En helt ny karriere

academia-nonacademia-image

Som vejleder på adjunktpædagogikum får jeg et interessant og vigtigt indblik i de tanker, de yngre universitetsansatte gør sig om deres hverdag og om deres karriere.

I dag har jeg observeret den ene adjunkt, som jeg vejleder. Hun er ansat på Institut for datalogi. Bagefter snakkede vi om observationerne, og vi talte lidt om det videre forløb. Her fortalte hun mig så, at hun ikke ville være at finde på universitetet fra og med februar; hun siger op for at blive ansat i en privat virksomhed i Spanien. Det var egentlig ikke et karriereforløb, hun havde forestillet sig – hun kunne godt lide at være universitetsansat og at undervise. Men dét, der førte til hendes beslutning om at sige op, var at hun oplevede at det var alt for svært at få forskningsmidler og at få en gruppe interesserede studerende at vejlede. Samtidig var der tale om en virksomhed i Spanien, der kunne tilbyde god løn og et interessant arbejdsområde. Og hun havde ikke familiemæssige bindinger, der ville forhindre hende i at rejse til Spanien – hun kommer oprindelig fra en anden del af verden. På denne måde var valget nemt.

Det er ærgerligt, men jeg forstår hende faktisk godt. Jeg har haft tilsvarende bekymringer, men min livssituation er som bekendt en helt anden. Og ekstra ærgerligt er det, når det er netop en af de få kvindelige dataloger (og en med “anden etnisk baggrund”), der vælger at forlade den akademiske verden. Gennemstrømningen af akademikere er blevet for stor i den akademiske verden til at vi kan få et godt og værdigt generationsskifte, og det ser desværre ud til, at den kontinuitet, der nu er fremherskende, er den som skabes af hvide, midaldrende mennesker – primært mænd. Netop fordi midlerne er så flygtige og samtidig er så svære at få fat i, bliver det på denne måde. Og heller ikke hvide, midaldrende mennesker med stor magt bliver yngre eller lever evigt.