En konference midt i smoggen

2016-11-21-06-27-10

2016-11-21-08-21-48

2016-11-21-08-42-25

2016-11-21-10-28-18

2016-11-21-16-40-55

2016-11-21-19-33-58

2016-11-21-19-54-11

I dag begyndte APLAS 2016 så, og jeg tog med den bus, der gik fra et hotel i nærheden ud til HUST (Hanoi University of Science and Technology). APLAS 2016  (14th Asian Symposium on Programming Languages and Systems) er, som navnet antyder, en asiatisk konference, og mange af deltagerne kom fra lande i Østasien – især Japan, Kina, Vietnam og Sydkorea. Her kunne jeg bl.a. gense Naoki Kobayashi, der er professor på Tokyos universitet og som jeg for nogle år siden havde besøg af i Aalborg.

Fordi mange af deltagerne kommer fra Østasien, er mange af foredragene (der alle er på engelsk) med temmelig udpræget østasiatisk accent, og det kræver nogle gange at man er nødt til at lytte ekstra godt efter.

Selv begyndte jeg dagen med at vågne ondt i halsen, og halsondet er kommet og gået i løbet af dagen. Til sidst begyndte min næse også at løbe. Kulden kan ikke have spillet en rolle – temperaturen i Hanoi nåede i dag op omkring 31 grader celsius (hvad man her kalder vinter, ville man i Danmark kalde en hedebølge). Derimod har jeg læst mig til at smog ofte kan være en udløsende faktor – luftkvalitetsindekset for Hanoi var i dag 89. Jo højere, jo værre. Et indeks på over 100 er direkte sundhedsfarligt. Jeg tør ganske enkelt ikke åbne vinduet ud til gaden, så voldsom er smoggen. Nogle ganske kan jeg mærke den helt tydeligt i næse og svælg.

Det har nok også spillet en rolle, at jeg har været meget træt. Under dagens foredrag faldt jeg simpelthen i søvn, og det er jeg bestemt ikke stolt af. I morgen bliver der dog mindst ét foredrag, som jeg ikke kan sove fra, nemlig det, jeg selv skal holde – som dagens næstsidste.

Dagen sluttede med en reception på restaurant Luc Thuy ved Hoan Kiem-søen inde midt i Hanoi. Søen ligger meget piktoresk, og det er noget helt særligt at se neonlysene spejle sig i vandet, mens den trafik, der ingen ende vil tage, suser forbi. Jeg fik snakket med en del folk ved receptionen og hørte bl.a. om universitetsverdenens kvaler i Japan – hvor det også er en tendens, at det er finansministeriet, der har det sidste ord at skulle have sagt. Men fordi receptionen blev holdt i et lokale uden klimaanlæg, blev det hele til sidst lige vel trykkende, og jeg fandt vejen tilbage til hotellet. Den gik via en vegansk restaurant med “sneglesuppe” og en lille butik, der solgte reproduktioner af gamle plakater fra 1970’erne – både de mere propagandistiske fra krigens sidste år og mere fredelige plakater om nytten af at spare vandet og og af at have en kat (!).