Plastic (del 3)

packaging-pollution

I Aalborg kommune har vi nu en affaldssorteringsordning, der også gør det muligt at aflevere plastic og metal foruden pap og papir. Hver husstand har fået en stor container med to rum – det ene til plastic og metal, det andet til papir. Det er en rigtig god idé, men jeg kan ikke lade være med at spekulere på om containeren rent faktisk er stor nok og om den frivillige ordning er nok.

Min kæphest er en pantordning på plastic baseret på plasticart og vægt. Den ville kunne tvinge alle – både producenter og forbrugere – til at forholde sig til hvor megen plastic, der rent faktisk er nødvendig, og indløsning af pant kunne måske blive et incitament for at sortere og indlevere plasticaffald.

Den 22. februar 2015 skrev jeg i et blogindlæg:

Især er det interessant at der er pant på bestemte slags plastic, nemlig plasticflasker til bestemte slags drikkevarer. Panten sikrer at plasticflaskerne bliver genanvendt på forsvarlig vis og at industrien ikke indfører ufornuftig emballage i disse sammenhænge. En tilsvarende pant findes på bestemte slags dåser til drikkevarer – så der er også en form for metalpant. Hvorfor kan man ikke udvide disse pantordninger til alle former for plastic og metal og anvende de metoder til automatisk affaldssortering, som Miljøstyrelsen allerede kender til? Selvfølgelig skulle en sådan pantordning værdisætte panten på en anden måde end nu – en mulighed var værdisættelse pr. vægt og pr. plastictype. Jeg kender ikke svaret, men jeg håber ikke at mit spørgsmål er naivt.

Et af de steder, hvor plastic er et særlig stort problem, er i vore have. I dag har jeg erfaret at man i Island i hvert fald siden 2015 har haft pant på fiskenet af plastic. Og det virker.

En pantordning på plastic har man allerede længe kendt fra store musikfestivaler. Jeg husker forskellen mellem Roskilde-festivalen før og efter der kom pant på drikkekrus. Før pantordningen gik der kun en dags tid, så lå der itutrådte plastickrus overalt. Efter pantordningen lå der ikke ét eneste på jorden, men til gengæld så man ganske mange festivalgæster med stakkevis af krus ved pantboderne.