…og derfor har jeg netop nu skiftet mening

facebook-politics-infographic-g

Der er en masse politiske meningstilkendegivelser på Facebook og andetsteds på nettet. Mange politikere gør en stor dyd ud af at være på Facebook og på Twitter nu om dage.

Resultaterne af en undersøgelse fra USA tyder dog på at det kun er få af de menige borgere, der skriver og læser politisk indhold på Facebook, der skifter indhold.  10.000 Facebook-brugere fra USA blev spurgt om hvilket parti de identificerede sig med i USA – Republikanerne, Demokraterne eller “uafhængige”. Og desuden blev de spurgt om hvorvidt de nogensinde havde ændret holdning i politiske spørgsmål på grund af noget, de havde læst på Facebook. Det store flertal svarede nej, og det for hvert af de tre mulige partitilhørsforhold.

En anden amerikansk undersøgelse tyder på at en væsentlig bevæggrund bag at dele indhold af politisk karakter på nettet er at det styrker vores selvfølelse.

Jeg ved ikke hvordan det ser ud i Danmark, men det kunne være værd at undersøge om de sociale medier rent faktisk flytter nogen holdninger. Det er dog nok ikke anderledes med mundtlige politiske meningsudvekslinger; de flytter meget lidt. Jeg har aldrig fået en person, der var fundamentalt uenig med mig, til at ændre holdning, og man oplever kun meget sjældent folketingspolitikere skifte mening under eller lige efter en debat, de har deltaget i. Og alligevel bliver vi ved!

Når de politiske diskussioner rent faktisk flytter noget, er det på en helt anden måde.  F.eks. er de seneste års negative holdning i dansk politik til menneskerettighederne, herunder ideen om menneskerettighedskonventioner som noget, man kan og bør ændre eller helt forlade, ikke opstået pludseligt. Det skyldes lang tids påvirkning fra især Dansk Folkeparti.

Det er denne virkning, som politiske diskussioner kan have, nemlig langtidsvirkningen. Men det taler vi kun sjældent om, og vi har måske endnu til gode at se sådanne langtidsvirkninger, som er skabt af de sociale medier.