En ny kreationisme?

conscious_universe646_01

Af og til kan man læse spekulationer om hvorvidt den virkelighed, vi befinder os i, er en slags storslået simulering, der bliver afviklet på en computer. Det er en meget konkret udgave af omverdensproblemet fra filosofi, og mange har tænkt på det i lyset af filmene om The Matrix (der ikke har meget med lineær algebra at gøre).

I disse dage kan man læse om hvordan den allestedsnærværende Elon Musk er overbevist om at denne simuleringshypotese, og han nu vil have forskere til at undersøge hvordan vi kan forlade denne simulering. (Det er også Elon Musk, der vil kolonisere Mars, og da tænker jeg om det så ikke ville være nemmere at ændre i simuleringen så denne kolonisering skete af sig selv?)

Men hvad er argumenterne for at vi skulle befinde os i en simulering?  Tidligere i år blev dette emne faktisk diskuteret af en række kendte amerikanske forskere ved den årlige Isaac Asimov Memorial Debate i New York.

Et af de vigtige argumenter for simuleringshypotesen er, at universets love viser sig at være baseret på pæne matematiske sammenhænge – ligesom universet i et computerspil er det. Det kan da ikke være opstået “af sig selv”.

Når man bliver opmærksom på det, kommer det til at stå klart at det faktisk er samme argument som det, der ligger bag “intelligent design”: at verden er alt for snedigt indrettet til at den kan være opstået uden at der har været en ydre skabende kraft.

Der er også et andet argument for simulering, der har en tydelig kreationistisk tone: At det er relevant og interessant at simulere  lige præcis den civilisation (eller mangel på samme) der findes i form af menneskeheden på planeten Jorden. Her er der en grundantagelse om at menneskeheden er udvalgt af en højere magt.

I virkeligheden (!!) er simuleringshypotesen vel blot den seneste analogidannelse, som mennesker har brugt for at forstå sig selv og sin plads i universet, og ligesom alle de andre analogier siger den mest om mennesket selv. I det mekanistiske verdensbillede, der opstod i kølvandet på fysikkens udvikling, så man universet som en stor “maskine” styret af fysikkens (her: mekanikkens og optikkens) love. Denne indvending dukker da også op under debatten i New York hos astronomen Neil DeGrasse Tyson:

“If you’re finding IT solutions to your problems, maybe it’s just the fad of the moment,” Tyson pointed out. “Kind of like if you’re a hammer, every problem looks like a nail.”

Min egen fornemmelse er da også at simuleringshypotesen er gammel vin på nye flasker, og at den faktisk er kvasi-religiøs og i med at den giver et enkelt bud på hvorfor du og jeg er til og på hvorfor der er så megen ondskab i verden: det er en højere magt, der har villet det således og har skabt alting i sit billede. Forskellen fra traditionel religion er så at den højere magt er en slags programmør.

(Visited 96 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar