Nej til dialog!

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Jeg har selv været med til at lave arrangementer, der handlede om dialog mellem grupper i den danske befolkning; for 10 år siden lavede jeg på egen hånd, sammen med Jacob Holdt og sammen med Amnesty International flere initiativer af denne art. Nogle af dem var faktisk vellykkede.

Men jeg er endt med ikke altid at tro på dialog. Nærmere bestemt er jeg blevet meget skeptisk over for dialog med nationalisterne i dansk politik. Det er blevet sagt, at samtalen er en central del af demokratiet – men hvad gør man, hvis der ikke er nogen samtale?

Det er efterhånden blevet tydeligt, at den såkaldte dialog i dansk politik er endt med at finde sted på Dansk Folkepartis præmisser. I gårsdagens udgave af Debatten på DR2 lykkedes det således at få bevæget debatten helt sømløst fra kvoteflygtninge i starten af programmet til at man til sidst i ramme alvor diskuterede om en af deltagerne, en dansk gymnasieelev på 18 år, rent faktisk var dansk. Det var vel at mærke studieværten, der sørgede for at denne sømløse bevægelse var mulig. Den timelange “samtale” flyttede – intet som helst. Flere af deltagerne kunne, selv om de blev ved med at insistere at de faktisk var danske (hvor er det dog trist at man kan være nødt til at skulle sige det, og så på landsdækkende tv!), ikke få de nationalistiske deltagere til at acceptere dette.

At det er kommet så vidt i vore dage, skyldes i høj grad at mange politiske partier og danske medier er endt med at acceptere (varianter af) Dansk Folkepartis nationalistiske verdensbillede, hvor flygtninge, danskere med helt eller delvis mellemøstlig baggrund, islam, udenlandske statsborgere i Danmark, terrorister, kontanthjælpsmodtagere osv. er del af én og samme fortælling om et land, der først og fremmest skal forsvare sig selv mod den truende omverden. Dette verdensbillede er efterhånden blevet så indarbejdet, at der nu er konkurrerende partier, der er rede til at levere en mere “ægte” og “kompromisløs” udgave af fortællingen.

Samtidig kan det godt være, at politikere går ind i en dialog med de reaktionære nationalister ud fra et ønske om at påvirke dem. Men i virkeligheden går påvirkningen kun den anden vej efterhånden. Dansk Folkeparti og de andre nationalister vil ikke lytte og kan ikke lytte.

Socialdemokraterne er det mest tydelige eksempel i disse år (Venstre nåede allerede dertil for mere end 15 år siden.) I dag kan man f.eks. læse et interview med socialdemokraten Peter Hummelgaard, der er kritisk over for “dele af” Dansk Folkepartis udlændingepolitik.

Der er stadig politikere i Danmark, der ikke accepterer Dansk Folkepartis fortælling. Et par af dem så vi i går aftes på DR2. Måske ville det bedste være, at de (og andre gode mennesker) blev enige om ikke at stille op i medierne til de frugtesløse og ørkesløse debatter med Dansk Folkepartis folketingspolitikere og i stedet brugte kræfterne på at tale med folk i Danmark. Min konklusion (og den er jeg ked af at måtte drage) er, det efterhånden kun dén udenomsparlamentariske, men demokratiske samtale, der kan skabe forandring til det bedre.

(Visited 137 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar