Et godt menneske eller et dansk menneske?

godtmenneske

I denne uge blev jeg færdig med Svend Brinkmanns bog Ståsteder. Jeg har læst en del anmeldelser af bogen, men det synes ikke som ret mange af dem bemærker det, der for mig er tydeligt: Bogen er faktisk en indføring i det område af filosofi, der hedder etik, ligesom Stå fast i virkeligheden er en bog om hvad stoicismen kan tilbyde det moderne menneske. Ståsteder er et strejftog i etikkens historie fra Aristoteles over Friedrich Nietszche, Hannah Arendt og Iris Murdoch til Jacques Derrida. Udgangspunktet er en kritik af det, Brinkmann kalder for instrumentalisering, nemlig den holdning at menneskets handlinger, også dem, der måtte fremstå som etisk betingede, er instrumenter til at opnå noget med. Bogens ti ståsteder bliver til ti etiske bud (!) på hvordan man kan forholde sig til sine handlinger og til sin eksistens og på den måde være et godt menneske, ikke et “godt menneske, der vil opnå noget bestemt”.

Der har i denne og sidste uge i Danmark været et voldsomt fokus på  hvad det vil sige at være “dansk”. Her bemærker jeg, at der fra nogles side tales meget om det, man skal foretage sig og have af holdninger for at være “dansk”. Og årsagen til at man skal være “dansk” er så vidt jeg kan se, rent instrumentel: man skal være “dansk” først og fremmest for at gøre de pågældende politikere og meningsdannere trygge.

Det ville være langt bedre at diskutere hvad man kan gøre for at være et godt menneske.  Ser man bort fra selve dette at have kompetencer mht. det danske sprog, er der nemlig ikke nogen af de mange udsagn om “danskhed”, der har noget med landet Danmark at gøre. Jeg tror selv at alle udsagnene om “danskhed”  i virkeligheden forveksler dette at være et godt menneske med det at være “dansk”.

For et godt Danmark er et Danmark, hvis borgere er gode mennesker, ikke et land, hvis borgere er “danske”.  “Danskhed” er,  må jeg indrømme, en i bedste fald sekundær “kvalitet” hos et menneske. Nelson Mandela, Martin Luther King og mange andre, der ikke er nær så kendte og ikke fik Nobels fredspris, var gode mennesker, men ikke “danske”. Omvendt er der berygtede forbrydere, som de fleste mennesker ville kalde for “danske”, men bestemt ikke betegne som gode mennesker.

Det er på tide, at politikere og andre beslutningstagere i stedet for al den evindelige fiksering på “danskhed” begynder at tale om hvad det gode er og hvordan vi gør det gode. Brinkmann fremhæver f.eks. begrebet værdighed som et af de ti ståsteder – at det er vigtigt for den enkelte selv at have værdighed og at skabe betingelserne for at andre også kan opnå og have en tilsvarende værdighed. Er dagens politikere gode mennesker? Sørger de gennem deres politik for selv at have værdighed og for at sørge for at bl.a. flygtninge kan have deres værdighed?

(Visited 208 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar