Antihumanismen som humanisme

humanisme

Det er påfaldende, at humanisme efterhånden er blevet et skældsord i den politiske debat i Danmark. Der inden for de seneste år blevet skrevet en del kronikker og debatindlæg om hvordan humanismen på forskellige måder er en trussel mod Danmark. Andre er bekymrede over at den fremherskende flygtningepolitik signalerer humanismens endeligt.

Men jo mere jeg tænker over det, jo mere indser jeg at selve humanisme-begrebet er uheldigt. Søren Mau, der studerer filosofi på Aarhus Universitet, har et indlæg i Information i dag, der satte tanker i gang.

Humanismen tager udgangspunkt i mennesket, og umiddelbart lyder det smukt. Men dette er i virkeligheden et vagt ideal. (Her ser jeg bort fra at der selvfølgelig også er et humanistisk fagområde i den akademiske verden; i den sammenhæng betyder ordet “humanist” noget andet, og denne sprogbrug er helt uproblematisk.)

Man kan tage udgangspunkt i mennesket og sige at fordi alle mennesker har en særlig essens og særlige tilbøjeligheder, der gør dem til mennesker, er det det enkelte menneske, der skaber sine egne vilkår. Der er en oprindelig og naturlig orden og en oprindelig og naturlig adfærd, som det enkelte menneske bør følge.

Man kan imidlertid også tage udgangspunkt i at det er er helheden af produktionsforhold, naturgrundlag, kønsroller, det politiske system osv. der skaber vilkårene for det enkelte menneske. Dette er en antihumanisme, for den tager netop ikke udgangspunkt i det enkelte menneske, men i de politiske, økonomiske, ideologiske osv. sammenhænge, mennesker lever i.

Den første holdning er en teoretisk humanisme, der fører til en kynisme i praksis, for enhver er overladt til sig selv og til kravene om at leve op til sit potentiale. Hvis du ikke har et godt liv, er det i virkeligheden din egen skyld. På denne måde er det et menneskesyn, der er afpolitiseret, og politik skal så blot understøtte at enhver er overladt til sig selv og til at leve op til det, mennesket har pligt til at leve op til.

Hele regeringens ideen om “skattelettelser” er et udtryk for denne form for teoretisk humanisme: Vi giver nogle mennesker flere penge til rådighed, og de skal så hver især udleve idealet om det forbrugende menneske. Konkurrencesamfundet er udtryk for samme teoretiske humanisme: Samfundet skal indrettes som en konkurrencesituation mellem individer, og hvert individ skal nu udleve idealet om at gøre alt hvad det kan for at vinde i konkurrencen. Og den herskende flygtningepolitik er baseret på samme teoretiske humanisme: Det enkelte menneske på flugt flygter ud fra nogle egeninteresser, og derfor skal flygtningepolitikken bestå i virkemidler, der får mennesker til at udleve idealet om enten ikke at flygte, flygte et andet sted hen end til Danmark, eller rejse tilbage til dér hvor de flygtede fra. I alle tre situationer er mennesket kommet i centrum.

Den anden holdning, den antihumanistiske, kan selvfølgelig tolkes som at mennesker er magtesløse: Mennesket kan kun gøre dét, samfundet  bestemmer – man skal kende sin plads og flyde med strømmen. Men det kan også i stedet føre til en “humanisme i praksis”, for nu kan vi tage udgangspunkt i menneskers rettigheder og menneskers værdighed og i en kritik af at produktionsforhold, naturgrundlag, kønsroller, det politiske system osv. ikke giver mennesker rettigheder og værdighed. I asylpolitisk sammenhæng: Der er afgørende årsager uden for det enkelte menneske, som tvinger det på flugt, og det er disse årsager, der må fokuseres på.

Mennesket og dets ansvar forsvinder ikke i det antihumanistiske perspektiv, for det er netop menneskenes handlinger, der tilsammen skaber de rammer, der så i en slags feedback-løkke bestemmer det enkelte menneskes vilkår. Målet bliver konfliktløsning og at bekæmpe uretfærdighed i samfundet. Hvis man her tænker på humanisme som modstand mod sammenhænge, der gør at mennesker bliver behandlet umenneskeligt, giver det en anden mening, og så kan man for så vidt både være humanist og antihumanist.