Et godt menneske eller et dansk menneske?

godtmenneske

I denne uge blev jeg færdig med Svend Brinkmanns bog Ståsteder. Jeg har læst en del anmeldelser af bogen, men det synes ikke som ret mange af dem bemærker det, der for mig er tydeligt: Bogen er faktisk en indføring i det område af filosofi, der hedder etik, ligesom Stå fast i virkeligheden er en bog om hvad stoicismen kan tilbyde det moderne menneske. Ståsteder er et strejftog i etikkens historie fra Aristoteles over Friedrich Nietszche, Hannah Arendt og Iris Murdoch til Jacques Derrida. Udgangspunktet er en kritik af det, Brinkmann kalder for instrumentalisering, nemlig den holdning at menneskets handlinger, også dem, der måtte fremstå som etisk betingede, er instrumenter til at opnå noget med. Bogens ti ståsteder bliver til ti etiske bud (!) på hvordan man kan forholde sig til sine handlinger og til sin eksistens og på den måde være et godt menneske, ikke et “godt menneske, der vil opnå noget bestemt”.

Der har i denne og sidste uge i Danmark været et voldsomt fokus på  hvad det vil sige at være “dansk”. Her bemærker jeg, at der fra nogles side tales meget om det, man skal foretage sig og have af holdninger for at være “dansk”. Og årsagen til at man skal være “dansk” er så vidt jeg kan se, rent instrumentel: man skal være “dansk” først og fremmest for at gøre de pågældende politikere og meningsdannere trygge.

Det ville være langt bedre at diskutere hvad man kan gøre for at være et godt menneske.  Ser man bort fra selve dette at have kompetencer mht. det danske sprog, er der nemlig ikke nogen af de mange udsagn om “danskhed”, der har noget med landet Danmark at gøre. Jeg tror selv at alle udsagnene om “danskhed”  i virkeligheden forveksler dette at være et godt menneske med det at være “dansk”.

For et godt Danmark er et Danmark, hvis borgere er gode mennesker, ikke et land, hvis borgere er “danske”.  “Danskhed” er,  må jeg indrømme, en i bedste fald sekundær “kvalitet” hos et menneske. Nelson Mandela, Martin Luther King og mange andre, der ikke er nær så kendte og ikke fik Nobels fredspris, var gode mennesker, men ikke “danske”. Omvendt er der berygtede forbrydere, som de fleste mennesker ville kalde for “danske”, men bestemt ikke betegne som gode mennesker.

Det er på tide, at politikere og andre beslutningstagere i stedet for al den evindelige fiksering på “danskhed” begynder at tale om hvad det gode er og hvordan vi gør det gode. Brinkmann fremhæver f.eks. begrebet værdighed som et af de ti ståsteder – at det er vigtigt for den enkelte selv at have værdighed og at skabe betingelserne for at andre også kan opnå og have en tilsvarende værdighed. Er dagens politikere gode mennesker? Sørger de gennem deres politik for selv at have værdighed og for at sørge for at bl.a. flygtninge kan have deres værdighed?

Aleppo

aleppo-1-1

I dag vil jeg ikke skrive så meget, blot minde os alle om tragedien i Aleppo, en af de ældste byer i verden. Rusland bomber løs sammen med Assad-regimet. FNs sikkerhedsråd gør ikke noget. Det er en tragedie, der finder sted mens jeg selv sidder her i fred og ro på en portugisisk sensommerdag. Det er svært at rumme så modstridende fakta om verden, men det er vi nødt til.

Lad os tage os sammen til at forlange, at der bliver gjort noget for at beskytte civilbefolkningen i Aleppo og resten af Syrien – ikke bare at bombe ISIS. Og støt så dem, der hjælper civilbefolkningen dernede.

Billederne ovenfor er taget fra en webartikel med billeder fra Aleppo, taget før og efter krigen.

Luca Cardelli og molekylerne

cardelli-1-1

cardelli-3-1

cardelli-5-1

Italienske Luca Cardelli har gennem de sidste mere end 30 år været en af de vigtigste forskere inden for matematiske modeller for programmers og systemers adfærd. Hans arbejde med typeinferens, med objektkalkyler og de såkaldte mobile ambienter er jeg selv blevet meget inspireret af, og der er nogle af mine kolleger på AAU, der for tiden har et tæt samarbejde med ham.

I dag holdt Cardelli en særforelæsning på Universidade Nova de Lisboa (UNL), som er det andet store universitet i Lissabon, og nogle af os tog turen over Tejo-floden for at høre ham på denne steghede septemberdag, hvor temperaturen nåede op på 32 grader. Udsigten over Lissabon er meget bemærkelsesværdig, når man kører over Ponte 25 de Abril på en dag med høj sol.

Da vi kom frem, blev auditoriet hurtigt helt fyldt med forskere fra en del forskellige universiteter i Portugal, og der var også mødt rigtig mange studerende frem (heldigvis var der et klimaanlæg!).

Disse særlige forelæsninger er en tradition ved UNLs Departamento de Informática, og kendte navne som Leslie Lamport og Jeanette Wing har tidligere været her i denne anledning. Ligesom Lamport har Cardelli, der i øvrigt besøgte Aalborg Universitet for et par år siden uden helt samme officielle bevågenhed, været i stand til at tilbringe en hel karriere med grundforskning uden for universitetsverdenen. Men nu er han, ud over at være et hovednavn ved Microsoft Research i Cambridge, også blevet professor – i Oxford!

Cardellis forelæsning handlede om hans bidrag til det område, der hedder molekylær programmering – dvs. hvordan man kan programmere DNA- og RNA-molekyler til at ændre på og fremstille molekyler, og her specielt store organiske molekyler som proteiner. Det er et fascinerende område, der forbinder de tre naturvidenskaber biologi, biokemi og datalogi på overraskende vis, og mulighederne for anvendelser er store. Også ideen om programmeringssprog til molekyler er en interessant idé i sig selv.

Måske vil det en dag kunne lykkes at lave en programmerbar “mikrolæge” i levende menneskeceller, som kan kurere og forebygge sygdomme. Men det er selvfølgelig også et område med enorme etiske udfordringer at kunne gå ind og pille ved en organisme helt nede på det molekylære niveau. Meget populært sagt: Hvis man laver en programmeringsfejl i “mikrolægen”, kan den meget let komme til at gøre ondt værre.. Det sidste spørgsmål fra salen kom da også ind på dette, og det undrede mig lidt at ingen spurgte mere ind til dette eller til hvorfor Microsoft er så interesseret netop i dette område.

Det var desværre et tydeligt minus ved forelæsningen, at det simpelthen var svært at høre, hvad der blev sagt undervejs. Om det skyldes salens akustik, mikrofonanlægget eller forelæserens foretrukne tonefald, tør jeg ikke sige med sikkerhed, men jeg havde ikke nogen problemer med at forstå introduktionen til foredraget, der blev leveret (på engelsk) af institutlederen Luís Caires.

Uber-forsker?

Foto: Paolo Pedercini.
Foto: Paolo Pedercini.

I dag talte jeg med min portugisiske kollega og samarbejdspartner Francisco om vilkårene som universitetsansat i Portugal. Der er bestemt forskelle (bl.a. vælger de universitetsansatte hernede stadig institutledere og rektor), men økonomisk set er der tale om samme virkelighed: Det er helt nødvendigt at kunne skaffe eksterne forskningsmidler for at kunne klare sig, og det er rigtig svært. Af en eller anden grund kom vi bagefter til at snakke om Uber. Uber er nemlig forbudt i Portugal.

Her er der en interessant parallel, som den britiske forsker Gary Hall har påpeget. En Uber-chauffør har sin egen bil og hypotetisk set mulighed for at tjene lige så mange penge, det skal være. Men de eneste, der bliver rige for alvor, er firmaet Uber. Det samme tendens, vi ser i den akademiske verden: Hver enkelt af os skal sælge sig selv som forsker. Vi skal skaffe eksterne forskningsmidler hjem til vores institutioner. Hvis og kun hvis vi gør det, kan vi fortsætte vores akademiske løbebane med en vis, tilsyneladende frihed. De fleste kan kun lige akkurat få det til at løbe rundt, og der er stor udskiftning. De eneste, der er helt sikre på at overleve og have det godt, er ledelseslagene i universitetsverdenen. Som Uber-chauffør og som forsker er man pseudo-iværksætter, men reelt som oftest daglejer.

Fra undervisningsverdenen kender vi et parallelt fænomen. Der har allerede i mange år været akademikere, der har overlevet på løse ansættelser som undervisningsassistenter på danske universiteter. Men nu kan man også blive nødt til at sælge sig selv som underviser til de store private aktører. Online-kurser er hastigt på vej frem og er ved at blive big business.

Sidste år købte LinkedIn Lynda.com, der står bag en række online-kurser. Det vil formodentlig have store konsekvenser, for LinkedIn har som bekendt en hel masse data på sine 200 millioner brugere og mulighed for at bruge dem til at målrette online-undervisningstilbud mod dem. Og dette er tegn på en stigende kommercialisering af undervisning, der kun yderligere vil fremme denne tendens til at man som akademiker bliver pseudo-iværksætter, men reelt daglejer.

I begge tilfælde er det nyliberalismens blanding af tilsyneladende fri konkurrence og central kontrol fra stater eller de facto monopoler, der stikker hovedet frem. De eneste, der er sikre på ikke at vinde, er akademikerne.

I øvrigt er LinkedIn nu selv blevet blive opkøbt – af Microsoft.

Og Uber indgik i et partnerskab med Carnegie-Mellon University i  USA, kun for at hyre i alt 40 af deres ansatte året efter. Så nu kan man også blive forsker hos Uber. CMU havde håbet på et forskningssamarbejde, men det blev det  ikke til.

Jeg bestemmer, hvad du er

broyard_anatole_head_300
Den amerikanske forfatter Anatole Broyard

Episoden i Debatten på DR2, hvor Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti gør sig til dommer over hvorvidt andre mennesker er danskere eller ej, er ikke sådan at glemme. Det er en situation, der afslører afgørende noget om Martin Henriksen og om reaktionære nationalister: De mener at befinde sig i en position, hvor det er dem, der kan og bør bestemme, hvem der er danskere og hvem der ikke er,  hvem der må være med og hver der ikke må være med. Det er en tankegang, der trives i samfund, hvor der findes fordomme om og social kontrol mod etniske mindretal, nemlig at det er etniske flertal, der bestemmer “hvad” man er.

I Nazityskland var dette sat fuldstændigt i system gennem Hitlers racelovgivning. Nogle tyskere, hvis far eller mor var jøde, blev omklassificeret fra Mischling til Arier og kunne derved gøre tjeneste i Det Tredje Riges militær. Det mest kendte (og berygtede) eksempel er Luftwaffe-generalen Eduard Milch.

I USA har der gennem landets historie, altid været mennesker med delvist afrikansk baggrund, der kunne “gå for at være hvide” og brugte det til at undslippe den institutionaliserede racisme.

Den amerikanske forfatter Anatole Broyard havde, som navnet antyder, forfædre fra Frankrig, men han havde også forfædre, som var afrikanske slaver. Han voksede op i et USA, hvor der var egentlig apartheidlovgivning. I sin ungdom, da han ville slå igennem som forfatter, fortalte han aldrig om sin afrikanske slægtsbaggrund.  Og da han blev indkaldt til militæret, tav han også om sin baggrund og endte med at blive officér. Det var dengang umuligt for afrikansk-amerikanere. Nogle kritiserede siden Broyard for at lyve om sin etniske baggrund og for at drage en fordel af sit europæiske udseende, som mange andre ikke kunne, mens andre roste ham for at ville forme sit eget liv uden at blive begrænset af racismen. Interessant nok gjorde Anatole Broyards fransk-amerikanske forfader Henry Broyard det samme, men i modsat retning: I 1855 lod Henry som om han var sort, så han kunne komme til at gifte sig med Marie Pauline, som han elskede, men som var klassificeret som sort.

Den eneste måde at slippe ud over hele dette klassifikationshelvede er at vi indser, at det ikke er vigtigt om man er “arier” eller “jøde”, om man er “sort” eller “hvid” eller om man er “dansker” eller “ikke-dansker”. Alle disse etiketter bliver kun brugt til social kontrol.

Et opgør med New Public Management?

npm_s

Mette Frederiksen sagde ved Socialdemokraternes kongres i Aalborg

Vi er ved at ødelægge noget af den arbejdsglæde, som er forudsætningen for, at det er godt at arbejde i den offentlige sektor…

Det her er et opgør med New Public Management som styringsredskab for, at vi kan sikre mere rum til faglighed…

Umiddelbart lyder det jo lovende. Jeg kender ikke nogen offentligt ansatte, der ikke er ledere eller administratorer, som har været glade for New Public Management. Og jeg kan se, at Enhedslisten, SF, Alternativet, de radikale og Dansk Folkeparti alle udtaler sig kritisk om New Public Management. Ja, selv Nye Borgelige er inde på det samme. Det måske ikke længere helt så populære Venstre har ikke ytret sig endnu, men mit bud er at de netop nu leder efter en tilpas uforpligtende formulering.

Det, jeg nemlig ikke kan lade være med at bemærke, er at der måske reelt ikke er ret meget nyt i Mette Frederiksens udtalelse. Hun siger

Vi foreslår en form for velfærdskontrakt, hvor de offentligt ansatte på den ene side lover at yde deres ypperste, og vi til gengæld lader være med at kontrollere det, som ikke skal kontrolleres. Et eksempel kan være, at man får lov til at have budgetter, som strækker sig over flere år, så det ikke bliver den her stop-and-go-regulering.

Der er stadig tale om økonomistyring, blot sjældnere, og der er stadig tale om central kontrol. Jeg kan heller ikke lade være med at bemærke at blandt andet folkeskolereformen, som Socialdemokraterne, de radikale og SF forsvarede indædt i deres regeringstid, og universitetsloven af 2003, som Socialdemokraterne også var med til at frembringe og siden har forsvaret, også er baseret på de grundlæggende centrale præmisser i New Public Management om styring via budgetter og detailplaner.

Jeg aner derfor, at de nye toner i virkeligheden mest er et forsøg på optimering af New Public Management, og som sådan er fuldstændig i New Public Managements ånd.

En lørdag i Lissabon

2016-09-24-12-10-31

2016-09-24-15-05-43

2016-09-24-15-18-18-2

2016-09-24-15-35-29

2016-09-24-16-04-58

2016-09-24-16-25-11

2016-09-24-16-38-17

2016-09-24-16-42-01

2016-09-24-17-06-29-1

2016-09-24-19-33-51

2016-09-24-20-48-16

Jeg havde lovet mig selv og Francisco, at jeg i løbet af weekenden ville skrive ned, hvad vi endte med at få på tavlen i går eftermiddags. Det vil jeg bruge dagen i morgen på. I dag blev det til en tur på møntvaskeriet i selskab med Svend Brinkmann (eller rettere: Ståsteder). Hele Alfáma-kvarteret myldrer med turister, og dér gik jeg så med min snavsetøjspose.

Herefter var det ren eskapisme og sightseeing også for mig: Jeg opdagede i går at der er ølfestival i byen, så jeg tog en udflugt op til Lisbon Beer Week, der afholdes i Jardim do Torel. Jeg aflagde først et besøg i byens katedral; den er jeg gået forbi mange gange på mine tidligere besøg i Lissabon, men af uvisse årsager blev det først i dag, jeg så den indefra. Jeg forsøgte derefter endnu en gang at køre med Eiffels berømte Elevador de Santa Justa, men om muligt var køen til denne udendørs-elevator endnu længere end jeg huskede det fra sommerferien. Så det må (igen) vente til en anden gang.

På vej til ølfestivalen gik det til gengæld op for mig, at en af de stejleste gader på ruten, Calçada do Lavra, betjenes af endnu en “stejlsporvogn”. Jeg selv og en større flok turister måtte vente i omkring ti minutter mens chaufføren holdt pause et andet sted. Selve turen, der bestemt var ventetiden værd, tog et minuts tid.

I Jardim do Torel var der mulighed for at købe et særligt glas og jetoner, som man så kunne bruge til at købe øl for i boderne. Al øl kom fra portugisiske mikrobryggerier. De to, jeg fik prøvet, nemlig en strong ale af belgisk type og en dobbelt-IPA,  var begge overbevisende.  Sådan kunne jeg sidde med en flot udsigt ud over byens nordlige del og med Tejos munding i det fjerne, mens lettende passagerfly passerede i forholdsvis lav højde ude fra lufthavnen nogle kilometer længere væk. Ikke alle mennesker er så heldige at kunne sidde på den måde – mætte og rolige, i en intakt by, hvor det kun er fredelige trafikfly, der kommer nærmere for derefter at skynde sig væk.

Dagen sluttede med et måltid på The Food Temple, en lille vegansk restaurant godt gemt væk i en sidegyde for enden af en anden gyde, som selv er en sidegyde. Rygtet ville vide at her altid er fuldt hus, så derfor blev det ikke til et besøg i sommerferien. Men denne gang havde jeg bestilt bord. Det gjorde jeg klogt i, for kun fem minutter efter min ankomst var der faktisk fuldt hus. Ligesom Ao 26 er dette en restaurant drevet af unge og energiske mennesker, men her kan man følge direkte med i køkkenet [hvor der på intet tidspunkt, mens jeg var der, stod færre end seks mennesker!] og atmosfæren giver mig umiskendelige mindelser om 1000Fryd i Aalborg på en god dag og i en ekstra travl udgave.  Først var jeg lidt forbeholden over for stedet og maden, men til sidst måtte jeg overgive mig – dette er faktisk en rigtig god, lille restaurant med god og velsmagende mad i form af tapas plus dagens ret. Stedets øludvalg er pænt, men efter ølfestivalen havde jeg faktisk bare lyst til et glas vand og en ginger ale (der jo bare er en sodavand).

Til sidst var der blot tilbage at finde vej ud gennem gyderne og hjem på det, der for mig fremstod som en smuk, lun sommeraften – uagtet at det faktisk var i går, det var efterårsjævndøgn.

Nej til dialog!

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Jeg har selv været med til at lave arrangementer, der handlede om dialog mellem grupper i den danske befolkning; for 10 år siden lavede jeg på egen hånd, sammen med Jacob Holdt og sammen med Amnesty International flere initiativer af denne art. Nogle af dem var faktisk vellykkede.

Men jeg er endt med ikke altid at tro på dialog. Nærmere bestemt er jeg blevet meget skeptisk over for dialog med nationalisterne i dansk politik. Det er blevet sagt, at samtalen er en central del af demokratiet – men hvad gør man, hvis der ikke er nogen samtale?

Det er efterhånden blevet tydeligt, at den såkaldte dialog i dansk politik er endt med at finde sted på Dansk Folkepartis præmisser. I gårsdagens udgave af Debatten på DR2 lykkedes det således at få bevæget debatten helt sømløst fra kvoteflygtninge i starten af programmet til at man til sidst i ramme alvor diskuterede om en af deltagerne, en dansk gymnasieelev på 18 år, rent faktisk var dansk. Det var vel at mærke studieværten, der sørgede for at denne sømløse bevægelse var mulig. Den timelange “samtale” flyttede – intet som helst. Flere af deltagerne kunne, selv om de blev ved med at insistere at de faktisk var danske (hvor er det dog trist at man kan være nødt til at skulle sige det, og så på landsdækkende tv!), ikke få de nationalistiske deltagere til at acceptere dette.

At det er kommet så vidt i vore dage, skyldes i høj grad at mange politiske partier og danske medier er endt med at acceptere (varianter af) Dansk Folkepartis nationalistiske verdensbillede, hvor flygtninge, danskere med helt eller delvis mellemøstlig baggrund, islam, udenlandske statsborgere i Danmark, terrorister, kontanthjælpsmodtagere osv. er del af én og samme fortælling om et land, der først og fremmest skal forsvare sig selv mod den truende omverden. Dette verdensbillede er efterhånden blevet så indarbejdet, at der nu er konkurrerende partier, der er rede til at levere en mere “ægte” og “kompromisløs” udgave af fortællingen.

Samtidig kan det godt være, at politikere går ind i en dialog med de reaktionære nationalister ud fra et ønske om at påvirke dem. Men i virkeligheden går påvirkningen kun den anden vej efterhånden. Dansk Folkeparti og de andre nationalister vil ikke lytte og kan ikke lytte.

Socialdemokraterne er det mest tydelige eksempel i disse år (Venstre nåede allerede dertil for mere end 15 år siden.) I dag kan man f.eks. læse et interview med socialdemokraten Peter Hummelgaard, der er kritisk over for “dele af” Dansk Folkepartis udlændingepolitik.

Der er stadig politikere i Danmark, der ikke accepterer Dansk Folkepartis fortælling. Et par af dem så vi i går aftes på DR2. Måske ville det bedste være, at de (og andre gode mennesker) blev enige om ikke at stille op i medierne til de frugtesløse og ørkesløse debatter med Dansk Folkepartis folketingspolitikere og i stedet brugte kræfterne på at tale med folk i Danmark. Min konklusion (og den er jeg ked af at måtte drage) er, det efterhånden kun dén udenomsparlamentariske, men demokratiske samtale, der kan skabe forandring til det bedre.

Praxe

img_5486

Mens jeg skriver dette, er der en stor og højrøstet forsamling af unge mennesker uden for den taverna, der ligger ikke særlig langt fra den lejlighed, jeg har lejet i Lissabon. Nogle af dem har sort tøj på, andre er i deres almindelige tøj og skal knæle foran de andre. Billedet ovenfor er taget 10-15 meter fra min hoveddør. Det, det viser, er en gammel og ikke specielt sympatisk tradition i Portugals universitetsliv

I dag spurgte jeg Francisco Martins, som er den forsker, jeg besøger her på universitetet, hvorfor der er så mange studerende, der går rundt i sort tøj og med lange sorte kapper. Det mindede mig om en slags kostskole-tradition. Francisco rystede på hovedet og fortalte mig at de sortklædte unge mennesker er ældre studerende, der her i de første uger af det nye semester (som i Portugal begynder i netop denne uge) gennemfører en lang række “optagelsesritualer” over for de nye studerende. Hovedformålet med disse ritualer, der under ét kaldes for praxe, er at ydmyge de nye. Francisco kunne fortælle, hvordan en af hans kolleger en morgen sidste år opdagede en studerende, der knælede et sted med en nylonstrømpe over hovedet, mens en ældre studerende så på.

Ironisk nok er den traditionelle sorte klædedragt oprindelig tænkt som et symbol på respekt, lighed og ydmyghed.

De portugisiske universiteter bryder sig ikke om praxe-ydmygelserne, og på Universidade de Lisboa må de ikke finde sted på universitetets grund. For to år siden omkom flere studerende i forbindelse med praxes på det private Universidade Lusófona. Også sidste år var der studerende hernede, der døde i forbindelse med praxe.

Ikke at tingene er bedre i andre lande. Bestemt ikke; i Storbritannien og USA hører man med mellemrum om tilsvarende ydmygelser på traditionsrige universiteter (her kaldes det hazing), og det er snart ved at være en del år siden, der kom fokus på de stadigt mere voldsomme og fornedrende “indvielsesritualer” der finder sted på en del ruskurser på danske universiteter.

Mange varianter af det samme

danskfolkeparti-kopi-5
danskfolkeparti-kopi-4
danskfolkeparti-kopi-3
danskfolkeparti-kopi-2
danskfolkeparti-kopi
danskfolkeparti

Det er specielt at sidde i udlandet og læse om dansk politik. Der er mange mennesker, steder, bøger, musikstykker og andre kulturelle frembringelser, der kommer fra Danmark, som jeg holder af. Jeg holdt med det danske håndboldlandshold den aften, der var OL-finale. Jeg holder af at udtrykke mig på dansk og at læse gode tekster på dansk. Dansk er det eneste sprog, jeg behersker helt og aldeles. Men i disse år bliver det klart for mig at jeg er ude af stand til at holde af Danmark som et abstrakt begreb. Og det sker samtidig med at nationalismen er begyndt at definere dansk politik i en grad, som jeg ikke havde troet mulig for bare tyve år siden. Politiske partier med faktiske regeringsambitioner kan fremsætte forslag og komme med udtalelser, som ville have været utænkelige for tyve år siden.

Engang sagde man at de fleste danske partier var varianter af samme idé – at der i virkeligheden var mange forskellige udgaver af Socialdemokratiet. I vore dage, hvor selv Socialdemokraterne bejler til Dansk Folkepartis gunst, er det dog blevet mere korrekt at sige, at der er mange forskellige udgaver af Dansk Folkeparti, der hver især prøver at leve op til eller overgå det oprindelige partis nationalisme og har købt dets definition af hvad der er væsentligt og uvæsentligt på den politiske dagsorden. Og i dag fik vi den seneste variant, de såkaldte Nye Borgerlige.

En interessant detalje fra Nye Borgerliges partiprogram er forresten denne passus:

Der skal kun gives beskyttelse til personligt forfulgte flygtninge med familie, som kommer direkte fra FN’s flygtningelejre på en fast årlig kvote.

Man kunne godt få den opfattelse, at partiet i modsætning til Dansk Folkeparti, Venstre og Socialdemokraterne ikke er tilhængere af at afskaffe aftalen med UNHCR om kvoteflygtninge. Men her tager jeg formodentlig fejl.