Ingen afbrydelser

offthegrid

I dette efterår skal jeg ikke undervise, og de ændrede omstændigheder påvirker min produktivitet i overraskende grad. I de sidste par dage har jeg kunnet koncentrere mig om at forske, og jeg ved faktisk at jeg (på nær én enkelt aftale i morgen) har hele denne uge til min rådighed – og de næste uger med. Efter at jeg er blevet færdig med at flytte kontor, har jeg kunnet give et forskningsproblem min udelte opmærksomhed, og jeg har allerede fået skrevet langt mere end jeg fik skrevet i hele forårssemesteret, hvor jeg vejledte seks projektgrupper og skrev en (sørgeligt forgæves) Horizon 2020-ansøgning.

Jeg holder af at undervise og af at møde de studerende, så jeg vil ikke tale undervisningen ned. Men en universitetslærers to forpligtelser, nemlig at undervise og at forske, kan let ende med at hakke dagene i småstykker. Man får ikke tid til at fordybe sig i forskningsproblemer, og egentlig får man heller ikke tid til at fordybe sig ordentligt i undervisningens udfordringer. Med en metafor fra operativsystemernes verden bliver effektiviteten sænket af context switching. Mange vidensarbejdere (og sikkert mange andre også) oplever denne ituhakning af arbejdslivet. Der er en hel masse artikler på nettet om netop ulemperne ved hyppig context switching i arbejdslivet og bud på hvad man kan gøre.

Men lige nu er der kun ét enkelt job i min procesenhed, så at sige, og det føles rigtigt netop nu.

Venkatesh Rao skriver i et blogindlæg fra 2008 om alle de mange andre metaforer på engelsk om det samme: Off the grid, decompress, detox osv. Lidt pessimistisk konkluderer han at man i det moderne arbejdsliv måske aldrig vil kunne opnå dette for alvor – at få fred, så man som vidensarbejder undgår at få dagene hakket i stykker. Men når nogen hævder, at noget aldrig vil kunne lade sig gøre, har jeg det med at blive skeptisk som udgangspunkt. Det må i al fald kunne lade sig gøre at gøre noget; mine arbejdsdage lige nu er et meget radikalt bud på dette. Jeg ved at det måske er første og sidste gang i mit arbejdsliv at jeg får denne mulighed, så jeg vil bruge den så godt som muligt. Fra mine kolleger i udlandet ved jeg at de (i hvert fald i nogle lande) kan have undervisningsfri i en periode hvert femte år (eller lidt sjældnere). Det er ærgerligt, at dette kun er en undtagelse her i den akademiske biks i Danmark – og i arbejdslivet i det hele taget. Der er andre veje til produktivitet end den non-stop-aktivitet som så ofte bliver hyldet.

(Visited 143 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar