Hvad Gustav Mahler fortæller mig

fotografi-den-08-09-2016-kl-22-07
Og det er et billede af en anden (og samtidig) østrigsk Gustav i baggrunden.

Jeg holder meget af Gustav Mahlers musik. Hans 3. symfoni fra 1896 er den længste og største symfoni, som er del af det sædvanlige klassiske koncertrepertoire. Der er seks satser, og den kræver et udvidet symfoniorkester med tæt på 100 musikere, en mezzosopran og et børnekor. Hele symfonien er af spillefilmslængde – den tager mere end halvanden time at opføre. Det er derfor ikke tit, man får den at høre live. Sidste år hørte jeg den på P2 Klassisk med DRs symfoniorkester dirigeret af selveste Vladimir Ashkenazy. Og det var meget, meget smukt. Jeg har en ældre indspilning med Claudio Abbado og Wienerfilharmonikerne, Wienersängerknaben og Jessye Norman. Også den er smuk.

De seks satser havde oprindelig undertitler – f.eks. havde første sats  undertitlen “Pan erwacht. Der Sommer marschiert ein” og tredje sats hed “Was mir die Tiere im Walde erzählen”. Dette er en symfoni, der kommer vidt omkring; den viser den store østrigske komponists betagelse af naturen og ikke mindst Alperne, og den viser også de tanker, han gjorde sig om mennesket, livet og gudstroen. Det er ikke i enhver symfoni, der først kommer en eftertænksom tekst af en så udtalt ateist som Nietzsche (“O Mensch, Gib Acht” i 4. sats) og siden en henrevet tekst om englene og Jesus (“Es sungen drei Engel“ i 5. sats). Det er en bedrift at kunne få alle disse elementer til at stråle, både hver for sig og sammen.

Desværre er det heller ikke så tit, jeg får hørt den Tredje. Det kræver et godt musikanlæg (det har jeg vel egentlig) og halvanden times uforstyrret ro (det har jeg ikke så tit). Men i aften kom symfonien så til Aalborg og blev opført i Musikkens Hus af Aalborg Symfoniorkester, Aalborg Symfoniorkesters koncertkor og den svenske mezzosopran Susanne Resmark. Dirigent var selveste Michael Schønwandt.

Jeg kan nok ikke helt adskille oplevelsen af Mahlers 3. symfoni som sådan fra den faktiske fremførelse, og på den måde er jeg vel ikke neutral og måske bare for nem at begejstre. Fra for mange år siden husker jeg en opførelse af den 2. symfoni med Maris Jansons som dirigent, som jeg ikke var så begejstret for, men ellers har jeg været enten ukritisk eller heldig, når jeg har hørt Mahler.

Men aftenens fremførelse ramte de rigtige steder. Jeg blev meget grebet af den tredje sats med den dejlige posthorn-solo, som bliver spillet ude fra baglokalet (!!); dette var den eneste måde, Mahler kunne “mixe soloen ned” på. Smukt var det og fyldt af alpeagtig længsel; der randt en tåre. Og symfoniens finale fremstod præcis så gribende og inderlig, som den skal; den kalder billeder frem af en  solnedgang på en fredfyldt aften. Med i hele oplevelsen er også det, man aldrig kan få med fra indspilningerne: Stemningen i salen, koret der rejser sig ved begyndelsen af femte sats, musikerne der er nødt til at stemme instrumenterne igen i en pause mellem de første to satser.

Jeg var godt tilfreds, det var jeg. Det var resten af publikum også, at dømme efter det lange, stående bifald.

(Visited 217 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar