Projektarbejde genoplevet i erindringen

Jeg sidder ved en AUD-terminal på Strandvejen 19. Bag mig står CSJ.
Jeg sidder ved en AUD-terminal på Strandvejen 19. Bag mig står CSJ.

I denne uge udkom andet bind af historien om datalogi på AAU. Her er mit bidrag; det handler om projektarbejde dengang (da jeg var studerende) og nu (hvor jeg har 25 års erfaring som projektvejleder).

Da jeg valgte at studere på AUC, som Aalborg Universitet hed dengang i 1982, var noget af det, jeg så frem til at skulle lave projektarbejde. Men forkortelsen PBL kendte vi ikke – den er af langt senere dato. Da jeg studerede, kaldte vi det bare for problemorienteret projektarbejde.

Det var dog bestemt ikke alle projekter i min studietid, der var lige problemorienterede. Jeg er tofagskandidat i matematik og datalogi, og mit første matematikprojekt på dét, der dengang hed Mat 1, husker jeg endnu som modsætningen til al problemorientering: Det handlede om styring af en pladespiller og udformede sig mest som en stor opgave. Hver eneste gang vi gik i stå, kaldte vi på vores vejleder og så fik vi en ny lille regneopgave. Der var ingen problemformulering, vi fik aldrig rigtig noget godt overblik og det var et projekt vi bestemt ikke følte at vi selv ejede. Vores vejledere var venlige mennesker, men de kunne ikke rigtig se at det var et problem at der ikke var noget problem.

De fleste af de senere projekter både på matematik og på datalogi var på mange måder projekter, som vi selv ejede. Måske var det i virkeligheden en reaktion på Mat 1-projektet? Vi var et lille hold og der var nogle medstuderende, som jeg fulgtes med gennem mange af de senere projekter – især Lars Bækgaard og CSJ, som jeg ofte havnede i gruppe med. I næsten alle vores projekter fik vi ideen til det igangsættende problem selv; der var ikke nogen projektkataloger med mere eller mindre færdige ideer. Netop dét har jeg savnet siden i min tid som vejleder, og det er en praksis, jeg nu prøver at genindføre for de studerende, jeg vejleder nu.

Noget, der var helt karakteristisk dengang, var at vi studerende ofte nærmest boede på universitetet meget af semesteret. Grupperummet var et sted, hvor vi opholdt os meget – og kaffestuen var lige så meget et sted, hvor vi talte om faglige problemstillinger, som et sted hvor vi holdt pauser. Vore dage studerende vil sikkert have svært ved at forstå dette, men der var ingen computere i grupperummene (endsige til forelæsningerne!). Nogle studerende havde små personlige hobbycomputere, men de stod derhjemme. Alle studierelatede programmeringsopgaver lavede vi på den store CDC Cyber 72-mainframecomputer på Aalborg Universitetsdatacenter – og i 1985 kom der en kluntet IBM PC og en samling Apple-computere, som blev stillet op i et lokale på Strandvejen 19, 3. sal. Her fandt man også en Sun-arbejdsstation, der kørte Unix. Og projektrapporterne skrev vi i de første år på skrivemaskiner, som vi fik udleveret ved semesterets start. Det var en sorgens dag, når farvebåndet var slidt. Til gengæld blev vi meget kreative i brugen af “kvajeblæk” (alias rettelak), Radex-ark og Scotch-tape, når vi skulle rette fejl. Der skulle meget til før vi skrev en side om, så vi tænkte os grundigt om før vi skrev noget ind!

På Mat 2 arbejdede vi med statistisk analyse af et stort datasæt af gymnasiekarakterer, og jeg lærte en hel masse om statistik, om den lineære algebra der ligger bag og om at bruge den statistikpakke, man også i dag kalder SPSS. Det var samtidig mit første møde med Steffen Lauritzen, en meget inspirerende og ekstremt kompetent person [man bliver ikke professor i matematisk statistik uden grund!] hvis vejledningsstil på mange måder har påvirket min egen senere gerning som vejleder.

Vi brugte Cyber’en til vores analyser, og nogle af kørslerne tog en del tid så dem fik vi lavet om aftenen og om natten. CDC-maskinen virkede dengang stor og kraftig og var forbundet til terminaler rundt om på AUC, men den havde en brøkdel af den hukommelse og processorkraft som min gamle iPhone 4S har. Én fejl fra Mat 2-projektet mindes jeg endnu med gru: Jeg ville lave et scatterplot af datapunkterne i vores datasæt, men havde glemt at der var flere tusinde sådanne datapunkter. Plotteren, der havde en lille pen til at tegne de enkelte punkter, endte med at lade pennen tegne oven i de samme koordinater ganske mange gange, med det forudsigelige resultat at der til sidst blev slidt hul i papiret og der dannede sig et aftryk på metalpladen neden under. Pinligt!

Senere kastede jeg mig så over datalogi. På Dat 1 kom det sjovt nok til at handle om statistik igen, selv om det var mit første datalogiprojekt. Projektforslaget kom fra Steffen Lauritzen, og vores projekt kom til at handle om det, vi i dag kalder for grafiske modeller og boede et sted mellem statistik, grafteori og systemudvikling. Jeg var for første (og viste det sig desværre, sidste gang) i gruppe med Lars Fischer, der ene mand lavede en fin implementation af rullegardin-menuer til vores system i Pascal, og med Anna Ingolfsdóttir. Jeg var behørigt imponeret. Vores rapport skrev vi ind på kuglehoved-skrivemaskiner, der dengang var det seneste nye. På eksamensdagen styrtede vores vejleder på cykel på vej til universitetet – det var før cykelhjelmenes tid, men heldigvis kom han ikke noget til. Derimod gik vores system ned under fremlæggelsen. Det var mindre godt.

Projektet på Dat 2 handlede – ligesom projektet på DAT4 i vore dage – om design, definition og implementation af programmeringssprog. Det var et interessant projekt, og jeg husker en masse diskussioner om sprogdesign, og jeg lærte en masse om semantik. Til gengæld var den eneste i gruppen, der interesserede sig for implementationsaspektet, mig. Jeg prøvede ene mand at implementere vores denotationelle semantik for exception handling i Larry Paulsons eksperimentelle compilergenerator; det kom desværre aldrig helt til at virke for mig. Jeg opnåede kun at kunne eksekvere programmer uden exception handling, og det var jo ikke ligefrem meningen. Den slags var aldrig gået i dag! Og hvad værre var: vores vejleder Bent Bruun Kristensen fik en diskusprolaps op til eksamen, hvilket var langt mere alvorligt end cykelulykken på Dat 1. En ung adjunkt ved navn Kim G. Larsen blev hasteindkaldt til at være stedfortrædende eksaminator for os.

Dengang var cand.scient-uddannelsen normeret til 11 semestre. Mit speciale på 11. semester var atypisk: jeg arbejdede alene, og for første gang mødte jeg de to værktøjer, der siden har fulgt mig trofast, nemlig Emacs og LaTeX – og det blev Sun-arbejdsstationerne, som der nu var flere af, som jeg brugte. Det var meget anderledes at lave projekt alene. Gruppearbejde kunne af og til også være ekstremt frustrerende, når bølgerne gik højt, så på den måde var det en spændende forandring at kunne skrive projektrapporten præcis som jeg gerne ville. På den anden side var der ingen at tale om projektets glæder og sorger med, pånær min vejleder. Det var Kim G. Larsen – jeg var en af hans første studerende – og han havde god tid dengang og var fuld af ideer. Det var en god oplevelse. Selv om jeg for det meste holdt meget af at studere, var det godt at blive kandidat.

Set i bakspejlet var det for det meste en særdeles givende og sjov oplevelse at lave projektarbejde sammen med andre. Jeg har næppe hverken før eller siden lært så mange mennesker at kende på godt og ondt som i den periode af mit liv, og vi lærte at være med til både at kritisere og modtage kritik som kunne bruges til noget godt. Hele den analytiske tænkemåde lærte jeg at blive fortrolig med gennem projektarbejdet. Problemorienteret projektarbejde i grupper er kort og godt det bedste, vi har på Aalborg Universitet, og det er en arbejdsform der passer fortrinligt til hvad man kommer til at arbejde med som færdiguddannet akademiker. I mit nuværende virke som universitetslærer er det projektvejledning, jeg holder mest af at beskæftige mig med. Også de fysiske rammer var en vigtig del af projektarbejdet for mig, og jeg er ked af at de faste grupperum nu ikke længere kan være en del af studiekulturen.

(Visited 242 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar