Gensyn med Silent Running

silent-running-valley-forge

En af de film, der gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, da jeg var dreng, var en amerikansk science-fiction film fra 1972, Verdens sidste have. Den så jeg en sen aften på dansk tv (der var kun én tv-kanal dengang), og bagefter gik jeg i seng med en underlig følelse af vemod og lå stille i mørket og tænkte længe, inden jeg faldt i søvn.

Silent Running, som filmen oprindelig hedder, er nu også en sørgelig film. I en måske ikke så fjern fremtid er alt dyre- og planteliv på Jorden udryddet, men der er arbejde til alle, og ingen er fattige. Ude i rummet overlever de sidste rester af Jordens natur i store kupler, der føres væk i store rumskibe og passes på af astronauter. Men efter 8 års rumrejse kommer der besked fra Jorden om at disse naturreservater skal destrueres på grund af nedskæringer. Én af astronauterne, Freeman Lowell (spillet af Bruce Dern), der har viet sit liv til at passe på verdens sidste have, kan ikke forlige sig med det og ender med sende de tre andre astronauter i døden og forsøger at stikke af ud forbi Saturn sammen med verdens sidste have. Men til sidst må han give op og selv gå i døden. Han efterlader verdens sidste have ude i rummet, hvor der kun er en ensom lille robot til at passe på den.

Det var faktisk denne film, der for første gang fik mig til at tænke på hvor vigtigt det er at passe på natur og miljø. Når det først er væk, kommer det aldrig igen.

For nylig fandt jeg filmen på dvd (nej, det er ikke alt, der kan streames) og i går aftes så jeg filmen sammen med min datter. Det var en god oplevelse, og de små robotter var som jeg huskede dem. Nogle andre ting var anderledes end i erindringen. Først nu, mange år senere, gik det op for mig, hvor uligevægtig Freeman Lowell egentlig er i begyndelsen af filmen – han kan ikke håndtere sine kollegers hånlige holdning til naturen – og hans senere sjælekvaler ved at have slået sine kolleger ihjel for at forhindre naturen i at dø blev først nu rigtig tydelige for mig. Dette etiske dilemma er egentlig filmens vigtige filosofiske tanke, man bør tage med sig.

Jeg husker også Verdens sidste have for de sange med Joan Baez, som er på lydsporet; de passer godt ind i filmens vemodige stemning. Jeg ved at det britiske band 65daysofstatic har lavet et alternativt musikspor til filmen, men det har jeg ikke hørt (og måske har jeg egentlig ikke så meget lyst til det, når det kommer til stykket?)

Ligesom for andre gamle science fiction-film er der selvfølgelig spørgsmålet om special effects, der trænger sig på. Filmen blev til med et budget på 1 million dollars – også dengang et lille budget for en amerikansk Hollywood-produktion. Effekterne er enkle, men godt lavet. Æren tilfalder så klart instruktøren Douglas Trumbull. Han var oprindelig med til at lave effekterne i Rumrejsen år 2001 (en af mine absolutte yndlingsfilm) og var senere hovedmand bag de visuelle effekter i Nærkontakt af tredje grad og Blade Runner (to andre gode, begavede science fiction-film, jeg sætter højt). Senest var han med til at lave effekter til Terrence Malicks The Tree of Life.

Men hvad syntes min datter så om Verdens sidste have? Hun syntes faktisk, at det var en god film.