Ubehøvlet succes

Edsger W. Dijkstra, 1969.
Edsger W. Dijkstra, 1969.

Edsger W. Dijkstra fra Nederlandene var en af de store skikkelser i det 20. århundredes datalogi. Men han var også ofte ekstremt ubehøvlet.

I hvad han kalder et “til dels åbent brev til Nils J. Nilsson” (som er manden bag A*-algoritmen, en algoritme der finder korteste veje i orienterede grafer – og er mere generel end Dijkstras algoritme) hagler Dijkstra det område, vi i dag kalder for maskinintelligens, ned. Det er ikke smuk læsning.

I 1974 besøgte Dijkstra Edinburgh og deltog i en seminarrække, hvor han mødte en hel del af de i dag legendariske skikkelser inden for datalogi – bl.a. Rod Burstall, som jeg husker fra min egen tid i Edinburgh.

Dijkstra havde følgende at sige om Dana Scott, der står bag nogle af de vigtigste resultater i automatteori (delmængdekonstruktionen, som jeg ofte har undervist i, skyldes ham) og semantik af programmeringssprog:

On the whole he struck me as the mathematician who, in order to help the English bookkeeper, develops the theory of mixed radix number representations several years after Britain has switched to decimal currency. His last lecture, which had very little connection with the previous ones (nor with computing science, for that matter) was self-contained and much better. It had very much the flavour of John Backus’s Reduction Languages and van der Poel’s fiddling with the so-called paradoxical combinator. Although (or because?) I do not care too much about that subject, I could stand that last lecture very well.

Der er også anekdoter om Dijkstras tilsvining af en nyudnævnt (og ikke helt ukendt og bestemt ikke andenrangs) kvindelig professor. Men han var ikke alene om at gebærde sig på denne måde. Jeg kan huske en af Dijkstras landsmænd, der knap 20 år senere yndede at stille ubehøvlede spørgsmål til PhD-studerende som præsenterede deres arbejde til konferencer. Det var heller ikke pænt, og nogle af de PhD-studerende var bange for ham.  Og endnu senere igen har jeg haft fagkolleger, der mildt sagt ikke lagde fingrene imellem. Heller ikke det var smukt.

Dette er en af farerne ved succes i den akademiske verden: at man får så megen succes, at ingen tør sige at man går længere og længere over stregen og mister sig selv som menneske.

Det er værd at huske at man bestemt ikke behøver at opføre sig som et dumt svin, bare fordi man har succes. Fra min egen tid i Edinburgh husker jeg, at nogle af de største navne også var meget rare at omgås.

(Visited 215 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar