Ensom i dag og ensom i morgen

Jeg sidder her i Glasgow på en 9. november, der med Donald Trumps valgsejr i USA har givet os det mest bastante og mest skræmmende eksempel på hvordan racisme, reaktionær nationalisme og egentlig fascisme vinder frem i disse år.

Her er en sang med Del Amitri, et folkrock-band fra Glasgow, der havde deres storhedstid sidst i 1980’erne. Deres største hit var sangen “Nothing Ever Happens”. en skarpt skåret akustisk ballade på lige knap fire minutter med en forbilledlig show, don’t tell-tekst. Det er underligt at tænke på at netop denne sang blev så populær og spillet i ét væk på radio og tv, for den var en meget tydelig kommentar til Thatcher-årenes grådighed, den apati og ensomhed, nyliberalismen fremavlede – og racismen, der dengang begyndte at stikke sit grimme hoved frem for alvor.

Til allersidst i sangen er der en direkte henvisning til Krystalnatten, der var startskuddet til Holocaust. Krystalnatten , hvor nazisterne brændte og smadrede synagoger og jødisk ejede butikker, fandt sted den 9. november.

“Nothing Ever Happens” er fra 1989, og det år faldt Berlinmuren. Det skete også den 9. november.

Dagen derpå

sort

Klokken er 5.21 i Glasgow, og jeg vågnede for tidligt og begik den fejl at se nyhedsoverskrifterne på min telefon. Nu falder jeg ikke i søvn igen.

Der er bestemt ikke noget godt at sige om udfaldet af præsidentvalget i USA. Nu står den på mere tortur, mere racisme, mere militarisme og mere reaktionær selvtilfredshed. Aftalerne om begrænsning af den globale opvarmning går en hård tid i møde. Det må også blive en ubehagelig tid for etniske mindretal i USA. Hvad valgresultatet betyder for borgerkrigen i Syrien tør jeg end ikke gisne om.

Meget afhænger lige nu også af, hvordan den amerikanske kongres bliver sammensat.

Efter Storbritannien og Colombia må det være tid til selvransagelse – man kan aldrig tage resultatet af en valghandling for givet. Og det må også være tid for the establishment at overveje sin rolle. En dag må højrepopulismen og al dens reaktionære nationalisme blive besejret, men det er ikke klart for mig hvornår eller hvordan. Ét står dog klart: Den bliver ikke besejret med velkendte, etablerede politikere.

Som borger i Danmark er jeg nu så vant til Pia Kjærsgaard & Co.’s stemme, at jeg uvilkårligt spekulerer på hvordan Dansk Folkeparti vil reagere. Helst ville de vel juble, men samtidig har begejstringen for Donald Trump været meget lille i Danmark.