Barnestjerne, rockmusiker, pornofotograf og rød dokumentarist

Ole Neumann og Alice O'Fredericks.
Ole Neumann og Alice O’Fredericks.

Jeg kan sagtens huske sangen om julebal i Nisseland. Men Far til fire- filmene så jeg af uvisse grunde aldrig som barn – til gengæld så jeg en masse Disney-film og ikke mindst Pippi Langstrømpe. Min mor havde faktisk ikke så dårlig smag, kan jeg se i dag. Og måske er det også derfor, jeg aldrig har ladet min egen datter se den nye runde af Far til fire-film.

Men hvad blev der egentlig af “Lille Per” fra dengang?

Ole Neumann, som han rigtigt hedder, har været skuespiller i en masse film,  været studieassistent hos DR, været fotograf og dokumentarfilmskaber – alt sammen uden uden at have nogen formel uddannelse i nogen af delene. Hele denne lange historie kan man læse i Ole Neumanns erindringer, der kan hentes som PDF på hans eget websted. Efter tiden som  Lille Per var slut, kastede Neumann sig over rockmusikken og spillede guitar og bas i ikke helt få københavnske bands. Han var fotograf på pornobladet Weekend-Sex (!!), og det er en periode han ikke virker særlig stolt af. Han arbejdede som studieassistent i Radiohuset i København.  Og han lavede samfundskritiske dokumentarfilm sammen med Ib Makwarth og stiftede filmselskabet Rødfilm; det er tydeligt at Ole Neumann er meget stolt af denne periode i sin karriere.

Historien om Ole Neumann, der i dag er 68 år gammel, er på mange måder en fortælling, der er helt typisk for 1960’erne, nemlig historien om en tid hvor man kunne nå forbløffende vidt omkring uden en egentlig uddannelsesbaggrund. I dag ville det næppe være muligt.

(Visited 320 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar