Hypernormalisering

hypernormalisation

Den engelske filminstruktør Adam Curtis står bag en ny film, Hypernormalisation, der blev vist på BBC iPlayer fra søndag den 16. oktober. BBC iPlayer er ikke tilgængelig uden for Storbritannien,  men man kan se filmen fra webstedet thoughtmaybe.com.

Hypernormalisation er en lang film på 2 timer og 46 minutter. Adam Curtis forsøger via arkivmateriale at fortælle en sammenhængende historie om hvordan verden i dag kan synes så uoverskuelig, og hvorfor så mange mennesker føler afmagt. Filmen tager sin titel fra det ord, som blev brugt til at karakterisere Sovjetunionen under Bresjnev-regimet fra 1964 til 1982. Regimet gjorde et stort nummer ud af at samfundet var “normalt” – man lod som alt var vel, men den almindelige befolkning vidste at dette var en tid med økonomisk stagnation og politisk undertrykkelse. Modløsheden var stor, og ingen kunne forestille sig en verden uden Sovjetunionen – hverken i landet selv eller uden for det. Adam Curtis’ holdning er, så vidt jeg kan se, at noget lignende er tilfældet i vore dages verden.

Der er gode pointer i filmen, men den taber somme tider tråden mens den forsøger at navigere rundt fra USA i 1970’erne frem gennem Mellemøsten i 1980’erne og frem til Internettets storhedstid i det post-faktuelle 21. århundrede. Af og til er den tæt på at kamme over i sammensværgelsesteorier og sidehistorier – to af dem handler i øvrigt om datalogi, nemlig dels historien om Josephn Weizenbaums Eliza, dels historien om Judea Pearls arbejde med bayesianske net (!!). Men igennem filmen løber tre fortællinger, som er værd at bemærke.

For det første præsenterer filmen selvmordsbombens “kulturhistorie” – hvordan ideen udspringer af ayatollah Khomeinis ekstreme ideer, dukker op hos det syrisk og iransk støttede shiamuslimske Hizbollah, derfra spreder sig til det sunnimuslimske Hamas og derfra videre igen til al-Qaeda og til Isis.

For det andet fortæller filmen en bemærkelsesværdig historie om hvordan Assad-regimet i Syrien er mistænkt for at stå bag megen terrorisme i Europa og Mellemøsten (bl.a. Lockerbie-bomben), men at det ofte er endt med at være Gaddafi-regimet i Libyen, som blev gjort til den hovedansvarlige “slyngelstat”. Også i dag ser vi, hvordan Assad-regimets forbrydelser ikke får nogen væsentlige konsekvenser.

Og for det tredje kommer der et interessant bud på hvorfor det er så svært for en opposition at lykkes – ikke mindst for Occupy Wall Street. Svaret er ifølge Curtis at det siden de økonomiske kriser der begyndte i 1970erne, hvor bankerne reelt dikterede politikernes økonomiske beslutninger, er kommet et voldsomt fokus på management. Alle tror at politik kun skal handle at sikre stabilitet og om ledelse. Occupy Wall Street strandede i diskussioner om hvordan bevægelsen skulle organisere sig og ledes, fordi bevægelsens ledere kom fra et samfund hvor man kun talte om ledelsesaspekter, ikke om visioner.

Og derudover vil jeg bemærke, at Hypernormalisation har Donald Trump – bolighaj, konkursrytter, spekulant, opportunist, sexist, racist og fascist – som en gennemgående bifigur og prøver at forklare hvordan mandens opportunisme i virkeligheden er et symptom på nogle af de uheldige fænomener, som bliver beskrevet undervejs.

Se eventuelt også The Guardians anmeldelse af filmen.

(Visited 110 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar