Et svagt land forsvarer sig

20140205-205437-697373

Siden 1978 har regeringen og Folketinget hvert år afsat et beløb på finansloven til genbosættelse af flygtninge. Denne type flygtninge kalder man derfor ofte for kvoteflygtninge eller for FN-flygtninge, da genbosættelsen sker efter henvendelse fra UNHCR.  I dag kunne jeg læse, at den danske regering vil suspendere denne aftale, og Socialdemokraterne er (ikke overraskende) helt enige med dem. For mig at se er dette det hidtidige lavpunkt i dansk flygtningepolitik. Man vil end ikke genbosætte 20 handicappede flygtninge.

Det første, jeg bemærker, er at regeringen fremstår som om den er blevet overrasket af hvor mange flygtninge, der kommer til Danmark. Men forpligtelsen til at genbosætte flygtninge er jo slet ikke ny; antallet af personer, der skal genbosættes, er fastsat på forhånd og antallet af handicappede flygtninge er også kendt på forhånd. Antallet af FN-flygtninge har været på 500 pladser siden 1989. Der er tale om anerkendte flygtninge, dvs. ikke om personer, der skal have behandlet en asylsag. Og der er tale om flygtninge, om hvilke det gælder

  • at de oprindeligt kommer fra udvalgte geografiske områder
  • at de har særligt behandlingskrævende sygdomme
  • at de risikerer umiddelbar tilbagesendelse til hjemlandet eller overgreb i opholdslandet, dvs. hastesager

Med andre ord er der tale om særligt udsatte mennesker. Regeringen har altid vidst at der har været denne forpligtelse.

Det næste, jeg bemærker, er begrundelsen. Inden for de seneste år er det blevet rutine at henvise til det, jeg vil kalde for “flygtningeundtagelsen” – at det, at der kommer flygtninge til Danmark, gør at det er nødvendigt at foretage offentlige nedskæringer og at suspendere internationale forpligtelser.  Danmark er nemlig et svagt og truet land, der er nødt til at tage særlige forholdsregler. “Flygtningeundtagelsen” er blevet brugt til at føre valgkamp med, og nu bliver den så brugt til at ignorere internationale forpligtelser og til at sælge regeringens 2025-plan.

Det rigtig triste er at “flygtningeundtagelsen” efterhånden er blevet fuldstændig indarbejdet i tankesættet hos de fleste af de partier, der gerne vil kunne sidde i regering. Når man læser Dan Jørgensens reaktion, får man dette bekræftet. Samtidig ser vi igen en typisk strategi hos Socialdemokraterne  – at erklære sig principielt uenige med regeringen, samtidig med at man reelt er helt enige med regeringen:

Det er klart, at vi er tilhængere af kvotesystemet og har bakket op om det i alle årene, men vi synes også, at vi står i en situation nu, hvor vi er så pressede på integrationen og i forhold til at tage imod de mennesker, vi får de her år, at det er fair nok at skubbe det lidt foran sig

Denne udtalelse skal lige som Inger Støjbergs udtalelse

Man kan ikke sætte årstal på, hvornår vi kommer til at tage kvoteflygtninge igen. Så svaret vil jo være ja, men jeg vil håbe, at tingene kommer til at se anderledes ud…

tjene til at berolige: “Flygtningeundtagelsen” kun vil være gældende i et stykke tid. En skønne, uvis dag, når det ikke længere er nødvendigt at bekæmpe flygtninge, vil man kunne føre en anden politik, nemlig den man “egentlig gerne” ville føre, men desværre ikke kan. Problemet med alle disse udtalelser er at de ikke er andet end de retoriske undvigemanøvrer, “nødvendighedens politik” altid betjener sig af. Undtagelsen kan gælde så længe, det skal være.

Er Danmark virkelig svagere og mere truet end de fattige lande rundt om i verden, der tager mod de allerfleste af verdens flygtninge? Er Danmark virkelig så svagt, at det er truet af et lille antal handicappede flygtninge? Åbenbart. Antallet af asylansøgere i Danmark er voldsomt aftagende, og i forsommeren var det laveste tal i de seneste fem år. Jeg vil alligevel her på en måde godt give de toneangivende partier ret: Danmark er blevet et svagt land, nemlig et principsvagt og svagt argumenterende land.

(Visited 83 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar