Sidste arbejdsdag inden jul

For mig har den 22. december altid været den sidste arbejdsdag inden jul. Og som så ofte før har det været en noget anderledes arbejdsdag, hvor jeg er endt med kun at lave småting. På en dag uden aftaler af nogen art kunne jeg selvfølgelig have lavet en intens forskningsindsats for at revidere et artikelmanuskript eller have forberedt en podcast til foråret. Men nej. Jeg fik lavet en rejseafregning, besvaret mails og revideret en beskrivelse af et udviklingsprojekt om erfaringer med projektvejledning, som jeg skal bruge tid på i 2017. Det var stort set dét. I skrivende stund hører jeg julemusik og drikker en belgisk øl, der havde gemt sig i det lokale institutkøleskab. Og bare rolig, netop af dén grund er jeg for en gangs skyld ikke på cykel, men tager en bus. Godt det samme, thi jeg har til min udelte overraskelse fået en fyldig æske med en institut-julegave, også selv om jeg ikke rigtigt er medarbejder ved Institut for matematiske fag, men kun en overløber. Tak!

Nu venter bare de sidste juleindkøb, og derefter vil jeg prøve at lade en form for julefred sænke sig for en stund. Mange ved godt, at jeg synes at der er noget grundlæggende forkert i verden i disse år, noget som vi skal gøre noget afgørende ved. De næste dage vil jeg prøve at få fornyet energi til det.

(Visited 150 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar