Billeder fra 2016

Et år er fuldt af synsindtryk. 2016 var ingen undtagelse. Januarsneen. De store spejle på Kunsten. Det hemmelige kinesiske værelse på AAU. Udsigten over Ha Long-bugten i gråvejr. Den blå himmel over Tejo. Avisoverskrifter. Knallerterne i Hanoi. Gudenåens udspring. Universitetsbygninger i Lissabon og Bologna og Aalborg. De stejle gader i Alfama. En demonstration i Aalborg. Fyrværkeri i Manchester. Et brev fra USA. Motorvejsmodstanderes møde på Huset. Kæmpestore teddybjørne rundt om i verden. Veganske restauranter i Hanoi og Glasgow og Lissabon. Et tomt hus i Nørresundby. Kufferter, der skulle åbnes og lukkes igen.  Gamle gymnasiekammerater, genset. En sidste hilsen fra David Bowie.

Her slutter året så

En kassebon fra Malta.

Det har været et underligt år, det der slutter nu.

Jeg vil huske den mandag morgen, jeg kom for sent på arbejde, fordi jeg netop havde læst at David Bowie var død og opdagede, at jeg sad og græd.

Jeg husker juli måned, hvor det en overgang var som om der var et nyt terrorangreb hver dag. Det begyndte med lastbilangrebet i Nice. Kontrasten til den rolige sommerferie med familien i Portugal var grel.

Jeg husker den aften i Lissabon, hvor jeg læste at fredsaftalen i Colombia var blevet forkastet ved en folkeafstemning.

Jeg husker den morgen i Glasgow, hvor jeg vågnede kl. 4 om morgenen og læste at Donald Trump var på vej til at vinde det amerikanske præsidentvalg.

Jeg husker, da jeg to døgn senere igen vågnede alt for tidligt og nu kunne læse på min telefons nyhedsopdatering, at Leonard Cohen var død.

Og jeg husker, hvordan nyhederne om borgerkrigen i Syrien strømmede ind og hvordan jeg i Lissabon var med til at arrangere Amnesty Internationals fakkeltog i Aalborg i solidaritet med civilbefolkningen i Aleppo; der gik 36 timer fra vi besluttede os til at lave fakkeltoget til det fandt sted.

Bagefter kom der endnu et lastbilangreb, nu i Berlin, og George Michael og Carrie Fisher og hendes mor nåede at dø i løbet af juledagene.

2016 blev det år, hvor jeg har været hjemmefra i længst tid siden 1991 – alt i alt har det været omkring fem måneder. Først sammen med familien en stor del af foråret, hvor huset skulle renoveres. I den periode nåede jeg at undervise mere end nogensinde før, men også at besøge Skotland, Italien og Malta i embeds medfør og at være koordinator og hovedforfatter på en Horizon 2020-ansøgning, der selvfølgelig endte med at blive afvist. Sidenhen i form af hele fire rejser i efteråret – til Portugal, Skotland, Vietnam og Portugal igen. Også på universitetet har jeg været væk fra de vante rammer i et andet kontor på et andet institut, omgivet af andre mennesker.

2016 har været et omskifteligt, intenst år og på nogle måder et meget usikkert år. Nogle gange har jeg mærket en frygt for fremtiden, som jeg ikke kan mindes at have haft siden først i 1980’erne, hvor det ofte virkede som om en verdenskrig hele tiden lå på lur. For de mennesker rundt om i verden, der har fået deres liv revet op med rode på grund af krig og andre voldshandlinger, er denne frygt og usikkerhed selvfølgelig en anden.

Her hvor året går på hæld, er jeg nok ikke den eneste, der håber på at 2017 bliver anderledes. Nogle ting er vi ikke selv herre over, men der er også meget, vi selv kan gøre for at skabe et nyt og bedre år. Det er ikke kalenderen, der ændrer verden, det er menneskene. Lad os huske dét.

Godt nytår.

Tillykke, Ms. Smith!

Mange har vi mistet i det år, der slutter i morgen. Men Patti Smith er her stadig. Amerikansk rockmusiks store gamle dame, der har taget os med på hele sin lange opdagelsesrejse fra de tidlige år med Joplin og Hendrix og digterne på Chelsea Hotel, gennem kærligheden til Mapplethorpe, over de voldsomme år med CBGB og Patti Smith Group, de stille år med familien og til sit comeback dengang i 1990’erne (hvor jeg stod og så på). Tak for stemmen og for ordene – tillykke med de 70!

En krig om økonomisk kontrol

Bashar al-Assad og hans familie har i en lang årrække tilsammen kontrolleret en meget stor del af Syriens økonomi og infrastruktur, og dette er ikke noget, de har forsøgt at skjule.

De Konservative i Storbritannien har haft forbindelser til Assad i form af opbakning til en fond ejet af Bashar al-Assads fætter – men disse forbindelser droppede de i 2011, da konflikten i Syrien begyndte.

Bashar al-Assads fætter Rami Makhlouf kontrollerer omkring 60 procent af Syriens økonomi gennem sine interesser i olie og gas, telekommunikation, banker, luftfartsselskab og detailhandel. Telefonselskabet Syriatel er kontrolleret af Makhlouf og dækker 55% af telekommunikationsmarkedet i landet. Hans investeringsfirma Cham Holding Co. er Syriens største (og kontrollerer Syrian Pearl Airlines, landets første private luftfartsselskab). Markedsandelene har jeg fra en artikel i USA Today, men Makhloufs fremtrædende rolle fremgår også af hans egen LinkedIn-profil. Også SwissLeaks, der rummer de oplysninger om schweiziske bankkonti som er lækket af whistlebloweren Hervé Falciani, der tidligere arbejdede for den kinesiske storbank HSBC, kan bekræfte dette. Og den libanesiske internet-nyhedsmedium Now kunne i januar i år fortælle, at Rami Makhlouf har kontakter til israelske forretningsmænd.

Bashar al-Assad selv ejer også en betragtelig formue (alene billederne fra hans præsidentpalads antyder dette), men jeg har ikke kunnet finde præcise tal her. I 2012 anslog London-firmaet Alaco at han var god for 1,5 milliard US-dollars placeret i bl.a. Rusland og Hong Kong.

På denne baggrund er det oplagt, hvorfor der er lande, der vil gøre meget for at forhindre Assad-regimet i at falde – det udgør en vigtig økonomisk partner i Mellemøsten. For Ruslands vedkommende har dette økonomiske samarbejde stået på siden Hafez al-Assad kom til magten og blev en vigtig russisk allieret i regionen. En artikel i det officielle Syria Times fra august i år bekræfter, at Syrien vil udbygge sit samarbejde med Rusland og Iran.

For mig at se er det bemærkelsesværdigt, at de personer, der utrætteligt forsvarer Assad, og samtidig kalder sig venstreorienterede og kritiserer USAs rolle i Irak-krigene, siger så lidt om dette aspekt.

For en god ordens skyld:  Også de islamiske militser har store økonomiske interesser på spil i borgerkrigen i Syrien, og i hvert fald nogle af krigsherrerne her er blevet meget rige.  ISIS tjener penge på salg af olie, på gidseltagninger og – nok så vigtigt – ved donationer fra rige privatpersoner i Golfstaterne.

Rogue One

Så fik jeg set Rogue One, her kun et døgn efter den triste nyhed om Carrie Fishers alt for tidlige bortgang.

Filmen fortæller forhistorien om tilvejebringelsen af de tegninger, der i den (kronologisk set) første stjernekrigsfilm bliver brugt til at finde det svage punkt i Dødsstjernen. Mest fascinerende er dog den blinde kinesiske (?) stokkekamp- og bueskydnings-ekspert Churrit Imwe. Denne del af filmen er en tydelig hilsen til asiatiske film om kampsport. I det hele taget kan man se, hvordan filmmagerne har gjort sig umage med at lave en langt mere mangfoldig rollebesætning end i gamle dage. Skurkene fra Imperiet er dog stadig alle fra Sydengland! Og så er der selvfølgelig Mads Mikkelsen, der igen har fået en rolle som mut mand.

Prinsesse Leia dukker op til allersidst, spillet af den norske skuespiller Ingvild Deila. Mest overraskende er det, at også general Tarkin fra de gamle Star Wars-film dukker op – og at hans ansigt er helt og aldeles computergenereret. Den oprindelige rolleindehaver, den legendariske engelske skuespiller Peter Cushing, døde nemlig helt tilbage i 1994. Netop her kan man se, hvor langt hele teknologien er nået. Det teknologiske stade har præget også den sidste del af filmen, der er et langt slag mellem rumskibe og som uvilkårligt leder tankerne hen på et storslået computerspil. Netop her bliver det næsten for meget spil-atmosfære og for lidt spillefilm, må jeg tilstå. (Denne bevægelse går begge veje. I en forfilm kunne jeg se, at det populære spil Assassin’s Creed nu er blevet filmatiseret!)

I Rogue One er det den høje robot K-2SO, der er filmens comic relief. Men det er så også dét. Tonen er som helhed noget mere dyster end den, man kender fra de tre klassiske Star Wars-film, og det er nok her, Rogue One har sin begejstring. Det var i højere grad, end jeg vel engang troede, samspillet mellem Carrie Fisher, Harrison Ford og Mark Hamill midt i hele det futuristiske og utrolige univers, der gjorde de tre klassiske film til noget særligt.

Et udsat land?

Oversigt over genbosættelse af flygtninge i UNHCR-regi i 2014. Kilde: Sandra Elgersma: International Context for Refugee Protection (https://hillnotes.wordpress.com/2016/02/04/international-context-for-refugee-protection/) [noter fra Canadas parlament]
I dag kan jeg læse i Information og på DR Nyheder, at den danske regering vil inddrage opholdstilladelsen for 100 kvoteflygtninge fra Somalia.

Jeg kender ikke de pågældende flygtninges baggrund, men flygtninge under kvotesystemet har typisk befundet sig i lang tid i flygtningelejre, og der er tale om de svageste og mest udsatte flygtninge såsom forældreløse børn og unge eller handicappede. Kvoteflygtningene falder under UNHCRs genbosættelsesprogram, og her er målet at genbosætte flygtningene. Man kan læse mere om UNHCRs genbosættelsesprogram hos UNHCR selv.

UNHCR beskriver programmet således:

Resettlement is the transfer of refugees from an asylum country to another State that has agreed to admit them and ultimately grant them permanent settlement. UNHCR is mandated by its Statute and the UN General Assembly Resolutions to undertake resettlement as one of the three durable solutions. Resettlement is unique in that it is the only durable solution that involves the relocation of refugees from an asylum country to a third country. Of the 14.4 million refugees of concern to UNHCR around the world, less than one per cent is submitted for resettlement.

Genbosættelse er altså ikke en midlertidig foranstaltning.

Nogle af kvoteflygtningene fra Somalia har en ringere beskyttelse end andre ifølge dansk lov. Men jeg bemærker, at  denne sondring er en sondring, som den daværende danske regering selv indførte i 2005 uden om UNHCR.

Det er også interessant at sammenligne med de beskrivelser af situationen i Somalia, som det danske udenrigsministerium har lavet. Herunder er et uddrag af Udenrigsministeriets rejsevejledning. Den blev senest opdateret den 29. november 2016.

Der er stor forskel på sikkerhedssituationen i de forskellige dele af Somalia, men kendetegnende for alle dele er, at situationen kan ændre sig med stor hast.

Der er krigslignende tilstande i og omkring hovedstaden Mogadishu, i visse dele af det sydlige og centrale Somalia samt i visse dele af Puntland. Der er daglige kampe mellem Den Føderale Regerings styrker støttet af AU-styrker (AMISOM) og forskellige oprørsgrupper. Der er stor risiko for morter- og selvmordsangreb, som desværre ofte rammer civile. Der er fortsat risiko for direkte angreb på lufthavnen, hvilket forøger risikoen for at ind- og udrejse umuliggøres.

Hele den igangværende manøvre fra den danske regering er bekymrende, dels fordi den ikke kan undgå at kunne få store menneskelige omkostninger for dem, der skal forlade Danmark trods deres flygtningestatus, dels fordi den er endnu et tegn på at den danske regering ikke længere har nogen skrupler ved at omgå internationale aftaler, den selv tidligere har indgået, eller ved at ignorere FN-systemet.

Farvel, Carrie

I år er det stort set kun dårlige nyheder, jeg har fået fra nyhedsopdateringerne på min telefon. Her til aften var det, at Carrie Fisher er død. Det giver et stik i hjertet at skulle indse, at endnu en af min ungdoms helte nu pludselig ikke er blandt os mere. Og endnu engang var det netop hjertet, der pludselig ikke ville mere.

Der var to handlekraftige kvinder i 1970’ernes klassiske science fiction-film, der dengang ellers var særdeles mandsdominerede. Den ene var Ripley fra Alien-filmene, den anden var prinsesse Leia fra Star Wars-filmene. På dén måde var Carrie Fisher banebrydende.  Senere trak hun sig tilbage og blev forfatter og manuskriptkonsulent, og ligesom så mange andre af de store navne fra filmens og musikkens verden, vi har mistet i 2016, havde hun i perioder sine dæmoner at slås med – misbrugsproblemer og en bipolar lidelse. En lang overgang regnede jeg vel med at hun havde spillet sin sidste rolle.

Det var derfor meget bevægende at se Carrie Fisher igen i The Force Awakens, og hele skildringen af gensynet mellem Leia og Han Solo fik pludselig en ekstra dimension, efter jeg læste at de to skuespillere havde haft et forhold til hinanden i deres unge dage.

Tilfældet vil, at jeg i morgen skal i biografen med familien for at se Rogue One. Det bliver en helt anderledes melankolsk oplevelse, end nogen af os kunne have forestillet sig.

Daglejere bag eget rat

Diskussionen om Uber er taget til, ikke mindst efter at Østre Landsret har stadfæstet en dom om at det er ulovligt at køre som chauffør i denne sammenhæng. Jeg ved, at nogle til gengæld ser Uber som repræsentanter for en retfærdig kamp mod taxiselskabernes undertrykkende monopol i en verden hvor enhver skal være sin egen lykkes smed. Selv er jeg ikke i tvivl om at Uber og lignende foretagender i realiteten først og fremmest er med til at skabe en dårligt reguleret daglejerøkonomi med ringere arbejdsforhold, dårligere jobsikkerhed for chauffører og lavere sikkerhed for kunder.

Jeg vil ikke forsvare taxiselskaberne som sådan; taxiselskaberne kan bestemt gøre det bedre, ikke mindst hvad angår brugen af teknologi (og nye taxi-apps er da også blevet lanceret nu). Men det er garantier for ordentlige løn- og arbejdsforhold for erhvervschauffører og ordentlige forhold for kunder som helhed, der må og skal være det første vigtige. Den slags garantier sikrer Uber ikke, tværtimod.

Taxikørsel er i Danmark et nøje reguleret erhverv; et taxiselskab skal være en virksomhed. Nogle af de krav, der findes, påhviler taxiselskaber, og andre påhviler den enkelte taxichauffør (men må ikke overtrædes af taxiselskabet).  Men det er et faktum, at taxikørsel i Danmark er nøje reguleret gennem lovgivning. Der findes ingen tilsvarende demokratisk kontrol med foretagender som Uber.

Taxiselskaber skal indhente børneattest inden de ansætter eller beskæftiger chauffører, som kan køre med børn. Dette er et lovkrav, der fremgår af Bekendtgørelse om indhentelse af børneattest ved ansættelse og beskæftigelse af personer i myndigheder, institutioner, virksomheder m.v. inden for Transportministeriets ressortområde. Se her specielt §1 og 2. Derudover findes der en længere række af krav til taxivognmænd.

For de lovbefalede krav, der påhviler den enkelte chauffør, se også Trafikstyrelsens informationer. Ikke mindst er erhvervskørekort et krav. Desuden skal taxichauffører have gennemført et chaufførkursus på 45 timer, der er godkendt af Trafik- og Byggestyrelsen. Det omhandler både teoretiske og praktiske forhold og skal afsluttes med en prøve. Kurset har en varighed på mindst 45 timer.

Uber har ingen krav om erhvervskørekort eller krav til køretøjers tilstand, ud over de almindelige lovkrav der stilles til almindelige privatbilister – og kun ganske få krav til chauffører. Med hensyn til forsikring er det meget usikkert. hvad Uber tilbyder.  Her skal man sammenligne med kravene til taxiselskaber angående forsikring.

Uber fremfører typisk, at den enkelte Uber-chauffør er selvstændig erhvervsdrivende og at firmaet ikke er et vognmandsfirma, men udelukkende leverer en app, som kan bruges til at formidle kørsel. Netop fordi Uber påberåber sig dette, vil de ikke oplyse myndighederne om chaufførers skattepligtige indkomst. I efteråret 2016 lovede Uber, at de ville gøre det muligt for chauffører i Danmark at tilmelde sig via en knap i deres app.  Om dette sker, er en anden snak. En dansk artikel fra VICE antyder, at der reelt i et stort omfang er tale om sort arbejde for Uber-chaufførers vedkommende. Sammenlign dette med indberetningspligten hos taxiselskaber.

Og netop fordi Uber prøver at skabe denne illusion af at den enkelte Uber-chauffør er selvstændig erhvervsdrivende, kan virksomheden flygte fra sædvanlige krav om arbejdsforhold, arbejdstidsregler og muligheder for tillæg – den “selvstændige” råder jo selv over sit tidsforbrug. I en artikel fra USA siger en Uber-chauffør dette til artiklens forfatter (der selv er nødt til at have tre jobs):

“Sometimes, they’d offer bonuses to convince drivers to work high-demand shifts, like New Year’s Eve. But they would always have conditions attached, and one is usually that you have to accept 80% of all trip requests.” But because these promotions brought so many drivers out, Jon says the app would often fail and he would be unable to accept requests, thus failing to meet his quota and disqualifying him from the cash bonus he had been counting on. “The worst part was there was no recourse,” he tells me. “I’d email them and they’d send me back this form response. There was no boss or manager or any human I could ever talk to.”

Der findes uorganiserede taxichauffører, men 3F har overenskomster på dette område, der garanterer løn og arbejdsforhold for taxichauffører. Disse overenskomster er resultat af forhandlinger med fagforeningerne. Der er ikke en tilsvarende forhandlet overenskomst for Uber.

Nogle (og her ikke mindst liberale politikere som f.eks. Joachim B. Olsen) ynder at opfatte Uber som et hipt ungt og teknologisk oprør, en nødvendig frihedskamp mod taxiselskabernes monopoler. Men reelt er der intet progressivt over Uber. Denne taxivirksomhed, der hævder ikke at være en taxivirksomhed, er simpelthen endnu et eksempel på udviklingen i arbejdslivet under nyliberalismen: Der er en lille kerne af faglærte og sikrede lønmodtagere, der opfatter sig som fastansatte, og derudover er der et prækariat – en stor periferi af løsarbejdere med stor usikkerhed i deres arbejds- og ansættelsesvilkår. Uber er et af de fænomener, der er med til at vedligeholde og udvide dette prækariat.

Nogle mennesker opfatter gode løn- og arbejdsforhold som et rent individuelt anliggende, som den enkelte arbejder skal sikre for sig selv. De vil derfor sikkert være ligeglade med ovenstående forhold. Andre ser udelukkende Uber fra et kunde-synspunkt og synes at Uber bare er godt og smart og nemt og billigt. Hvorfor så gøre så meget ud af alt dette? Dertil vil jeg indvende, at taxikørsel er en vigtig tjenesteydelse i vore dage, og at mange menneskers liv og dagligdag afhænger heraf. Man har også rettigheder som passager, og dårligere regulering er heller ikke til kundernes fordel i sidste ende. Hvordan ville vi have det med Uber-lignende daglejervirksomheder, der tog sig af postudbringning eller ambulancekørsel?

Permanent julestemning?

Den polsk-britiske filosof Zygmunt Bauman er født i 1925. Han undslap først nazismen og siden det kommunistiske diktatur i Polen. I et længere interview til al-Jazeera får han givet nogle interessante betragtninger om verdenssituationen.  De sidste par minutter af interviewet er særligt interessante, for her får vi Baumans betragtninger om hvad lykke er. Det er nogle betragtninger, der er særligt relevante i en tid, hvor det hele kan forekomme uoverskueligt og nogle gange håbløst.

I et interview til webmagasinet 032c siger Bauman det samme, som han siger til al-Jazeera (og herunder er et citat i min oversættelse):

Da Goethe var på min alder, blev han spurgt om han havde haft et lykkeligt liv. Han svarede: “Ja, jeg har haft et meget lykkeligt liv, men jeg kan ikke komme i tanke om én eneste lykkelig uge”. Det er et meget viist svar. Jeg har det på præcis samme måde. I et af sine digte sagde Goethe også, at der ikke er noget mere deprimerende end en lang række solskinsdag. Lykke er ikke alternativet til kamp og besværligheder i livet. Alternativet til det er kedsomhed. Hvis der ikke er nogen problemer at løse, ingen udfordringer at møde som nogle gange overstiger vore evner, da keder vi os. Og kedsomhed er en af de mest udbredte menneskelige lidelser. Lykke – og her er jeg på øjenhøjde med Sigmund Freud – er ikke en tilstand, men et øjeblik, et nu. Vi føler lykke når vi kan komme ud over modgang og ulykke. Vi tager et par sko af, der strammer og klemme vore fødder og føler os lykkelige og lettede. Fortsat lykke er forfærdelig, et mareridt.

Det vigtige er for mig at se erkendelsen af at lykke ikke består i en slags uafbrudt julestemning, men at lykke derimod må være en lige så flygtig følelse som enhver anden følelse.

Vi kan ikke leve uden at opleve lykke, men lykken er ikke en statisk og endegyldig tilstand. Megen religiøs forkyndelse taler om en evig paradistilstand, som sande troende vil opnå en dag, og mange varer (ikke bare produkter, men også ydelser) lover de trofaste forbrugere evig tilfredshed. Men disse løfter er netop illusioner. Et lykkeligt liv er ét, hvor man bliver i stand til at kæmpe mod modgang og til at kunne føle lykke igen og igen. Det betyder ikke, at man skal finde sig i modgang eller uretfærdighed eller at et samfund skal tillade modgang for de mange eller gøre det svært for mennesker at kunne komme til at føle lykke – tværtimod.

En anden verden

Igen i år har jeg fulgt med i DRs julekalender. Den anden verden er en velspillet tv-serie, og den har været meget gennemført, både visuelt og med hensyn til skuespilpræstationer (Sofie Gråbøl og Lars Brygmann er altid gode at se). Om den er præcis så god som Julestjerner af Wikke og Rasmussen eller Tidsrejsen, ved jeg ikke. Men jeg kan godt lide at den fortæller en anden prinsessehistorie end den, man umiddelbart skulle tro – og en anderledes historie om hvad kærligheden rummer. De to teenage-piger, søstrene Anna og Sarah, deler en interesse for at spille teater, men er ellers noget forskellige af sind.

I enhver god fortælling gennemgår hovedpersonerne en afgørende udvikling, og det sker også her:  Sarah først vil flygte ind i eventyrenes verden for at finde den “lækre” prins på den hvide hest (og vil gerne hyldes for sin skønhed omend hun har tandbøjle på!), men til sidst indser hun at det ikke er så godt eller vigtigt: Man kan bogstaveligt talt blive spærret inde af kærligheden, og man kan leve lykkeligt uden prinsen. Anna ender med at være tryg i den hovedrolle, Sarah frasiger sig, og finder sig en kæreste uden egentlig at have ledt efter én. Selv prinsen, der var dominerende og grådig, gennemgår en udvikling. På den måde er Den anden verden en kritik af den eskapisme og jagt på den hurtige kærlighed og de traditionelle kønsroller, der fylder så meget mange steder i verden i disse år.

Og så kan jeg også godt lide fortællingen om den fladpandede og omskiftelige hovedsponsor for teatret, der konsekvent insisterer på flere nissescener og tror at han kan instruere den slags selv. På den måde får julekalenderen taget brodden af al den sædvanlige kritik (der typisk kommer fra voksne) af at der ikke “er jul nok” i årets julekalender og endda også sagt noget om at god kunst er uafhængig af økonomiske luner.

Det er kærkomment med disse positive modfortællinger, der findes i et fortælle-format, hvor vi alle forventer (og med rette) at det skal ende godt. Der er heldigvis sket en hel masse siden Jul på slottet. Man kunne måske håbe, at næste års julekalender/u-landskalender kunne tage dette endnu et skridt, hedde Den tredje verden og rette blikket sydpå også, men det er måske et lige vel voldsomt forlangende!