Mange varianter af det samme

danskfolkeparti-kopi-5
danskfolkeparti-kopi-4
danskfolkeparti-kopi-3
danskfolkeparti-kopi-2
danskfolkeparti-kopi
danskfolkeparti

Det er specielt at sidde i udlandet og læse om dansk politik. Der er mange mennesker, steder, bøger, musikstykker og andre kulturelle frembringelser, der kommer fra Danmark, som jeg holder af. Jeg holdt med det danske håndboldlandshold den aften, der var OL-finale. Jeg holder af at udtrykke mig på dansk og at læse gode tekster på dansk. Dansk er det eneste sprog, jeg behersker helt og aldeles. Men i disse år bliver det klart for mig at jeg er ude af stand til at holde af Danmark som et abstrakt begreb. Og det sker samtidig med at nationalismen er begyndt at definere dansk politik i en grad, som jeg ikke havde troet mulig for bare tyve år siden. Politiske partier med faktiske regeringsambitioner kan fremsætte forslag og komme med udtalelser, som ville have været utænkelige for tyve år siden.

Engang sagde man at de fleste danske partier var varianter af samme idé – at der i virkeligheden var mange forskellige udgaver af Socialdemokratiet. I vore dage, hvor selv Socialdemokraterne bejler til Dansk Folkepartis gunst, er det dog blevet mere korrekt at sige, at der er mange forskellige udgaver af Dansk Folkeparti, der hver især prøver at leve op til eller overgå det oprindelige partis nationalisme og har købt dets definition af hvad der er væsentligt og uvæsentligt på den politiske dagsorden. Og i dag fik vi den seneste variant, de såkaldte Nye Borgerlige.

En interessant detalje fra Nye Borgerliges partiprogram er forresten denne passus:

Der skal kun gives beskyttelse til personligt forfulgte flygtninge med familie, som kommer direkte fra FN’s flygtningelejre på en fast årlig kvote.

Man kunne godt få den opfattelse, at partiet i modsætning til Dansk Folkeparti, Venstre og Socialdemokraterne ikke er tilhængere af at afskaffe aftalen med UNHCR om kvoteflygtninge. Men her tager jeg formodentlig fejl.