Ensomhedens tidsalder

venner

Det er de færreste (om nogen) der har ret mange helt nære venner, og jeg er ingen undtagelse. Men det forekommer mig, at det bliver sværere og sværere at få nye venner, efterhånden som man bliver ældre. De personer, jeg har en god fortrolighed med, er i det store og hele mennesker, som jeg har kendt i 20 år eller mere. Min hustru oplever noget lignende, siger hun. Jeg har tænkt over om dette, at det bliver sværere at få nye venner, er en konsekvens af alderen. Men måske er det ikke kun det, der spiller ind.  Måske er det også en konsekvens af den tid, vi lever i. George Monbiot har et tankevækkende essay i New Statesman om den ensomhed, der griber om sig i vore dage – flere og flere mennesker føler sig ensomme. Konkurrencesamfundet gør det måske sværere at få nære venskaber; der er en fornemmelse af at vi skal konkurrere mod hinanden og tænke på os selv. I Politiken kan man læse hvordan en dansk sociolog konkluderer at vore dages unge netop tænker sådan– samtidig med at de unge helst ville kunne tale med andre om det, der optog dem.

Monbiot pointerer en lignende konflikt mellem den altruisme, vi ofte føler, og den individualisme, vi føler at vi skal udvise. En britisk undersøgelse fra i år viser nemlig at 72 procent af de adspurgte faktisk sætter medfølelse højere end det at tænke på sig selv først, men samtidig tror 78 procent af de adspurgte at de selv er mere selviske end andre mennesker!

Det andet underlige er, at industrisamfundet bragte mange mennesker sammen på de store fabrikker, men at hjemmene samtidig blev atomiserede – storfamilierne fra bondesamfundet blev med tiden erstattet af kernefamilier. I dag er det de sociale medier, der har en lignende paradoksal rolle: Jeg har mange “venner” på Facebook, men de fleste af dem ser jeg så godt som aldrig. Før i tiden var vi sammen med de egentlige venner, men i dag sidder vi hver for sig og bruger de “sociale” medier.