Fredag i Rigets Centrum

i dag deltog jeg i et møde i København om udfordringerne ved cybersikkerhed og mulighederne for at påvirke de kommende opslag  fra EU under Horizon 2020 (et program, jeg har flere års fiasko-erfaringer med). Mødet var arrangeret af Aalborg Universitet, men Københavns Universitet lagde lokaler til. Blandt oplægsholderne var der flere kendte ansigter fra den hjemlige verden, bl.a. Jakob Pagter, Christian Probst og Fritz  Henglein. Der var besøg fra EUs Horizon 2020-stab – og her blev det indrømmet, at succesraten for ansøgninger var at 8 ud af 10 ansøgninger blev afvist.

Alle var enige om at sikkerhedsaspektet er af helt afgørende betydning, så på den måde var der ikke så meget nyt under solen. Bagefter ærgrede det mig, at der var så lidt luft – både i programmet, der blev præget af en forsinkelse, der førte til færre og kortere pauser end oprindelig planlagt, og i lokalet på denne usædvanligt varme septemberdag. Det er ofte de uformelle samtaler mellem alt det formelle, der fører til mest.

Og det kom da også til at passe her. Inden jeg tog af sted, nåede jeg at snakke med Fritz H. og med en fuldmægtig fra Forsknings- og uddannelsesministeriet. Det var vigtigt at få en aktuel indsigt i hvordan de nye opslag fra Horizon 2020 bliver til, og jeg fik her bekræftet min anelse om at nogle af de personer, som er så gode til at få midler, sidder med i den såkaldte referencegruppe og dermed formodentlig har en vis indflydelse på indholdet.

I Københavns lufthavn havnede jeg i den længste kø, jeg kan mindes. Den strakte sig fra den ene ende af terminalens første etage til den anden og tilbage igen – og derfra slog den et langt sving ind i sikkerhedskontrollens område. Det lidt for uskarpe billede herunder antyder det måske.

img_5437

Da jeg var godt og vej halvvejs fremme i køen (hele køoplevelsen varede lidt over en halv time) opdagede jeg ved et af de helt specielle tilfælde at en af dem, der var på op ad trappen for at stå i kø, var Helle Jensen, som jeg havde gået i gymnasiet (hun gik i a-klassen, jeg gik i x-klassen) og folkeskolen med. Det var længe siden, og vi havde begge travlt. En af os sagde til den anden, at vi måske sås igen i flyet til Aalborg. Det gjorde vi så desværre ikke.

(Visited 86 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar