Fascismens tavse genkomst

frontnational

For mange år siden, da jeg gik i gymnasiet, hørte jeg Dan Turéll sammenligne Fremskridtspartiet med fascisme. Det blev han ikke populær på; i Nordjylland var Fremskridtspartiet dengang meget populært, også blandt gymnasieelever.

Uanset hvad jeg måtte synes om Fremskridtspartiet i dets sene 1970er-inkarnation, vil jeg medgive at ordet fascisme er blevet brugt alt for meget i 1970’erne som et skældsord, og det har været med til at udvande begrebet.

For i mange lande i Europa var fascismen faktisk helt reelt eksisterende også i 1970erne. I Portugal, hvor jeg sidder i skrivende stund, var der et fascistisk diktatur, den såkaldte Estado Novo under Salazár fra 1933 til 1974.  I nabolandet Spanien varede fascismen under Franco fra 1939 til 1975. I Grækenland var der et fascistisk militærdiktatur fra 1967 til 1974. I alle disse lande er fascismen stadig nærværende som et ondt minde hos mange, og i Portugal kan jeg se hyppige henvisninger til datoen 25. april, hvor revolutionen gjorde en ende på diktaturet.

I Italien varede fascismen “kun” fra 1923 til 1945. Umberto Eco, som vi desværre mistede i år, skrev tilbage i 1995 et essay i The New Yorker netop om fascismen og de karakteristika, han så ved den. Meget af det, Eco dengang skrev, er sørgeligt aktuelt i dag. Nogle af de 14 træk, han fremhæver ved fascismen, er

  • En udtalt foragt for de “svage”; alle borgere kan være en del af “folket”, men lederne ser ned på “folket”. “Folket” har så til gengæld “de svage”, de kan se ned på.
  • Appel til den frustrerede middelklasse, som man fortæller er truet både af den økonomiske krise og af underklassen.
  • Frygt for forskelligheden. Uenighed og kritik er trusler, andre livsformer er trusler.
  • Der er en ydre fjende, og det er en fjende, der på én gang for stærk (og dermed er den er en trussel) og for svag (dermed den er ynkelig, så den vil kunne besejres).
  • Tilværelsen er en permanent krig, og derfor vil der en dag komme et endeligt opgør, hvor fjenden bliver besejret.
  • “Selektiv populisme”; den enkelte har ikke nogen rettigheder, men “folket” har en fælles vilje, som lederen er talerør for. “Folket” er kun nødvendigt for at give lederen ret.
  • En foragt for “svage parlamentariske regeringer”.

I vore dage vil jeg faktisk påstå at ordet fascisme bliver brugt alt for lidt. Der er for mig se fremtrædende tendenser i vore dages politik i lande med demokratiske styreformer – i Europa, i Nordamerika og andre steder i verden – der desværre bedst kan beskrives netop som fascisme ud fra Ecos kriterier.  I USA er Donald Trump en moderne fascist. I Asien er der nationalistiske og religiøse strømninger, der er former for fascisme – og det gælder ikke kun i Indien og Mellemøsten. Den nuværende, folkevalgte filippinske præsident vil jeg f.eks. ikke tøve med at kalde fascist ud bl.a. fra hans mål om at “eliminere” 3 millioner narkomaner (og så har vi slet ikke talt om hans fascination af Hitler).

Der er også kommet fascistiske træk i dansk politik i vore dage. Når man hører mistillid til demokratiet fra Asger Aamund, der kan ønske sig en “lidt håndfast regering” og fra Anders Samuelsen, er det et tegn på det. Når Nye Borgerlige taler om at der skal gælde særlige forbud kun for muslimer, er det også et tegn på det. I det hele taget peger mange politikeres fiksering på “danskhed”,  fiksering på hvordan flygtninge/indvandrere/migranter/danskere med udenlandsk baggrund truer det danske samfund, hyppige negative omtale af en “elite” og  konstante negative omtale af menneskerettighederne og international menneskerettighedslovgivning også i samme retning. Selv en helt direkte fascination af det, man ser som en mulig kommende borgerkrig i Danmark, er dukket op, først hos debattører i Jyllands-Posten og siden hos de nye danske højrepartier.

Ingen kalder endnu dette for fascistiske træk i dansk politik. Men det er meget uklart for mig, hvorfor det franske Front National ofte beskrives som fascistisk, mens Nye Borgerlige og Danskernes Parti, der på meget lange stræk er fuldstændig enige med Front National, slet ikke bliver beskrevet som fascistiske partier i en dansk sammenhæng. Det er også uklart for mig, hvorfor der ikke er flere, der kalder de mediepersonligheder i Danmark, der igen og igen taler om nationalisme, borgerkrig, danskhedskriterier, truslen fra “eliten” og en skepsis over for demokratiet, for det, de er, nemlig for en form for fascister.

(Visited 220 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar