Et opgør med New Public Management?

npm_s

Mette Frederiksen sagde ved Socialdemokraternes kongres i Aalborg

Vi er ved at ødelægge noget af den arbejdsglæde, som er forudsætningen for, at det er godt at arbejde i den offentlige sektor…

Det her er et opgør med New Public Management som styringsredskab for, at vi kan sikre mere rum til faglighed…

Umiddelbart lyder det jo lovende. Jeg kender ikke nogen offentligt ansatte, der ikke er ledere eller administratorer, som har været glade for New Public Management. Og jeg kan se, at Enhedslisten, SF, Alternativet, de radikale og Dansk Folkeparti alle udtaler sig kritisk om New Public Management. Ja, selv Nye Borgelige er inde på det samme. Det måske ikke længere helt så populære Venstre har ikke ytret sig endnu, men mit bud er at de netop nu leder efter en tilpas uforpligtende formulering.

Det, jeg nemlig ikke kan lade være med at bemærke, er at der måske reelt ikke er ret meget nyt i Mette Frederiksens udtalelse. Hun siger

Vi foreslår en form for velfærdskontrakt, hvor de offentligt ansatte på den ene side lover at yde deres ypperste, og vi til gengæld lader være med at kontrollere det, som ikke skal kontrolleres. Et eksempel kan være, at man får lov til at have budgetter, som strækker sig over flere år, så det ikke bliver den her stop-and-go-regulering.

Der er stadig tale om økonomistyring, blot sjældnere, og der er stadig tale om central kontrol. Jeg kan heller ikke lade være med at bemærke at blandt andet folkeskolereformen, som Socialdemokraterne, de radikale og SF forsvarede indædt i deres regeringstid, og universitetsloven af 2003, som Socialdemokraterne også var med til at frembringe og siden har forsvaret, også er baseret på de grundlæggende centrale præmisser i New Public Management om styring via budgetter og detailplaner.

Jeg aner derfor, at de nye toner i virkeligheden mest er et forsøg på optimering af New Public Management, og som sådan er fuldstændig i New Public Managements ånd.

(Visited 281 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar