Sceneskræk og erfaring

Ugens helt overraskende musikoplevelse er Patti Smiths udgave af “A Hard Rain’s A-Gonna Fall” fra Nobel-ceremonien i Stockholm. Hun går i stå, siger undskyld og at hun er så nervøs – og spørger om ikke man kan tage verset forfra. Videoklippet kan man se nedenfor.

Hvis det havde været et ungt popidol som f.eks. Justin Bieber, der havde gjort dette, ville dette formodentlig have været ekstremt pinligt, men i denne sammenhæng blev det alt andet end dét. Læg mærke til hvordan flere i publikum fælder en tåre. Også jeg bliver bevæget, både da Patti Smith går i stå og da hun fortsætter og ender med at føre sangen sikkert i havn. Alle har vi tilgivet hende – ja, måske var der endda ikke noget at tilgive. Måske var det i virkeligheden sådan, fremførelsen burde være?

Det er noget helt særligt at opleve at en ekstremt rutineret sanger som Patti Smith, der har optrådt på store scener i en menneskealder og om få dage runder de 70, rammes af nervøsitet og indrømmer det. Mange har haft det (og kan have det) på den måde, selv efter lang tids erfaring. Jeg oplever det ikke ret tit, men det er sket.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, at denne sang, som Bob Dylan skrev i en alder af 22, i Patti Smiths fortolkning er kommet til at handle om noget helt andet end dengang i 1963 – den er blevet til en viis gammel dames fortælling til ungdommen om alt det, hun har set i livet. Også dét er gribende og minder mig om den ekstra dybde som Johnny Cash føjede til andres sange, da han i sin alderdom fortolkede dem på sine American Recordings-albums.

Og så er det selvfølgelig også noget specielt og fascinerende ved at se en fremtrædende repræsentant for hippie-tidens idealer stå der, lidt forpjusket, midt i al pompen og pragten.

(Visited 101 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar