Sokrates og Sisyfos mødtes uden for Fakta.
Sokrates: Goddag, Sisyfos.
Sisyfos: Goddag. Sokrates.
Sokrates: Der står i de danske aviser, at kontanthjælpsmodtagere i Danmark nu får et lavere beløb at leve for. Den danske regering kalder det for kontanthjælpsloftet.
Sisyfos: Ja, det har jeg læst. Det er en rigtig god idé.
Sokrates: Hvorfor det?
Sisyfos: Det er en sanktion.
Sokrates: Hvordan er det en sanktion?
Sisyfos: Den danske stat viser dem, der modtager kontanthjælp, at man ikke er glad for at de ikke har et arbejde.
Sokrates: Hvorfor er det en god idé?
Sisyfos: Når man har færre penge, kommer man til at lide afsavn. Og så bliver man nødt til at gøre det, man bør.
Sokrates: Hvad er det, man bør gøre?
Sisyfos: Alle bør arbejde så meget de kan. Hvis man får færre penge, gør man alt hvad man kan for at finde et arbejde.
Sokrates: Så hvis man får færre penge, bliver man tilskyndet til at arbejde mere.
Sisyfos: Ja, det er rigtigt.
Sokrates: Og hvis man derimod havde flere penge, ville man ikke være motiveret til at ændre sin situation.
Sisyfos: Ja, det er rigtigt.
Sokrates: Jeg kan læse, at regeringen også har en anden politik. Der er nogle andre, der skal betale mindre i skat, og det er dem, der har høje indtægter.
Sisyfos: Ja. Her i Danmark kalder de det skattelettelser. Det er også en rigtig god idé.
Sokrates: Hvorfor er det en god idé med skattelettelser til dem, der tjener mest?
Sisyfos: Når man får flere penge, er det en belønning.
Sokrates: Hvordan er det en belønning?
Sisyfos: På den måde kan man vise de borgere, der har penge nok, at man er glad for at de har penge nok og for at de arbejder.
Sokrates: Hvorfor er det godt?
Sisyfos: Så bliver man tilskyndet til at arbejde mere. Alle bør arbejde så meget de kan.
Sokrates: Så hvis man får flere penge, får man lyst til at arbejde mere?
Sisyfos: Ja, det gør man.
Sokrates: Men kunne man ikke i stedet lade de rigeste borgere betale mere i skat?
Sisyfos: Hvorfor det?
Sokrates: På den måde ville de få færre penge.
Sisyfos: Hvad ville det hjælpe?
Sokrates: Vi har fundet ud af, at hvis man får færre penge, bliver man tilskyndet til at arbejde mere.
Sisyfos: Ja, det er rigtigt.
Sokrates: Og vi har fundet ud af, at alle bør arbejde så meget de kan.
Sisyfos: Ja, det bør de.
Sokrates: Så hvis de rigeste betalte mere i skat, ville de få færre penge. Så ville de blive tilskyndet til at arbejde mere for at kunne blive ved med at tjene det samme som før.
Sisyfos: Ja, det kunne man jo også gøre. Men vent… måske er det hele ikke så enkelt, som jeg troede, det var.