Her slutter året så

En kassebon fra Malta.

Det har været et underligt år, det der slutter nu.

Jeg vil huske den mandag morgen, jeg kom for sent på arbejde, fordi jeg netop havde læst at David Bowie var død og opdagede, at jeg sad og græd.

Jeg husker juli måned, hvor det en overgang var som om der var et nyt terrorangreb hver dag. Det begyndte med lastbilangrebet i Nice. Kontrasten til den rolige sommerferie med familien i Portugal var grel.

Jeg husker den aften i Lissabon, hvor jeg læste at fredsaftalen i Colombia var blevet forkastet ved en folkeafstemning.

Jeg husker den morgen i Glasgow, hvor jeg vågnede kl. 4 om morgenen og læste at Donald Trump var på vej til at vinde det amerikanske præsidentvalg.

Jeg husker, da jeg to døgn senere igen vågnede alt for tidligt og nu kunne læse på min telefons nyhedsopdatering, at Leonard Cohen var død.

Og jeg husker, hvordan nyhederne om borgerkrigen i Syrien strømmede ind og hvordan jeg i Lissabon var med til at arrangere Amnesty Internationals fakkeltog i Aalborg i solidaritet med civilbefolkningen i Aleppo; der gik 36 timer fra vi besluttede os til at lave fakkeltoget til det fandt sted.

Bagefter kom der endnu et lastbilangreb, nu i Berlin, og George Michael og Carrie Fisher og hendes mor nåede at dø i løbet af juledagene.

2016 blev det år, hvor jeg har været hjemmefra i længst tid siden 1991 – alt i alt har det været omkring fem måneder. Først sammen med familien en stor del af foråret, hvor huset skulle renoveres. I den periode nåede jeg at undervise mere end nogensinde før, men også at besøge Skotland, Italien og Malta i embeds medfør og at være koordinator og hovedforfatter på en Horizon 2020-ansøgning, der selvfølgelig endte med at blive afvist. Sidenhen i form af hele fire rejser i efteråret – til Portugal, Skotland, Vietnam og Portugal igen. Også på universitetet har jeg været væk fra de vante rammer i et andet kontor på et andet institut, omgivet af andre mennesker.

2016 har været et omskifteligt, intenst år og på nogle måder et meget usikkert år. Nogle gange har jeg mærket en frygt for fremtiden, som jeg ikke kan mindes at have haft siden først i 1980’erne, hvor det ofte virkede som om en verdenskrig hele tiden lå på lur. For de mennesker rundt om i verden, der har fået deres liv revet op med rode på grund af krig og andre voldshandlinger, er denne frygt og usikkerhed selvfølgelig en anden.

Her hvor året går på hæld, er jeg nok ikke den eneste, der håber på at 2017 bliver anderledes. Nogle ting er vi ikke selv herre over, men der er også meget, vi selv kan gøre for at skabe et nyt og bedre år. Det er ikke kalenderen, der ændrer verden, det er menneskene. Lad os huske dét.

Godt nytår.

(Visited 131 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar