvrigt har jeg for nylig opdaget, at det grumme rumvæsen blev spillet af Bolaji Badego, en høj mand (på 208 cm), der studerede grafisk design i London.

Min datter syntes at Alien var noget langsom og dvælende (godt at vi ikke så Solaris!), men til sidst var også hun fanget ind af denne elementært spændende og også forholdsvis uhyggelige fortælling, hvor Ripley (der vel var Sigourney Weavers gennembrud) så afgjort er den skikkelse, man husker. Jeg er formodentlig ikke helt upartisk, men Alien er stadig værd at se.

(Visited 133 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar