Aalborg i Rigets Centrum

I dag har jeg for første gang i min tid som universitetslærer besøgt Aalborg Universitet i København. Det skete som del af den workshop i adjunktpædagogikum, som jeg står for at afholde. Nogle af mine kolleger på Institut for matematiske fag har allerede en del erfaring med at tage herover for at undervise.

Jeg har nok aldrig helt forstået det uomgængelige behov for at etablere en afdeling af AAU i København (så vidt jeg ved, var der allerede flere større universiteter i hovedstad og omegn), men nu ligger den der altså.

Nogle forskelle sprang i øjnene. Der f.eks. er ingen grupperum at se. På denne måde er AAU København på forkant med udviklingen på en lidt ærgerlig måde. Kantinen ligner i modsætning til kantinerne i Aalborg en rigtig kantine med metalbestik og fajanceservice. Dét var et plus.

Bagefter, da jeg skulle finde kursuslokalet, viste det sig forbløffende nemt for mig at fare vild. Der er fire bygninger navngivet A, B, C og D, så jeg troede at lokale C1-2.006 var i C-bygningen. Men nej. Hver enkelt bygning er nemlig inddelt i afsnit, der også er navngivet fra A til D.

Jeg kom uforvarende på sightseeing i bygningerne og endda over den fra billeder så kendte gangbro over vandet. Til sidst nåede jeg dog frem, takket være hjælp fra informationsskranken. Kursuslokalet lå, viste det sig, lige ved hovedindgangen!

Workshoppen var temmelig koncentreret. Desværre var der ingen højttalere i det lille mødelokale (ikke et problem, jeg er stødt på i Aalborg), så afspilningen af mine podcasteksempler kom til at halte en del på lydsiden.

I skrivende stund er jeg allerede på vej hjem igen. Det var lidt overraskende at besøge en afdeling af AAU, der faktisk mindede mig mere om IT-Universitetet i sin fremtoning end noget af det, jeg kender fra Aalborg. I næste måned skal jeg derover igen.

Kravet om det frie initiativ

entreprenoerskab

På Aalborg Universitet skal alle kandidatstuderende have et kursus i entreprenørskab på 9. semester. Håbet er tydeligvis, at mange kandidater vil stifte deres egen virksomhed på baggrund af deres speciale. Og hermed er der også indirekte blevet skabt en forventning om hvad et godt speciale er.

Som universitetsansat forsker skal man igen være entreprenør: Man skal søge og få eksterne forskningsmidler. De forskere, der bliver hyldet, er dem, der får eksterne forskningsmidler. Hvis man vil søge en akademisk stilling, bliver man vurderet på hvor god man er til dette.

Uber og AirBnB hævder at ville gøre alle dets menige deltagere til entreprenører i lille skala. Som Uber-chauffør er man ikke ansat hos Uber, men skal være selvstændig. Ligesom i universitetsverdenen er man pseudo-entreprenør: Selvstændig, men dog lønarbejder.

Også et andet sted i samfundet, nemlig som arbejdsløs, skal man være entreprenør: Man skal ikke skabe egen virksomhed, men man skal vise initiativ til at få et arbejde og aktiveringsinstrumenterne tester dette igen og igen og igen.  Den ekstreme udgave er den berygtede sengepraktik.

Når et system stiller ganske særlige krav til deltagerne, er det ikke så underligt at det kun kan føre til succes i ganske særlige tilfælde.

Det er interessant at overveje hvad nyliberalismen synes om dem, dem, der ikke kan leve op til kravet om at udvise frit initiativ. Dette gælder ikke kun dem, der af nogle kaldes “tabere”, men også de mennesker, der simpelthen passer deres arbejde. Dette gælder blandt andet mange ansatte i sundhedssektoren, undervisningssektoren og den sociale sektor.

Rollen som mand

graysonperry
Grayson Perry. Foto: Tim P Whitby/Getty Images

Jeg læste i år den engelske forfatter Matt Haigs bog Reasons to Stay Alive, og nu har han skrevet en anmeldelse af en anden bog, nemlig The Descent of Man af den engelske kunstner og forfatter Grayson Perry – og det er en bog om at være mand. Den bog har jeg desværre endnu til gode at få læst, men det er en interessant anmeldelse af en formodentlig også interessant bog, for den tager fat i det paradoksale i vore dages manderolle. Anmeldelsen findes i dag i forkortet udgave i Information.

Jeg kender ikke meget til Grayson Perry, men jeg kan læse mig til at han ikke har været bange for at udfordre den traditionelle manderolle, f.eks. ved at gå i kvindetøj. Billedet ovenfor er af ham.

Man skal ikke have ondt af mænd som sådan, for magtfordelingen i næsten alle samfund i verden har på rigtig mange måder været til mænds fordel.  Og de fleste af personer gennem verdenshistorien, der har dummet sig eller har været groft usympatiske, har været mænd – netop fordi mænd historisk set har siddet på magt og indflydelse.

Men ligesom kønsrollerne har begrænset kvinders udfoldelsesmuligheder, sådan har de også begrænset mænds udfoldelsesmuligheder og skabt problemer – en anden slags problemer end kvinder har, men stadig problemer. Et af de store problemer er forestillingen om at man som mand skal kunne klare alting, og helst helt selv og uden at vise sin tvivl eller usikkerhed. Netop det ideal er vi mange, der har måttet slås med. Når der f.eks. er langt flere mænd end kvinder, der begår selvmord, er det et tegn på hvor usundt og patologisk det ideal faktisk er og hvordan det kan være med til f.eks. at knække mænd, der lider af en depression.

Problemet er derfor ikke det køn, man er blevet tildelt ved fødslen, men den kønsrolle, man forventes at have og at efterleve. Der har jo også været rigtig mange mænd og rigtig mange kvinder, der har gjort noget godt for verden.

Der findes en “manderettighedsbevægelse” , men den har jeg ikke noget som helst pænt at sige om. Den er bare et forsøg på at beholde og forstærke nogle gamle kønsroller, og den virker til at være drevet af et latent had til kvinder.

Derimod er det vigtigt at kunne finde ud hvordan vi kan skabe et nyt mandebillede, som kan erstatte det gamle, begrænsende og kan være med til at gøre alle mennesker fri af de kønsroller, som undertrykker os. På den måde skal det være et mandebillede, som er solidarisk med feminismen, ikke i krig mod den.

En glidende overgang

Jeg har været nærsynet i mange år; mine første briller fik jeg da jeg var 10, og da jeg var 18, begyndte jeg at bruge kontaktlinser. Inden for det sidste halve års tid er der imidlertid sket det uundgåelige: jeg har fået svært ved at læse. Gammelmandssynet er en realitet nu, også for mig.

Læsebriller er så underlige; jeg har set Jonny Hefty (alias Jakob Ørom – han blev 47 i sidste uge) med læsebriller til poetry slam, og det var lidt en overvindelse for ham at tage dem på. I dag var jeg ved optikeren for at få et alternativ til læsebriller, nemlig kontaktlinser med glidende overgang. Lige nu er fornemmelsen lidt som dengang i 1982, da jeg fik mine første kontaktlinser (det skete forresten også en sen fredag eftermiddag i efteråret), nemlig at det for første gang i lang tid er blevet lidt underligt at se. Det er for tidligt at sige om jeg kan vænne mig til den slags, men man har da lov at håbe.

Afskedigelser på grund af overskud?

aau-krise

Aalborg Universitet har en egenkapital på 450 millioner kroner, og i år har universitetet et overskud på 114 millioner ud af en omsætning på omkring 3 milliarder. Så nu skal der ske afskedigelser på AAU.  Ifølge en artikel i Nordjyske skal fyringerne finde sted i centraladministrationen. Officielt skal overskuddet bruges til uddannelse, forskning og innovation. Men der er samtidig også rygter om afskedigelser blandt det videnskabelige personale.

Den nyligt udpegede formand for AAUs bestyrelse forsvarer nedskæringerne i Nordjyske:

Den store egenkapital gør det svært at argumentere mod de besparelser, som uden tvivl kommer:

– Om så Enhedslisten fik 90 mandater (og det gør de ikke), vil de også ende med at køre grønthøsteren hen over uddannelserne for at skaffe penge til ældre og sundhed, som den nye formand for bestyrelsen, Lene Espersen, formulerede det.

Lene Espersen var i sin tid som minister med til at argumentere for en tilsvarende “nødvendighedens politik”, og i dag gør hun det også, og det på samme som alle andre ledere i den danske universitetsverden – argumenterer med at politikken er nødvendig på grund af krav længere oppe. Egenkapitalen blev til, så universitetet kunne have noget at stå imod med, og nu fører den så til nedskæringer.

Og også i dag kan man i dag læse hvordan Moderniseringsstyrelsen, som er den styrelse i staten som de danske universiteter er underlagt, nu lægger op til at de statslige arbejdspladser skal identificere low performers.  For det teknisk-administrative personales vedkommende er det så vidt jeg kan se svært at identificere low performers, men for det videnskabelige personale er der allerede rigeligt med målinger af publikationsaktivitet, undervisningsindsats, hjemtagning af eksterne midler osv. osv.

Samtidig står Aalborg Universitet i en situation, hvor universitetet kun er blevet betinget akkrediteret. I de seneste år har en lang række beslutninger været begrundet i frygten for ikke at blive akkreditetet, og kombinationen af denne frygt og den økonomiske situation vil nu kunne begrunde endnu en runde af “nødvendighedens politik”. Engang var uddannelse og forskning det, et universitet først og fremmest skulle tage sig af, men den seneste tids udvikling gør det endnu engang tydeligt at det vigtigste hensyn og det største succeskriterium er blevet økonomien.

Myten om rigtig undervisning

Foto: Jens Panduro
Foto: Jens Panduro

I dag holdt jeg en workshop i adjunktpædagogikum, og der var adjunkter fra mange forskellige institutter på Aalborg Universitet.

Det var interessant, og adjunkterne havde mange gode refleksioner. Vi indledte med en kort præsentationsrunde, og jeg bad alle fortælle om den undervisning, de varetog.

En af adjunkterne havde mest holdt små kurser.

– Men har du ikke vejledt projekter? spurgte jeg.
– Jo da, men den slags er ikke undervisning, sagde adjunkten.
– Er det ikke undervisning? Du bruger en hel del tid på at hjælpe de studerende med at lære noget vigtigt, og så er det vel undervisning. Forskning er det da ikke, sagde jeg.
– Det er rigtigt, men vi kalder det jo ikke for undervisning, svarede hun.

Det tænkte jeg lidt over.

Senere fortalte en anden adjunkt om de studenterudviklingssamtaler, alle kandidatstuderende på et bestemt institut skal deltage i. Det underlige var at kandidatstuderende, der kom fra bestemte andre uddannelser, nogle gange syntes at der var for lidt undervisning af den rigtige slags på den uddannelse, de nu var på. De studerende var nemlig vant til lange forelæsninger i store auditorier, og dem var der ikke rigtig nogen af nu. Adjunkten undrede sig, og det gjorde vi andre også.

Det er interessant at bemærke at både studerende og universitetslærere har fået en opfattelse af hvad rigtig undervisning er, nemlig præsentationer i plenum. Og det er underligt (og ikke heldigt) at denne opfattelse lever så uforstyrret videre på Aalborg Universitet, hvor projektarbejde som oftest fylder halvdelen af et semester – og er den form for undervisning, der bibringer de studerende mest læring. Men alligevel er det et andet ideal om “rigtig undervisning”, der føres  videre. Min formodning er at dette ideal stammer fra de mange år, alle har tilbragt i grundskole og på gymnasiale uddannelser. Der er også mange studerende, der kalder sig selv elever, og der er endda også universitetslærere, der kalder dem det. Man kommer ikke ustraffet igennem 12 års skolegang.

Hvad man kan gøre ved denne uheldige opfattelse, ved jeg desværre ikke. Helst ville jeg gerne afskaffe den “rigtige undervisning” hvor det var muligt og styrke projektarbejdet, så ingen ville længes så meget efter “rigtig undervisning”.

Datalogi og flygtningene, vi tager imod

uf1

I et fagtidsskrift om datalogi vil man måske ikke forvente at finde en artikel om flygtninge i Europa, men i dag har jeg læst et langt indlæg  i Communications of the ACM forfattet af professorer og studerende ved det datalogiske institut på det tekniske universitet i Wien, TU Wien.  De fire dataloger beskriver et initiativ ved TU Wien, som er blevet til ad frivillighedens vej og helt ulønnet.

I Østrig er der ligesom i Danmark en ikke helt lille del af befolkningen med en negativ holdning til flygtninge, og partier på højrefløjen udnytter og er med til at fremme denne negative holdning. Men ligesom i Danmark er der i Østrig også ganske mange borgere, der går ind i frivilligt arbejde for at møde flygtninge og hjælpe dem i mødet med et nyt samfund. Det frivillige initiativ startet af professorer ved det datalogiske institut på TU Wien er et sådant initiativ og er nu blevet et fast kursus ved TU Wien. Underviserne er studerende ved TU Wien.

Forløbet beskrevet i artiklen varer fire uger og er rettet mod unge uledsagede flygtninge mellem 14 og 18 fra bl.a. Syrien, Irak, Somalia og Afghanistan. Forløbet omfatter spilprogrammering, styresystemer, sikkerhed og anvendelse af bestemte applikationer til kontorbrug. Nogle af eleverne har programmeringskundskaber i et vist omfang og er blevet undervist separat i programmering i Java og Python. Videoen ovenfor beskriver dette initiativ, og der er et lille interview med Hannes Werthner og Reinhard Pichler, to af artiklens forfattere.

De fire dataloger bag artiklen er af den holdning, at universiteterne i vore dage bør spille en langt mere aktiv rolle i samfundet og engagere sig i dets problemer, tage stilling og byde på løsninger. Flygtninge skal ikke ses som en belastning, der skal bekæmpes, men som en mulig resurse og som mennesker, der skal behandles ordentligt. Gennem de unge flygtninges møde med universitetet møder de et fag og får en længerevarende kontakt til borgere i det samfund, de er kommet til. Forfatterne skriver

Regarding the refugee crisis we think university computer science departments could take several possible actions to position themselves as supporters of human rights and also influence the opinions of other people regarding this sensitive issue. In our opinion, these actions could include, among others, the organization of specific courses for refugees and research projects dealing with specific problems regarding the refugees. The computer science departments in particular are in a good situation, because learning the basic IT skills and computer knowledge is essential in our society, rich of artifacts and applications. Therefore, several activities that fall under the umbrella of computing for the social good concept could be taken.

Heri er jeg (ikke overraskende) helt enig. Som universitet er vi en del af samfundet. Dette bliver allerede betonet i vore dage, men typisk er det i seneste mange år sket ved at betone at universiteterne skal samarbejde med erhvervslivet. Men samfundet er mere end erhvervslivet, og universiteterne kan bidrage, ikke kun med anvendt forskning (der reelt ofte tangerer produktudvikling), men også gennem undervisningsinitiativer. Herigennem vil vi også kunne skærpe og videreudvikle vores pædagogiske kompetencer. Og menneskerettighederne er i virkeligheden en væsentlig del af fundamentet for den akademiske praksis – etablering viden er en fælles indsats, viden skal principielt kunne deles af alle og skal være tilgængelig for alle uden restriktioner. For mig er koblingen tydelig.

Så lad os tage et tilsvarende initiativ i den danske universitetsverden – ikke i en form, hvor det ene universitet konkurrerer mod det andet eller hvor det ene fagområde konkurrerer mod det andet, men i et samarbejde om særlige undervisningsprogrammer for flygtninge. Skulle nogen være bekymret over at erhvervslivet ikke er i centrum for en sådan aktivitet, vil det måske kunne berolige dem at de flygtninge, som på denne måde bliver undervist, ad denne vej vil kunne få forbedret deres muligheder for at uddanne sig og få arbejde. Nogle flygtninge vil aldrig vende tilbage til det land, de er flygtet fra, og vil gennem mødet med et dansk universitet få bedre muligheder for at kunne komme i gang med et længere uddannelsesforløb og vil samtidig møde flere borgere i Danmark. Andre flygtninge vil vende tilbage til oprindelseslandet og vil på den måde kunne bidrage til en egentlig overførsel af viden.

Ensomhedens tidsalder

venner

Det er de færreste (om nogen) der har ret mange helt nære venner, og jeg er ingen undtagelse. Men det forekommer mig, at det bliver sværere og sværere at få nye venner, efterhånden som man bliver ældre. De personer, jeg har en god fortrolighed med, er i det store og hele mennesker, som jeg har kendt i 20 år eller mere. Min hustru oplever noget lignende, siger hun. Jeg har tænkt over om dette, at det bliver sværere at få nye venner, er en konsekvens af alderen. Men måske er det ikke kun det, der spiller ind.  Måske er det også en konsekvens af den tid, vi lever i. George Monbiot har et tankevækkende essay i New Statesman om den ensomhed, der griber om sig i vore dage – flere og flere mennesker føler sig ensomme. Konkurrencesamfundet gør det måske sværere at få nære venskaber; der er en fornemmelse af at vi skal konkurrere mod hinanden og tænke på os selv. I Politiken kan man læse hvordan en dansk sociolog konkluderer at vore dages unge netop tænker sådan– samtidig med at de unge helst ville kunne tale med andre om det, der optog dem.

Monbiot pointerer en lignende konflikt mellem den altruisme, vi ofte føler, og den individualisme, vi føler at vi skal udvise. En britisk undersøgelse fra i år viser nemlig at 72 procent af de adspurgte faktisk sætter medfølelse højere end det at tænke på sig selv først, men samtidig tror 78 procent af de adspurgte at de selv er mere selviske end andre mennesker!

Det andet underlige er, at industrisamfundet bragte mange mennesker sammen på de store fabrikker, men at hjemmene samtidig blev atomiserede – storfamilierne fra bondesamfundet blev med tiden erstattet af kernefamilier. I dag er det de sociale medier, der har en lignende paradoksal rolle: Jeg har mange “venner” på Facebook, men de fleste af dem ser jeg så godt som aldrig. Før i tiden var vi sammen med de egentlige venner, men i dag sidder vi hver for sig og bruger de “sociale” medier.

Glæden ved unyttig viden

quote-there-is-much-pleasure-to-be-gained-from-useless-knowledge-bertrand-russell-160426

Også i dag går mine tanker til et essay af Bertrand Russell, nemlig “Useless” Knowledge fra 1935, hvor Russell kommenterer det, der allerede for 81 år siden blev kritiseret, nemlig “ubrugelig viden”. I vore dage er det grundforskning af alle slags og små universitetsfag, der af nogle bliver fremhævet som ubrugelig viden.

Nu er jeg selv repræsentant for naturvidenskaberne, og endda en af de naturvidenskaber, der ofte fremhæves som havende stor nytteværdi. Men andre gange får jeg slet skjulte bemærkninger om at teoretisk datalogi (og andre matematiske discipliner) vel egentlig er at regne for unyttig viden.

Men jeg holder af “unyttig viden”. Teoretiske problemer er for mig en kilde til konstruktivt hovedbrud. Når jeg ikke har noget væsentligt andet at tænke over – når jeg sidder i en ventesal, når jeg cykler på arbejde, når jeg laver mad – kan jeg vende tilbage til et af mine igangværende forskningsproblemer og vende det i tankerne. Og når der ikke er egne problemer, kan jeg tage fat i andres problemer. Jeg følger med i grupperne om matematik og datalogi på Stackexchange og svarer jævnligt her.

Også den mere “leksikalske” paratviden – bøger og artikler jeg har læst, film jeg har set osv. – kan være nyttig i al sin tilsyneladende unyttighed, netop fordi den kan være med til at skabe perspektiv. Og nogle gange (mange gange faktisk) ender jeg med at vende tilbage til den leksikalske viden.

Russell skriver i sit essay

A contemplative habit of mind has advantages ranging form the most trivial to the most profound. To begin with minor vexations, such as fleas, missing trains, or cantankerous business associates – Such troubles seem hardly worthy to be met by reflections on the excellence of heroism or the transitoriness of all human ills, and yet the irritation to which they give rise destroys many people’s good temper and enjoyment of life. On such occasions, there is much consolation to be found in out-of-the-way bits of knowledge, which have some real or fancied connection with the trouble of the moment; or even if they have none, they serve to obliterate the present from one’s thoughts.

Sådan har jeg det også.

Lediggang er roden til alt godt

"Lediggangsstenen" rummer et 200 år gammelt digt af den tyske filosof Friederich Schlegel og står opstillet i Fåre i Vestjylland.
“Lediggangsstenen” rummer et 200 år gammelt digt af den tyske filosof Friederich Schlegel og står opstillet i Fåre i Vestjylland.

I dag fik jeg omsider taget mig sammen til at læse Bertrand Russells essay “In Praise of Idleness”, der findes i bogen af samme navn. Det var også i dag, jeg kunne læse at hver femte japaner er i fare for at dø af overarbejde.

Allerede i 1932 talte Russell for at man skulle have en arbejdsdag på 4 timer. Hans argument var, at det faktisk er muligt at opretholde samfundet med en langt mindre arbejdsindsats end nu. Under Første Verdenskrig blev en stor del af arbejdsstyrken i de industrialiserede lande trukket ud af arbejdsmarkedet og sendt i krig – og det var ikke dét, der skabte problemer. Faktisk var levestandarden i de allierede lande fuldt på højde med levestandarden før. Argumentet kan selvfølgelig ikke bruges i vore dages krige, der typisk er totale krige, men det centrale er da heller ikke situationen under en krig, men derimod at det er muligt at reducere arbejdsstyrken og alligevel klare sig. I vore dage kan vi se, hvordan mange servicefunktioner i bl.a. bankverden og offentlig administration bliver overflødiggjort, og vi er også vidne til en stadigt mere omfattende automatisering af produktionen.

Også tankerne om arbejdsetik er interessante – i dag, 84 år efter Russells essay, er det nemlig stadig et ideal at “de, der bør arbejde” først og fremmest bør arbejde.  De, “der bør arbejde”, er ifølge den gængse, uudtalte arbejdsetik ikke dem, der har arvet store formuer eller på anden måde er rige – de har råd til et liv i lediggang. Det er alle de andre, der ikke er rige, der “bør arbejde”. Flosklen om at “det skal kunne betale sig at arbejde”, der reelt dækker over udsagnet “at det skal ikke kunne betale sig ikke at arbejde”, kommer fra samme arbejdsetik. Og det er godt at have travlt – så “laver man da noget” – men ikke godt ikke at have travlt.

Der er mange gode grunde til at lediggang er roden til alt godt. Hvis vi arbejder mindre og i stedet fordeler arbejdet fornuftigt imellem os i samfundet, får vi bedre tid til at skabe en bedre verden. Russell taler ikke for at man så skal bruge sin tid på “frivoliteter”. Tværtimod. Med en kortere arbejdsdag får vi bedre muligheder for at engagere os i politik, til at opnå ny indsigt i os selv og i verden omkring os. Afstanden mellem akademikere og ikke-akademikere kan blive mindsket, hvis man får tid til at opnå indsigt og til at undre sig. Brugt rigtigt og understøttet på den rette måde giver konstruktiv lediggang os nye muligheder for fordybelse og for at blive demokratiske samfundsborgere.