Succes og berettigelse

narcissist

Et fænomen, man kun sjældent taler om i den akademiske verden, er det, vi kunne kalde berettigelse (på engelsk: entitlement). Det er den holdning, at man i kraft af sin position har en særstatus. Her er nogle eksempler, jeg har hørt om gennem årene i medierne og fra kolleger rundt omkring i verden:

  • En fremtrædende forsker havde mere end en snes PhD-studerende og mente at andre kolleger (som ikke havde PhD-studerende) derfor burde flytte kontor, så han nemmere kunne være tæt på sine PhD-studerende i det daglige.
  • En leder af en større forskningsgruppe arrangerede ofte en intern sportsturnering for sin gruppe. Hvis han ikke var på det vindende hold, blev han meget og højlydt utilfreds.
  • En underviser med lang anciennitet gav udtryk for at et bestemt kursus ikke længere burde gives af adjunkter, men af ham.
  • En professor mente at kun de fra hans forskningsgruppe, der allerede havde specialestuderende (nemlig ham selv), burde have lov til at vejlede kommende specialer.
  • En professor var fan af en bestemt rockgruppe og krævede at nye ansatte i vedkommendes forskningsgruppe også skulle holde af det pågældende bands musik.

Når denne adfærd er forbundet med egentlig magt, som tilfældet er her, kommer det til at påvirke andre akademikeres muligheder for udfoldelse negativt.

Man er nødt til at skelne mellem normal og narcissistisk berettigelse. Et eksempel på normal berettigelse kan være at en kollega med megen erfaring inden for et fagområde føler sig mere berettiget til at skulle undervise i faget end en helt uerfaren kollega.

Det farlige er at man, hvis man har megen succes, kan havne i en narcissistisk boble, hvor følelsen af berettigelse bliver narcissistisk: Man begynder simpelthen at forvente at få mere succes og at andre endda skal hjælpe én med at få succes, og måske begynder man endda at føle berettigelse uden for det område, hvor man egentlig har succes. Eksemplet med sportsturneringen overfor er af denne art. Den normale følelse af berettigelse er så småt blevet narcissistisk.

Psykologer i USA har undersøgt denne grænse mellem normal og grandios berettigelse hos studerende, og de taler om to slags narcissistisk berettigelse: Den sårbare, hvor følelsen af berettigelse faktisk dækker over et lavt selvværd, og den grandiose, hvor følelsen af berettigelse er udtryk for et højt selvværd.

Hvordan det ser mere præcist ud hos forskere og undervisere, ved jeg ikke. Men det kunne være interessant at finde ud af. Jeg kan være bange for at det stadigt større fokus på succes i den stadigt mere intense konkurrence kan ende med at fremme narcissistiske former for berettigelse.

(Visited 169 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar