Fra Engeland til Skotland

I dag skulle jeg for første gang i mange år tage toget fra England til Skotland. Jeg boede i Edinburgh mens Thatcher var i fuld gang med sine planer om at få British Rail privatiseret, og det mærkede vi på en del forskellige måder. I det daglige lagde man mest mærke til forsinkelser og aflysninger; de britiske statsbaner skulle lukkes ned, og regeringen så ingen grund til at gøre noget for at forbedre kvaliteten hos verdens ældste jernbaneselskab, der nu skulle på markedet som håndværkertilbud. British Rail var ved at blive splittet op i flere selskaber, der skulle tage sig af hver sin del af jernbanedriften. Senere blev alle de forskellige jernbanelinjer udbudt til salg. Sloganet var at alting nu ville blive billigere og bedre og mere effektivt. I de seneste år har man kunnet høre lignende salgstaler i Danmark.

I dag fik jeg så et indtryk af den privatiserede jernbanedrifts glæder her 20 år senere. Regionaltoget fra Manchester Victoria til Wigan afgik planmæssigt klokken 18.39. Det skulle være fremme kl. 19.15, så jeg kunne komme videre med toget fra Wigan til Glasgow; det skulle afgå kl. 19.28 fra perron 5 i Wigan.

De første 25 minutter skete der intet bemærkelsesværdigt. Jeg brugte tiden på at lede efter en bagagehylde til store kufferter (der var én i en anden vogn) og et toilet (der var ét i en anden vogn).

Kl. 19.05 standsede toget uden for Wigan. En højttalerstemme mumlede en beklagelse efterfulgt af en uvis begrundelse  – noget med at vi havde et tog foran os. Her holdt vi så og ventede til 19.35. Med 20 minutters forsinkelse kunne jeg godt opgive at nå toget 19.28 og indstillede mig allerede på at skulle vente en time i Wigan, en by der ikke er kendt for så meget andet end bandet The Verve.

Men på Wigan North Western stod der en stor flok mennesker ved perron 5, og det viste sig at toget 19.28 slet ikke var ankommet endnu, og endda også at toget der skulle via Wigan til Glasgow 18.38 heller ikke var dukket op endnu. Kl. 19.45 rullede der et tog ind på perron 5; det var toget der skulle være afgået 18.38. Jeg spurgte Virgin-personalet om dette var toget der skulle afgå 19.28. Det var de lidt forvirrede over og spurgte så om jeg skulle til Glasgow. Og det skulle jeg jo. Så skal du med her, lød svaret.

Min pladsbillet var nu ligegyldig, for det var ikke det oprindelige 19.28-tog, jeg var havnet i. Men jeg fandt da et sæde; der var en dame, der aliigevel skulle af, så der måtte jeg gerne sidde.  Og her sad jeg trygt. En højttalerstemme udtrykte sin beklagelse af den timelange forsinkelse, efterfulgt af en uvis begrundelse. Det var vist noget med et tog, der var foran os.

Så nåede vi næste stop efter Wigan, der var Preston. Her beklagede højttalerstemmen nu at toget, der nu var en time forsinket, desværre ikke ville køre videre. Tonefaldet var tæt på sorgfuldt, begrundelsen uvis. Det var noget med at det ikke var muligt at få personale til resten af turen.

Vi forlod alle toget, og jeg fulgte den store flok af passagerer (der virkede til mest at være skotter) ud af toget og op ad en trappe over til en anden perron. Her ventede et andet tog på perronen og en stor flok forvirrede passagerer prøvede at få at vide hvor toget skulle hen. Det skulle tilsyneladende til Penrith, sagde én fra personalet.

Jeg spurgte en anden fra Virgin, hvornår der gik et tog til Glasgow. Det er det her tog, svarede hun. Jeg tog chancen og hoppede om bord. De andre passagerer (der var skotter) i vognen, jeg sad i, fortalte mig, at de også skulle til Glasgow.

Nu var jeg straks mere rolig. Jeg lænede mig tilbage og kiggede op på togets display, ifølge hvilket endestationen var Haymarket, en station, jeg ofte er stået af på. Den ligger i Edinburgh.

Fem minutter senere bekendtgjorde en højttalerstemme (nu en skotsk højttalerstemme; den skotske accent, som jeg desværre efterhånden har fået slidt af mig, virker altid beroligende på mig) at dette faktisk var toget til Glasgow, og at det ville være fremme ved 11.15-tiden. Her bemærkede de nu flere timer forsinkede skotter, at det ikke fremgik om der var tale om 23.15 eller 11.15.

Vi kom forbi Lancaster og op gennem Cumbria. En Virgin-ansat gik igennem vognen og delte små vandflasker ud til alle passagerer. Da toget rullede ind i Penrith beklagede højttalerstemmen igen forsinkelsen og gjorde os opmærksomme på at der findes en webside hos Virgin, hvor man kan klage over forsinkelsen og søge om refusion.  Bagefter benyttede højttalerstemmen lejligheden til at efterlyse togets rengøringsassistent. Nede bagved begyndte en skotte at synge at we’re having a good time, og jeg fandt det nye Leonard Cohen-album på min telefon. Det er det, der hedder “You Want It Darker”. Det er forresten ret godt.

I skrivende stund ser det faktisk ud til at vi når frem til Glasgow engang i aften. Fortsættelse følger.

(Visited 82 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar