Aleppo – imens jeg sad i min stue

Her er en 25 minutter lang udgave af den danske journalist Nagieb Khajas beretning fra tidligere i år fra Aleppo. Syriens største by er skueplads for de voldsomste krigshandlinger i verden i dag og må være det værste sted, et menneske kan opholde sig. Måske er det østlige, hidtil oprørskontrollerede Aleppo snart på vej til at falde.

I disse måneder er det som om tilskuerrollen har indfundet sig igen. Assad-regimet er blevet opmuntret af valget af Donald Trump, og USA og EU gør ikke rigtig noget. Det er som om de bare venter på at dette skal blive overstået.

I 1960’erne og 1970’erne var det de voldsomme protester i Europa og Nordamerika, der var med til at standse krigen i Vietnam – der nåede at koste over 5 millioner mennesker livet. I 1980’erne var der en meget aktiv fredsbevægelse som reaktion på våbenkapløbet og krigene i Mellemamerika og Afghanistan. Det må være tid at protestere igen i stedet for at være tilskuere.

Marken er høstet

En aften på hotelværelset på 19. etage i Hanoi kom jeg pludselig i tanke om denne gamle sang af og med Kim Larsen.  Formodentlig er det på grund af linjen “Vietnam blev mast og knust for min fod, imens jeg sad i min stue”.

“Marken er høstet” blev spillet en del i radioen i sin tid (omkring 1975), og den ville have passet fint ind på Værsgo.  Den udkom dog kun som b-side og på opsamlingsalbummet Skru op, hvor der bl.a. var en del andre sange med Kim Larsen og Gasolin’ og bidrag fra Alrune Rod – og Gnags.  På “Marken er høstet” er Kim Larsen sammen med Willi Jønsson og med de nu afdøde Ole Frø og Thomas Grue (der begge var med på Værsgo), men også med Stig Møller og Preben Devantier fra Steppeulvene. På denne måde er sangen en meget interessant del af dansk musikhistorie. Det er underligt, at den ikke er blevet genudsendt siden da.

Hvis sangen fejler, er det i den rent ud sagt usammenhængende tekst, der springer mellem årets gang på landet, Vietnamkrigen, nogen der går på “damecafé” og en hyldest til “min kvinde”. Alle er temaer, der kunne findes i hver deres sang af Kim Larsen, men her optræder de sammen. Den interessante observation “Jeg følger med med Gud som stafet” var nok en bedre gennemarbejdet tekst værdig.

Min nye chef

Politi har l¯jet for Folketinget i tre Âr

Nogle partier har et rotationsprincip. Hos Venstre består dette princip, så vidt jeg kan se, i at Søren Pind får en ny ministerpost, hver gang der skal dannes regering. Nu er han så blevet min nye chef. For en forsknings- og uddannelsesminister har han noget så usædvanligt som en fuldført kandidatuddannelse fra et dansk universitet (Esben Lunde Larsen fik det meste af sin uddannelse pr. meritoverførsel fra en norsk bibelskole).

Bedrag og resignation

Jeg har fulgt trofast med i begge sæsoner af Bedrag, og det var med let bævende hjerte, jeg så afslutningen på denne sæson. Det er interessant, at 1864 fik voldsom høvl fra højrefløjen for at være kritisk over for nationalisme og krig, mens Bedrag, der er stærkt kritisk over for kapitalismen og her specielt den moderne finanskapitalisme, ikke har været ude for det samme.

Det var ikke helt uforudsigeligt, at de store sammensværgelser ikke førte til nogen domfældelser og at de store fisk kunne leve ufortrødent videre. På den måde er serien på én gang udtryk for resignation og for en kritik af at ingen får gjort noget afgørende, men søger private løsninger i familiens skød hos børnene.

Seriens mest interessante udvikling er den, hvor Mads krydser over fra at ville det gode og til at blive kynisk resigneret, mens Claudia krydser over i den stik modsatte retning. Det er vel hende, der (sammen med Alf) er den egentlige helt i Bedrag, og lige lidt hjalp det hende. 

Angst og usikkerhed i den akademiske verden

cartoon-professor-presents

Mens jeg var i Vietnam, faldt jeg i snak med en PhD-studerende, der nu stod for at skulle være postdoc, og vi kom til at tale om alle de usikkerheder og al den tvivl, der er forbundet med at være i den akademiske verden. Der er en interessant artikel på webstedet Academic Ladder om hvordan usikkerhed og egentlig angst er del af en akademisk karriere.

Jeg kender det nemlig kun alt for godt selv. Når jeg får en artikel afvist, føler jeg mig en overgang som en voldsom fiasko, og der har været tidspunkter, hvor jeg mest har haft lyst til at give op. Jeg kender andre, der har haft den sådan, når de har modtaget et afslag.

Da jeg selv var PhD-studerende, følte jeg ikke den store nervøsitet, men det var en anden tid dengang – der var ikke samme konkurrence om forskningsmidler, jeg befandt mig i en situation, hvor jeg var med til opdage et nyt teoretisk problemområde (som jeg siden forlod) og jeg havde faktisk ikke oplevet ret mange afslag endnu.

Vi er selv til dels med til at skabe denne følelse af angst. Den måde, vi tit taler til hinanden på, når vi kritiserer hinanden og når vi hævder os, er en form for herskerteknik og er beslægtet med nogle (især mandlige) studerendes trang til at “strutte“. Også dengang for knap 30 år siden var der klare psykologiske mekanismer i spil om anseelse og eksklusion/inklusion i det akademiske miljø; jeg husker selv hvordan jeg nogle gange følte mig beæret over at kunne være på et  britisk elite-universitet sammen med en masse dygtige mennesker. Tænk at de ville have en almindelig person som mig! Mange år senere kom jeg til at tale med en meget respekteret kollega fra udlandet, der havde været samme sted (men ikke samtidig med mig), og det gik op for mig, at hun havde følt præcis det samme. Det interessante er selvfølgelig, at de aldrig ville have taget imod nogen af os, hvis ikke det var fordi vi rent faktisk var dygtige. Men sådan følte vi os ofte ikke.

De økonomiske rammer og den eksternt betingede situation gør kun ondt værre og er med til at fremme de mere ubehagelige sider af akademisk adfærd. Man vil formodentlig aldrig kunne få de beslutningstagere, der bestemmer over den akademiske verden, til at indse at de stadigt mere konkurrencebetonede vilkår, de taler så varmt for, har denne bagside: at de er med til at skabe en grundlæggende følelse af angst og usikkerhed. Og det ironiske er, at angsten og usikkerheden faktisk ofte kan have en negativ indvirkning på akademisk performance.

På vej hjem

fotografi-den-25-11-2016-kl-16-05
Min nye hat.
halong-1
Udsigt over Ha Long-bugten fra Ti Top-øen.
halong-3-1
Statuen af hr. Ti Top.
halong-2-1
Udsigt over Ha Long-bugten fra båden.
halong-4-2
De andre deltagere forsøger at lave vietnamesiske forårsruller.
halong-4-1
Mit foredrag, inden dataprojektoren gik ned.
halong-4-3
Busturen tilbage til Hanoi førte til endnu et ophold ved den store souvenirbutik.

I skrivende stund sidder jeg i Noi Bai-lufthavnen uden for Hanoi og skal vente endnu et par timer før jeg kan tjekke min bagage ind. Min korte uge i Vietnam sluttede med en slags krydstogt i Ha Long-bugten, der er en meget spektakulær og stor skærgård. Mange af øerne i skærgården er små, skovklædte bjerge. Under sejlturen var der en lille workshop, hvor jeg også havde tilmeldt et foredrag.

Højdepunktet på turen var i helt bogstavelig forstand turen op til udsigtspunktet på Ti Top-øen, hvor der er en enestående flot udsigt over bugten og de mange udflugtsbåde. Jeg fandt hurtigt ud af at ordet “top” ikke har noget med bjerget at gøre – øen er opkaldt efter en mand ved navn Ti Top, og der var en højtidelig statue af ham ved den lille bådehavn. Jeg kunne ikke mindes at Vietnam skulle have haft en præsident med dette navn, men vietnameserne fortalte mig at han var en berømt pilot fra Rusland. Først lidt senere faldt tiøren – “Ti Top” er ingen ringere end den berømte kosmonaut German Titov, som var det andet menneske i rummet (hvis man ikke medregner de to amerikanske suborbitale flyvninger) og det første menneske, der gennemførte mere end ét kredsløb om Jorden. Hr. “Ti Top” besøgte Vietnam i 1962, og her bl.a. den lille ø i Ha Long-bugten – som vietnameserne derefter opkaldte efter ham.

Det har været en streg i regningen, at hele mit ophold i Vietnam har været præget af en regulær forkølelse. Mindst én anden deltager, en japansk professor, har haft et tilsvarende forløb, og han formodede også at det var den usunde luft i Hanoi, der udløste forkølelsen.

I dag var det så tid til mit foredrag, men det gik vist ikke så godt. Fem minutter inde i foredraget gik dataprojektoren ned, og fordi jeg var noget svækket efter at have ligget vågen med hoste en del af natten, kom mit foredrag aldrig ordentligt tilbage på sporet. Men i det mindste har jeg da nu prøvet at holde et foredrag på en båd – og det har været spændende at besøge Vietnam. Nu vil jeg hjem og sove og have et bad.

Turen til Ha Long

2016-11-23-16-57-41 2016-11-23-19-49-13 2016-11-23-14-00-45

Dagen startede med de sidste foredrag til APLAS og herefter tog nogle deltagere afsked med konferencen. Efter frokost tog resten af os en bus til Ha Long, hvor vi i de næste par dage skal holde en uformel workshop om programmeringssprogsteori (i bred forstand), dels på et hotel og dels på en båd ude i Ha Long-bugten.

Busturen fra Hanoi var på kun 160 kilometer, men tog mere end fire timer, indbefattet et længere stop ved en stor souvenirbutik, der solgte alt fra stenfigurer i legemsstørrelse over smykker og lakerede æsker til kaffe (vietnamesisk kaffe er efter sigende legendarisk god) og te.

Jo længere vi kom væk fra Hanoi, jo mindre grå blev himlen, og til sidst kunne endog se solen i form af en ildrød solnedgang. Herude var der stadig byer med neonlys og masser af reklameskilte, men mellem byerne var der grønne marker, hvor bønderne stadig går med de flade, kegleformede hatte, som man kender fra så mange film og fotos fra Vietnam.

Ha Long er vel nærmest Vietnams svar på Blackpool eller Atlantic City med forlystelsespart, udsigtstårn, neonlys og masser af ferieboliger til familier og andre på jagt efter nogle dage væk fra det hele.

Vi var sent fremme og havde derfor kun kort tid på hotellet, inden vi skulle til fællesspisning på en restaurant i nærheden. Her blev jeg som veganer en slags repræsentant for forsamlingens vegetarer og skulle sammen med de vietnamesiske arrangører snakke med en fra restaurantens køkkenpersonale nede i kælderen, hvor køkkenet lå. Her lagde jeg mærke til de store akvarier med fisk og de mange krabber, der lå, endnu levende, i store kasser. Det er ikke lige den slags, man som plantespiser bliver glad for at se.

Da vi forlod restauranten, mærkede vi straks blæsten og luften fra havet – en tydelig og velkommen forandring fra de seneste tre dages stillestående, smogfyldte luft i Hanoi.

Så blev det min tur

2016-11-22-20-59-18
Uden for Ly Club, hvor festbanketten var.
2016-11-22-20-59-08
Faktisk var banketten nu på 2. sal.
2016-11-22-19-07-05
The Carpenters spillet på pipa.
2016-11-22-10-33-18
Furio Honsell, borgmester i Udine og logiker tillige.
2016-11-22-10-21-11
Konferencelokalet var egentlig et stort mødelokale, og bordopstillingen stod desværre ikke til at ændre.
2016-11-22-10-19-50
Den imponerende 10 etager høje bygning på HUST (Hanoi University of Science and Technology) set indefra.
2016-11-22-10-21-02
Furio Honsell og Luigi Liquori hygger sig med lidt typeteori.
2016-11-22-09-49-26
Frank Pfenning fortæller om substrukturelle logikker og transducere.

Så blev det tid til endnu en dag på konferencen, og jeg skulle selv holde mit foredrag som den næstsidste.

Dagens mest interessante foredrag var det indbudte foredrag med Frank Pfenning, der er professor ved Carnegie-Mellon. Han fortalte om sit nye arbejde, der giver en interessant korrespondance mellem en lille substrukturel logik (som er et fragment af lineær logik) og endelige automater med output (de såkaldte transducere). Føjer man de symmetriske bevisregler til logikken, får man en korrespondance til Turing-maskiner – eller rettere: til en generalisering af dem kaldet lineært kommunikerende automater. Der er i øvrigt også en forbindelse til sessionstyper.

Senere var der et foredrag med Furio Honsell, der i de seneste mange år knap har haft tid til at forske – han er nemlig borgmester i Udine i det nordøstlige Italien. Han har da også anlagt sig en for det akademiske miljø temmelig borgmesteragtig fremtoning.

Efter frokosten kom der en poster-session, hvor der var god mulighed for snakke med dem, der præsenterede deres poster.

Så var der et foredrag med den ikke specielt forkølede A. Tiu, der i sin artikel faktisk citerede en af mine artikler fra 2002. Og til sidst blev det så omsider min tur. Jeg havde selv været temmelig udmattet, dels på grund af jet lag, dels på grund af min nyerhvervede forkølelse, og et par gange i løbet af dagen var jeg faktisk faldet hen under foredragene. Jeg håber ikke, at jeg snorkede!

Mit foredrag gik nogenlunde, tror jeg. Der kom faktisk et par gode spørgsmål bagefter. (Mine slides kan man se ovenfor.)

Og efter endnu et foredrag kunne vi tage af sted ud til en restaurant, hvor der var konferencemiddag. Jeg endte ved et bord, hvor der var ganske mange japanere og fik en lang snak med Hidehiko Masuhara, en professor fra Tokyo som flere gange i årenes løb havde besøgt Aarhus Universitet. Vi endte med at tale længe om – Grønland. Det er forbløffende, hvor ofte jeg i tidens løb til konferencer har skulle fortælle udenlandske kolleger om netop denne store, kolde ø. Næst efter H.C. Andersen er Grønland tilsyneladende en af de faste associationer, mange har med Danmark. Gad vide hvad grønlænderne synes om dét.

Undervejs underholdt en vietnamesisk musiker, der spillede på pipa. En pipa er ikke et blæseinstrument, men en slags firestrenget lut. Jeg synes at jeg kendte en af melodierne og opdagede til min forbløffelse, at det var “Top of the world”, der i sin tid var et hit for The Carpenters. Herefter fulgte flere gamle amerikanske og europæiske popnumre. Heldigvis var der også umiskendeligt asiatisk klingende numre. Godt at der da i det mindste var nogle vietnamesiske sange iblandt, for ellers ville det næsten være for plat. Dvs. da vi skulle til at gå, fortalte Hidehiko mig, at den vietnamesiske musiker i den flotte røde kjole faktisk havde spillet en del kendte japanske sange i løbet af aftenen. Så meget for autenticiteten.

En konference midt i smoggen

2016-11-21-06-27-10

2016-11-21-08-21-48

2016-11-21-08-42-25

2016-11-21-10-28-18

2016-11-21-16-40-55

2016-11-21-19-33-58

2016-11-21-19-54-11

I dag begyndte APLAS 2016 så, og jeg tog med den bus, der gik fra et hotel i nærheden ud til HUST (Hanoi University of Science and Technology). APLAS 2016  (14th Asian Symposium on Programming Languages and Systems) er, som navnet antyder, en asiatisk konference, og mange af deltagerne kom fra lande i Østasien – især Japan, Kina, Vietnam og Sydkorea. Her kunne jeg bl.a. gense Naoki Kobayashi, der er professor på Tokyos universitet og som jeg for nogle år siden havde besøg af i Aalborg.

Fordi mange af deltagerne kommer fra Østasien, er mange af foredragene (der alle er på engelsk) med temmelig udpræget østasiatisk accent, og det kræver nogle gange at man er nødt til at lytte ekstra godt efter.

Selv begyndte jeg dagen med at vågne ondt i halsen, og halsondet er kommet og gået i løbet af dagen. Til sidst begyndte min næse også at løbe. Kulden kan ikke have spillet en rolle – temperaturen i Hanoi nåede i dag op omkring 31 grader celsius (hvad man her kalder vinter, ville man i Danmark kalde en hedebølge). Derimod har jeg læst mig til at smog ofte kan være en udløsende faktor – luftkvalitetsindekset for Hanoi var i dag 89. Jo højere, jo værre. Et indeks på over 100 er direkte sundhedsfarligt. Jeg tør ganske enkelt ikke åbne vinduet ud til gaden, så voldsom er smoggen. Nogle ganske kan jeg mærke den helt tydeligt i næse og svælg.

Det har nok også spillet en rolle, at jeg har været meget træt. Under dagens foredrag faldt jeg simpelthen i søvn, og det er jeg bestemt ikke stolt af. I morgen bliver der dog mindst ét foredrag, som jeg ikke kan sove fra, nemlig det, jeg selv skal holde – som dagens næstsidste.

Dagen sluttede med en reception på restaurant Luc Thuy ved Hoan Kiem-søen inde midt i Hanoi. Søen ligger meget piktoresk, og det er noget helt særligt at se neonlysene spejle sig i vandet, mens den trafik, der ingen ende vil tage, suser forbi. Jeg fik snakket med en del folk ved receptionen og hørte bl.a. om universitetsverdenens kvaler i Japan – hvor det også er en tendens, at det er finansministeriet, der har det sidste ord at skulle have sagt. Men fordi receptionen blev holdt i et lokale uden klimaanlæg, blev det hele til sidst lige vel trykkende, og jeg fandt vejen tilbage til hotellet. Den gik via en vegansk restaurant med “sneglesuppe” og en lille butik, der solgte reproduktioner af gamle plakater fra 1970’erne – både de mere propagandistiske fra krigens sidste år og mere fredelige plakater om nytten af at spare vandet og og af at have en kat (!).