Rogue One

Så fik jeg set Rogue One, her kun et døgn efter den triste nyhed om Carrie Fishers alt for tidlige bortgang.

Filmen fortæller forhistorien om tilvejebringelsen af de tegninger, der i den (kronologisk set) første stjernekrigsfilm bliver brugt til at finde det svage punkt i Dødsstjernen. Mest fascinerende er dog den blinde kinesiske (?) stokkekamp- og bueskydnings-ekspert Churrit Imwe. Denne del af filmen er en tydelig hilsen til asiatiske film om kampsport. I det hele taget kan man se, hvordan filmmagerne har gjort sig umage med at lave en langt mere mangfoldig rollebesætning end i gamle dage. Skurkene fra Imperiet er dog stadig alle fra Sydengland! Og så er der selvfølgelig Mads Mikkelsen, der igen har fået en rolle som mut mand.

Prinsesse Leia dukker op til allersidst, spillet af den norske skuespiller Ingvild Deila. Mest overraskende er det, at også general Tarkin fra de gamle Star Wars-film dukker op – og at hans ansigt er helt og aldeles computergenereret. Den oprindelige rolleindehaver, den legendariske engelske skuespiller Peter Cushing, døde nemlig helt tilbage i 1994. Netop her kan man se, hvor langt hele teknologien er nået. Det teknologiske stade har præget også den sidste del af filmen, der er et langt slag mellem rumskibe og som uvilkårligt leder tankerne hen på et storslået computerspil. Netop her bliver det næsten for meget spil-atmosfære og for lidt spillefilm, må jeg tilstå. (Denne bevægelse går begge veje. I en forfilm kunne jeg se, at det populære spil Assassin’s Creed nu er blevet filmatiseret!)

I Rogue One er det den høje robot K-2SO, der er filmens comic relief. Men det er så også dét. Tonen er som helhed noget mere dyster end den, man kender fra de tre klassiske Star Wars-film, og det er nok her, Rogue One har sin begejstring. Det var i højere grad, end jeg vel engang troede, samspillet mellem Carrie Fisher, Harrison Ford og Mark Hamill midt i hele det futuristiske og utrolige univers, der gjorde de tre klassiske film til noget særligt.

(Visited 130 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar