En aften i Glasgow

2016-11-07-20-42-07

Brandalarmen gik i universitetsbygningen her i Glasgow ved 16.45-tiden, så jeg og min kollega fra Lissabon tog hjem i al hast. For første gang i mange år havde en brandalarm ret – det brændte rent faktisk i bygningen.

I Skotland falder mørket falder på på en særdeles hjemlig façon, og også tøsneen falder netop nu også på en særdeles hjemlig façon. Glasgow ligger 55°51′N, dvs. omtrent på samme breddegrad som København, der ligger på 55°41′N. Aalborg er på breddegrad med Aberdeen.

Jeg har været i Glasgow en del gange for 25 år siden, og nu er jeg her omsider igen. Skotlands største by er bestemt er et besøg værd, og den er samtidig en meget sammensat storby. Nogle steder af Glasgows centrum er meget piktoreske med gamle georgianske rækkehuse og klassicistiske eller nygotiske kirker. Andre dele af byen er desværre mest store vejudfletninger med huse omkring sig og atter andre ligner noget fra et kedeligt sted i en amerikansk storby. På billedet ovenfor kunne man lige så godt være i en grumset del af f.eks. Pittsburgh eller Chicago, hvis ikke det var for dobbeltdækkerbussen i venstre vejbane.

Men det er netop denne sammensathed, der er en del af Glasgows charme – og i det hele taget en del af det, jeg godt kan lide ved Skotland. Herovre er der en atmosfære, der på én og samme tid er mere rå og mere gemytlig end den man ofte finder i f.eks det sydlige England. Skulle jeg bo herovre på øen igen engang, skulle det være i Skotland.