At overleve som sms

sms

Min egen erfaring med sorg, er at det, jeg savner mest, er at kunne tale med den, jeg har mistet. Jeg mistede min mor temmelig brat til demens og noget af det hårdeste var at jeg ikke kunne tale med hende mere og dele de ting, der skete i mit liv, med hende. Da min mormor døde i 1990, var det også hårdt ikke længere at kunne tale med hende. Vores samtaler betød meget for mig i min barndom og ungdom; hun var en mild og jordnær sjæl.

I dag læste jeg en historie fra Rusland, der på én og samme tid er gribende og foruroligende.  Da Eugenia Kuyda mistede sin ven, Roman Mazurenko, fik hun overtalt et hold af dataloger, der beskæftiger sig med datalingvistik, til at bygge et stykke software, der kan modtage beskeder og svare på samme måde som Roman. Denne app, som kan downloades af alle, er baseret på et stort neuralt netværk, der har analyseret alle de mange sms’er, Eugenia og Roman udvekslede. Nu kan man sms’e med app’en, og de, der har kendt Roman Mazurenko, siger at de beskeder, man får som svar, er påfaldende tæt på hans måde at udtrykke sig på i sms’er. Men samtidig ved alle godt, at det ikke er ham.

I dag efterlader mange af os nogle meget synlige digitale aftryk. Denne blog er et eksempel på det. Man kunne tage indholdet fra denne blog og skabe en syntetisk udgave af min skrivestil. Men det er jo ikke alle de ytringer, jeg kommer med i løbet af en dag, man kan se her. Alle mine indlæg er redigerede og er nogle gange en slags små essays.

Det samme gør sig gældende med sms’er: man sender dem kun på bestemte tidspunkter. Er deres indhold et indhold, der repræsenterer den afdøde og det, han/hun stod for?

Kunne jeg tænke mig at “tale med” min mormor på denne måde? (Hun kom aldrig på nettet og ejede ikke en mobiltelefon.) Jeg tror det ikke. Jeg ville jo også vide, at det ikke var hende, jeg talte med, og at der ikke som følge af “samtalen” opstod nogen egentlig indsigt hos et andet menneske i hvordan mit liv er nu, hvor jeg er en midaldrende mand.

Mest minder Roman Mazurenko-app’en mig egentlig om de børneværelser, som nogle forældre, der har mistet et barn, lader stå urørt i årevis. Man kan gå ind på værelset og et kort øjeblik få en illusion af at barnet er der, men den illusion er kort.

(Visited 102 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar