Lev og lad dø?

Foto: Brian Turner.
Foto: Brian Turner.

Et af de etiske dilemmaer, som ofte dukker op, er sporvognsdilemmaet, som, når jeg læser om det, uvægerligt får mig til at tænke på Lissabon med alle denne bys bakker og sporvogne:

Oppe på en bakke står en tom sporvogn, hvis bremser er gået i stykker. Sporvognen ruller nu med stor hastighed ned ad bakken, og den kan ikke blive afsporet. Hvis sporvognen når til foden af bakken, vil dem ramme fem trafikanter og slå dem ihjel – med mindre vi får skiftet den over på et andet spor. Her vil den, når den når foden af bakken, ramme og dræbe én trafikant. Skal vi lade sporvognen skifte spor? Og med hvilken begrundelse skal vi vælge det, vi vælger at gøre?

Sporvognsdilemmaet blev først formuleret af den engelske filosof Philippa Foot i 1967 og blev taget op af Judith Jarvis Thomson i 1985. Det interessante ved det, er at vi når vi svarer, bliver nødt til at overveje om en handlings etiske værdi er givet ved dens konsekvenser eller ej. Hvis man f.eks. vil lade sporvognen skifte spor og begrunder det med at tabet af ét menneskeliv er mindre end tabet af ét menneskeliv, er man det, man ville kalde utilitarist, nemlig én der hylder en nyttefilosofisk idé om at handlinger er etisk gode, hvis de skaber “størst mulig lykke til flest mulige mennesker”.

I den seneste tid er sporvognsdilemmaet dukket op i flere sammenhænge, som viser at det faktisk er realistisk, hvis vi formulerer det lidt i en lidt mindre fortænkt udgave. Hele muligheden for førerløse biler gør sporvognsdilemmaet aktuelt: Hvis en førerløs bil er ved at køre galt, skal dens autopilot så indstilles således at den slår bilens passagerer ihjel (men de har jo valgt at sætte sig ind i den førerløse bil) eller således at den slår fodgængere ihjel ved f.eks. at køre op på fortovet for at undgå sammenstød med andre biler?

Og i terrorbekæmpelse kommer den samme problemstilling frem: Hvis et passagerfly med 200 passagerer er blevet kapret og med høj hastighed vil ramme et stort højhus med 5000 mennesker (dette så vi som bekendt for 15 år siden i USA), skal flyet da skydes ned med et missil? Hvis ja, vil 200 mennesker helt sikkert dø (og måske vil der blive yderligere dødsfald, når flyets vragdele rammer jorden). Hvis nej, vil 5200 mennesker formodentlig dø. I Tyskland er der nu en film og et teaterstykke om en tilsvarende, hypotetisk problemstilling.

I en anden udgave af sporvognsdilemmaet er der ikke noget skiftespor, men til gengæld mulighed for at skuffe en fodgænger ud foran sporvognen og dermed bringe den til standsning. Der er mange, der ikke har noget imod at lade sporvognen skifte spor i det oprindelige dilemma, men ikke nær så mange, der vil skubbe den stakkels fodgænger ud foran sporvognen.

Nogle filosoffer pointerer her, at det skyldes at vi mennesker opfatter at der er en væsentlig forskel på aktivt at forårsage menneskers død og at lade dem dø. I den første udgave af dilemmaet skaber vi en positiv konsekvens med at lade sporvognen skifte spor; den éne trafikant, der dør for foden af bakken er en afledt negativ konsekvens. I den anden udgave skaber vi en negativ konsekvens ved at en skubbe en fodgænger ud foran sporvognen; redningen af fem andre trafikanters liv er en afledt positiv konsekvens.

Diskussionerne af de etiske konsekvenser af politiske beslutninger i vore dag har imidlertid ikke meget at gøre med denne slags diskussioner.  I dag er vi nået til en form for ræsonnementstruktur i politik, hvor  politiske beslutninger ofte bliver begrundet med at de giver afledte positive konsekvenser, mens de primære konsekvenser faktisk er negative.

Her er to eksempler på beslutninger, der minder mig om at skubbe en fodgænger ud foran sporvognen for at standse den: Den danske regering begrunder fjernelse af miljølovgivning med at det vil skabe vækst. Der er en primær negativ konsekvens på længere sigt, nemlig øget forurening af miljøet, men til gengæld er der (hævdes det) store afledte positive konsekvenser, nemlig øget produktion og lavere udgifter hos dem, der forurener. Tilsvarende begrunder man strammere asyllovgivning med at det vil redde det danske velfærdssamfund. Der er en primær negativ konsekvens på længere sigt, nemlig at færre mennesker vil blive bragt i sikkerhed, men til gengæld vil der så (hævdes det) være store afledte positive konsekvenser, nemlig at det vil blive muligt at opretholde sundhedsvæsenet og sociale ydelser.

(Visited 114 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar