Lo siento, pero no hablo castellano

dekanikkeengelsk

Jeg sad her til aften og så Sporløs sammen med familien. Det er et elementært spændende program, og jeg kan af helt personlige grunde sætte mig ind i hvad de personer, der leder efter deres familie i udlandet, føler.  

Men når vi følger rejsen til udlandet, lægger jeg mærke til én ting: Hvor fanget danskerne er af sproget engelsk. Aftenens afsnit  førte os til Guatemala, hvor hovedsproget er spansk – et sprog, der er lige så udbredt som engelsk. Men den danske vært kunne kun tale engelsk og var nødt til at bruge tolk.  Da aftenens hovedperson skulle møde sin længe savnede mor og de søskende, han ikke anede at han havde, prøvede den danske vært at berolige moderen, der selvfølgelig var meget bevæget – på engelsk.  Her blev det rigtig kluntet.

Jeg kan kun en smule spansk, som jeg har lært mig selv, og jeg mindes uden nogen stolthed den aften i Buenos Aires hvor jeg forgæves prøvede at fortælle den unge mand på caféen, at jeg gerne ville have min mad varmet. Og jeg husker andre underlige stunder i Madrid, hvor jeg kun havde gringo-sproget at kommunikere på.

Fra dansk tv husker jeg interviews med ambassadører og andre fremtrædende mennesker fra Tyskland og Frankrig (vore to nære naboer og næsten-naboer) – på engelsk. Der er megen tale om internationalisering, men meget af det handler egentlig mest om i hvilket omfang danskere skal tale engelsk, og om en stiltiende forventning om at folk i andre dele af verden skal tale engelsk til danskere.

Det ironiske er at Danmark som sit primære fremmedsprog vælger sproget fra Storbritannien og USA, der er to lande i verden, hvor man også i vor tid ofte har vægret sig ved at lære fremmedsprog ud fra en forventning om at “engelsk er nok”.

(Visited 109 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar