Afskedigelser på grund af overskud?

aau-krise

Aalborg Universitet har en egenkapital på 450 millioner kroner, og i år har universitetet et overskud på 114 millioner ud af en omsætning på omkring 3 milliarder. Så nu skal der ske afskedigelser på AAU.  Ifølge en artikel i Nordjyske skal fyringerne finde sted i centraladministrationen. Officielt skal overskuddet bruges til uddannelse, forskning og innovation. Men der er samtidig også rygter om afskedigelser blandt det videnskabelige personale.

Den nyligt udpegede formand for AAUs bestyrelse forsvarer nedskæringerne i Nordjyske:

Den store egenkapital gør det svært at argumentere mod de besparelser, som uden tvivl kommer:

– Om så Enhedslisten fik 90 mandater (og det gør de ikke), vil de også ende med at køre grønthøsteren hen over uddannelserne for at skaffe penge til ældre og sundhed, som den nye formand for bestyrelsen, Lene Espersen, formulerede det.

Lene Espersen var i sin tid som minister med til at argumentere for en tilsvarende “nødvendighedens politik”, og i dag gør hun det også, og det på samme som alle andre ledere i den danske universitetsverden – argumenterer med at politikken er nødvendig på grund af krav længere oppe. Egenkapitalen blev til, så universitetet kunne have noget at stå imod med, og nu fører den så til nedskæringer.

Og også i dag kan man i dag læse hvordan Moderniseringsstyrelsen, som er den styrelse i staten som de danske universiteter er underlagt, nu lægger op til at de statslige arbejdspladser skal identificere low performers.  For det teknisk-administrative personales vedkommende er det så vidt jeg kan se svært at identificere low performers, men for det videnskabelige personale er der allerede rigeligt med målinger af publikationsaktivitet, undervisningsindsats, hjemtagning af eksterne midler osv. osv.

Samtidig står Aalborg Universitet i en situation, hvor universitetet kun er blevet betinget akkrediteret. I de seneste år har en lang række beslutninger været begrundet i frygten for ikke at blive akkreditetet, og kombinationen af denne frygt og den økonomiske situation vil nu kunne begrunde endnu en runde af “nødvendighedens politik”. Engang var uddannelse og forskning det, et universitet først og fremmest skulle tage sig af, men den seneste tids udvikling gør det endnu engang tydeligt at det vigtigste hensyn og det største succeskriterium er blevet økonomien.

(Visited 635 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar