Tillykke, Bob


Så fik Bob Dylan Nobelprisen; nogle er forundrede, jeg synes det er glædeligt.

Jeg har set Bob flere gange på Roskilde-festivalen (der var faktisk et år, hvor jeg gik hen og så noget andet, må jeg indrømme) og i 2005 var jeg til hans koncert i Aalborg. Nogle koncertoplevelser var gode, andre lidt underlige – her er tale om en mand, der efterhånden har gjort det til en dyd at omarrangere sine sange på ofte noget overraskende vis.

Men det er de mange albums, jeg husker. Underligt nok var det Nashville Skyline, der først gjorde mig interesseret i Bob Dylan. Det er hans mest countryprægede udgivelse (der er bl.a. en duet med Johnny Cash, en anden sanger jeg holder af), og den ene gang hvor Bob prøver at synge på helt konventionel, fuldtonet vis.

Bob Dylan er uden for diskussion en af de allerstørste sangskrivere fra forrige århundrede, og mange af hans sange er geniale. Der var også mindre gode tider, ikke mindst en lang en periode i 1980’erne, hvor det ikke rigtig lykkedes for ham – det samme overgik David Bowie i de år. Men så kom Oh Mercy, og alt var tilgivet.

Og senere, på Time Out of Mind, også produceret af Daniel Lanois, kommer det, der måske er min yndlingssang fra Bobs hånd, “It’s Not Dark Yet”. Det er her, han for alvor konfronterer sin egen dødelighed med linjer som

Shadows are fallin’ and I’ve been here all day

It’s too hot to sleep and time is runnin’ away

Feel like my soul has turned into steel

I’ve still got the scars that the sun didn’t heal

There’s not even room enough to be anywhere

It’s not dark yet but it’s gettin’ there.

(Calexico har helt tydeligt lånt fra denne tekst på deres sang “Follow The River”.) Her er hele den smukke sang:

(Visited 88 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar