At stille skarpt

schiphol

I dag er jeg på vej til Storbritannien via Amsterdam – først til Manchester for at besøge min engelske familie og i overmorgen videre til Skotland for at besøge University of Glasgow i en uges tid. For første gang rejser jeg til udlandet med mine multifokale kontaktlinser. Siden jeg begyndte at bruge dem for en uge siden, har jeg kunnet læse bøger og aviser uden problemer, men mit afstandssyn været sløret – ikke som min normale nærsynethed, men som et billede, der egentlig burde være tydeligt, men ikke kan blive det.  Så vidt jeg har kunnet læse mig til, skyldes det at de multifokale linser får hjernen til at danne flere billeder, som bliver superponeret på nethinden.

Men i dag skete det: Jeg havde siddet og været uopmærksom på flyveturen fra Aalborg til Amsterdam, havde endda fået en lille lur. Da vi landede i Schiphol, kiggede jeg ud ad vinduet og fulgte med, mens vi rullede ind til ankomstgaten. Og da gik det op for mig: Mit afstandssyn var nu lige så godt som med mine tidligere kontaktlinser. Jeg sad og nød at kunne se bygningerne et stykke væk, og da flyet standsede, kunne jeg for første gang i en uge se ansigtstræk hos mennesker et godt stykke væk.

Ti minutter senere var mit afstandssyn lige så sløret som før. Men fordi jeg nu havde glemt at koncentrere mig om at jeg skulle prøve at bruge mit afstandssyn, blev jeg i stand til det. Episoden i Schiphol overbeviste mig om at hjernen nu skal bringes til at lære at se igen og at den er i stand til at udvælge fra de sammenfaldende billeder på nethinden. Og den mindede mig om hvordan jeg lærte at cykle som barn: Jeg lærte det først, da jeg holdt op med at tænke på at jeg ikke måtte vælte på cyklen. Om dette er bevidst mangel på nærvær eller det modsatte, ved jeg ikke.

(Visited 81 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar