Glædelig jul!

Så nåede vi omsider hertil efter et år, som mange er enige om har været turbulent og sørgeligt og grimt.

Jeg håber, at 2017 vil blive et bedre, smukkere og mere fredeligt år end 2016 endte med at blive, og jeg vil gerne ønske alle, der læser dette, en glædelig jul.

 

En nykonservativ CIA-agents bekendelser 

Kilde: The Monthly Statistical Report on victims, November 2016 Violations Document (http://vdc-sy.net/Website/wp-content/uploads/2016/12/November-report-Eng.pdf)

I dag begik jeg den brøler at vikle mig ind i en diskussion i et kommentarspor på Facebook blandt mennesker, der har en opfattelse af konflikten i Syrien som er fuldstændig forskellig fra min. Ifølge dem er det, de kalder mainstreammedierne og konsekvent forkorter MSM, helt igennem usandfærdige og ren propaganda for USA og NATO. Tværtimod er det Assad-styret, de russiske medier og de vestlige journalister, som med Assad-styrets tilladelse har besøgt de Assad-kontrollerede områder i Syrien, der er de troværdige kilder.

Konflikten i Syrien udspringer ifølge Assad-tilhængerne slet ikke af noget, der engang var protester mod et diktatur. Tværtimod er konflikten i Syrien et angreb på Bashar al-Assads legitime regering, og de grupperinger, andre ville omtale som oprørere, er simpelthen terrorister. Konflikten er i det hele taget ikke en borgerkrig, men en række terrorangreb. Bashar al-Assad er en demokratisk og pluralistisk præsident, der aldrig har forårsaget uskyldige civiles død. Flygtninge flygter derfor kun fra ISIS og andre islamistiske grupper; i virkeligheden er alle flygtninge fra Syrien nemlig tilhængere af Assad. Det tør de bare ikke sige til nogen. En undtagelse er dog de syriske flygtninge der når til Europa; de er nemlig Assad-modstandere på samme måde som iranske flygtninge er tilhængere af den nu afdøde shah. I det hele taget skal man ikke fæste lid til flygtninge, for ingen af dem har noget godt overblik over situationen i Syrien (ligesom danskere typisk ikke forstår den politiske situation i Danmark).

Jeg kan formodentlig ikke referere denne fortælling loyalt, for jeg må indrømme at jeg finder den meget bizar og helt umulig at forene med de beretninger, jeg har hørt fra mennesker, der selv har været i Syrien, og med min opfattelse af Syrien som et brutalt diktatur. Jeg er kritisk over for den politik, USA og andre vestlige lande har ført i forhold til borgerkrigen i Syrien – mest har den bestået i ikke at gøre noget, og ellers har den bestået i bombardementer, der har kostet en del civile livet. Men det betyder bestemt ikke, at jeg sympatiserer med Assad-regimet – tværtimod.

Da man i Facebook-diskussionen opdagede,  at jeg er medlem af Amnesty International, steg foragten voldsomt, for jeg var nu ifølge dem afsløret som en nykonservativ tilhænger af CIAs forsøg på at omstyrte lovligt valgte regeringer – og dertil var jeg en islamofob som mener at flygtninge kun kommer til Europa med den hensigt at kunne modtage kontanthjælp, og jeg var tydeligvis et menneske som ikke stoler på arabere. (Ingen af delene kan siges at beskrive mine holdninger særlig godt.)

Hele denne bredside af vrede virkede fuldstændig fyldt med selvmodsigelser, og til sidst, da jeg fik at vide at jeg var et røvhul, gav jeg op. Det påfaldende var dels, at ingen af deltagerne var syrere, dels at de tydeligvis opfattede sig som venstreorienterede. Nogle af dem er samtidig tilhængere af det, jeg ville kalde en konspirationsteori  – nemlig at terrorangrebene i USA i 2001 var udført af USA selv. Det yderligere specielle er her, at det i Europas politiske landskab er på den nationalistiske højrefløj, man finder den store støtte til Assad. Front National i Frankrig, Alternative für Deutschland i Tyskland og Jobbik i Ungarn støtter alle Assad, og i Danmark kan man høre lignende toner fra Dansk Folkeparti. Alle er enige i en fortælling om at der findes en særlig sandhed om verdens sande tilstand, som bliver undertrykt, og som kun de har adgang til.

Og alt dette viser mig to ting: For det første, at diskussioner på Facebook er ørkesløse og udmattende. For det andet, at de syriske flygtninge er oppe imod en gruppe mennesker, der simpelthen ikke tror på deres historier.  Det er i virkeligheden dét, der gør mig allermest vred. Assad-tilhængernes benægtelse af syrernes lidelser under Assad-regimet og af deres bevæggrunde for at flygte fra Syrien er simpelthen en hån mod dem.

Sidste arbejdsdag inden jul

For mig har den 22. december altid været den sidste arbejdsdag inden jul. Og som så ofte før har det været en noget anderledes arbejdsdag, hvor jeg er endt med kun at lave småting. På en dag uden aftaler af nogen art kunne jeg selvfølgelig have lavet en intens forskningsindsats for at revidere et artikelmanuskript eller have forberedt en podcast til foråret. Men nej. Jeg fik lavet en rejseafregning, besvaret mails og revideret en beskrivelse af et udviklingsprojekt om erfaringer med projektvejledning, som jeg skal bruge tid på i 2017. Det var stort set dét. I skrivende stund hører jeg julemusik og drikker en belgisk øl, der havde gemt sig i det lokale institutkøleskab. Og bare rolig, netop af dén grund er jeg for en gangs skyld ikke på cykel, men tager en bus. Godt det samme, thi jeg har til min udelte overraskelse fået en fyldig æske med en institut-julegave, også selv om jeg ikke rigtigt er medarbejder ved Institut for matematiske fag, men kun en overløber. Tak!

Nu venter bare de sidste juleindkøb, og derefter vil jeg prøve at lade en form for julefred sænke sig for en stund. Mange ved godt, at jeg synes at der er noget grundlæggende forkert i verden i disse år, noget som vi skal gøre noget afgørende ved. De næste dage vil jeg prøve at få fornyet energi til det.

Når det hele virker håbløst

I går var der et attentat i Ankara, et skyderi ved et islamisk center i Zürich og et lastbil-angreb i Berlin. Pludselig føles det igen som i juli i år, hvor der en lang overgang var terrorangreb næsten hver dag.

I min egen lille privilegerede akademiske boble er der intet sket, men ude omkring i verden er der død og had. Snart kommer julen, men det er unægtelig en underlig jul.

Mine tanker er hos dem, der har mistet og med dem, der mister – i hele verden, ikke kun i Europa. For i Syrien dør der lige så mange mennesker hver dag, som der i går døde i Europa – og ofte langt flere.

Nogle gange virker det hele håbløst, og man kan være desillusioneret ud over alle grænser. Så er det værd at huske, at det jo er præcis sådan, de gerne vil have os til være, alle dem der hader og slår ihjel – at vi skal blive lige så desillusionerede som dem. Men vi har hinanden, og vi skal standse det her. Ingen anden vil gøre det for os. Vi må efterhånden være mange nok til at sige fra over for døden og hadet og kynismen og volden. Hvis der skal blive en bedre menneskehed derude, er det nødt til at det være os, der skaber den.

Møde med loftet

Så vedtog et flertal i Folketinget det såkaldte uddannelsesloft. Loftsmetaforen er ved at vinde indpas i politik (jf. kontanthjælpsloftet).

Jeg spekulerer på, hvordan politikere tænker på uddannelsernes rolle i samfundet. Det seneste tiltag tyder endnu engang på at man ser uddannelser som først og fremmest en udgift, der skal begrænses. Det passer meget tydeligt med den stadige nedskæring på to procent på uddannelserne. Og samtidig passer det nye uddannelsesloft meget tydeligt ind i den eksisterende tankegang, hvor man som uddannelsessøgende skal vælge tidligt og vælge rigtigt – man skal så at sige ikke blive klogere undervejs.

Men én ting undrer mig: hvis vi nu ser at produktionsomkostningerne bliver lavere på grund af automatisering og på grund af de stadigt bedre muligheder for vidensdeling, som internettet giver mulighed for, og hvis den enkelte borgers arbejdsliv skal være stadigt længere, hvad er da fordelene ved at man ikke skal kunne omkvalificere sig?

Sidste dag i Lissabon

 

I dag er det min sidste dag i Lissabon. Det har været en intens uge, hvor jeg har fået meget fra hånden under mit besøg på Universidade de Lisboa. (Det lykkedes mig endda også at være med-initiativtager til en demonstration i Aalborg i begyndelsen af ugen.) 

Det er samtidig første gang, jeg har været væk hjemmefra lige op til jul. Det bliver godt at se familien igen og at få afsluttet juleforberedelserne sammen.

Weekenden har været forholdsvis ukoncentreret med gåture i byen under en fin blå himmel og mens solen var ved at gå ned. Decembervejret er meget lunere her end i Danmark, men det er alligevel ærgerligt at lejligheden, hvor jeg har boet, er uopvarmet.

I dag så jeg en interessant udstilling om Francisco Afonso Chaves, en geofysiker og naturhistoriker fra Azorerne der levede fra 1857 til 1926. Ham kendte jeg ikke til før i dag, må jeg desværre indrømme. Udstillingen viste hans mange fotografier, hvoraf mange var stereogrammer. De var i sort/hvid, men Francisco Chaves eksperimenterede også med tidlige former for farvefoto. Ingen af disse var dog så overbevisende som hans monokrome billeder – der ofte var taget i forskningsøjemed, men også er interessante som historiske dokumenter og som eksempler på god billedkomposition. Det er i øvrigt et interessant sammentræf, at den forsker, jeg har haft mest med at gøre her, også hedder Francisco og også oprindelig kommer fra Azorerne.

Sceneskræk og erfaring

Ugens helt overraskende musikoplevelse er Patti Smiths udgave af “A Hard Rain’s A-Gonna Fall” fra Nobel-ceremonien i Stockholm. Hun går i stå, siger undskyld og at hun er så nervøs – og spørger om ikke man kan tage verset forfra. Videoklippet kan man se nedenfor.

Hvis det havde været et ungt popidol som f.eks. Justin Bieber, der havde gjort dette, ville dette formodentlig have været ekstremt pinligt, men i denne sammenhæng blev det alt andet end dét. Læg mærke til hvordan flere i publikum fælder en tåre. Også jeg bliver bevæget, både da Patti Smith går i stå og da hun fortsætter og ender med at føre sangen sikkert i havn. Alle har vi tilgivet hende – ja, måske var der endda ikke noget at tilgive. Måske var det i virkeligheden sådan, fremførelsen burde være?

Det er noget helt særligt at opleve at en ekstremt rutineret sanger som Patti Smith, der har optrådt på store scener i en menneskealder og om få dage runder de 70, rammes af nervøsitet og indrømmer det. Mange har haft det (og kan have det) på den måde, selv efter lang tids erfaring. Jeg oplever det ikke ret tit, men det er sket.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, at denne sang, som Bob Dylan skrev i en alder af 22, i Patti Smiths fortolkning er kommet til at handle om noget helt andet end dengang i 1963 – den er blevet til en viis gammel dames fortælling til ungdommen om alt det, hun har set i livet. Også dét er gribende og minder mig om den ekstra dybde som Johnny Cash føjede til andres sange, da han i sin alderdom fortolkede dem på sine American Recordings-albums.

Og så er det selvfølgelig også noget specielt og fascinerende ved at se en fremtrædende repræsentant for hippie-tidens idealer stå der, lidt forpjusket, midt i al pompen og pragten.

En dag ved tavlen

Tavlen om formiddagen. Tavlen så helt anderledes ud om eftermiddagen.

Dagen i dag var min sidste egentlige arbejdsdag i Lissabon. I går brugte jeg eftermiddagen på at besøge jeg det andet universitet her, Universidade Nova de Lisboa (UNL), ovre på den anden side af Tejo-flodens munding. Det var jeg nemlig kommet til at love Carla og Luis fra UNL, da jeg var på disse kanter for to måneder siden. Det gik som det skulle; jeg holdt et foredrag og fik talt med folk der.

Men nu var det tid til at få afsluttet det, der egentlig var formålet med mit besøg her, nemlig at komme videre med forskningssamarbejdet med mine kolleger på Universidade de Lisboa (UL). Dagen endte som en af de dage, hvor tre mennesker går frem og tilbage foran en tavle, skiftevis skriver ting ned og sletter dem igen og er højlydt i tvivl om det, de netop har skrevet, vældig meget af tiden.  Hvis folk uden for de teoretiske fagområder, hvor matematik spiller en stor rolle, havde overværet dette, ville de sikkert have undret sig – det er næsten så langt fra en normal samtale, som tænkes kan. Men sådan plejer de mest ide-intensive tidspunkter at udspille sig, i al fald inden for mit forskningsområde, og sådan har det været, så længe jeg kan mindes.

Til sidst indså vi, at vi havde fået nogle gode ideer og var blevet klogere, men at der var mere at lave, som vi ikke ville kunne nå nu. Vi tog billeder af tavlen om formiddagen, og jeg skrev ting ned i hånden på min iPad om eftermiddagen. På dén måde er tankeprocessen en anden end for bare 5 år siden. Formodentlig bliver vi nødt til at ses igen engang i det nye år, og sikkert i Lissabon (jeg er den ene af tre, der kommer udefra).

Bagefter var der kun tilbage for mig at tage metroen ind til centrum, få mig lidt at spise og at gå gennem den portugisiske hovedstad hvor der står store, lysende “julekegler” på flere af byens kendte pladser.

En trist kur mod hjemve

Her til aften fulgte jeg via en live-stream på Facebook med i fakkeltoget for Aleppo, der fandt sted i Aalborg. Jeg hørte de gode taler fra Thomas Kastrup-Larsen, fra Per Clausen og fra Haifaa Awad og blev bevæget af alle de varme følelser, der var så tydelige. Det gjorde især stort indtryk på mig at se de syriske flygtninges reaktioner –  en blanding af vrede over krigen og over Assad-regimet, sorg over Aleppos skæbne og taknemmelighed over at der nu er nogen, der viser solidaritet med dem. Netop da ville jeg ønske, at jeg havde været i Aalborg.

Men bagefter læste jeg nyhederne og begik den store fejl at se Debatten på DR2, der denne gang handlede netop om situationen i Syrien. Det fjernede med ét slag min hjemve – præcis som i det tidlige efterår, hvor Debatten handlede om hvem, der kunne få lov til at blive opfattet som danskere.

Denne gang blev jeg ked af at indse, at mange danske politikere  selv nu, hvor tragedien i Aleppo er så tydelig, stadig kun er i stand til at se borgerkrigen i Syrien og det, at millioner af mennesker er på flugt fra dette helvede, ud fra et rent dansk perspektiv.

Thomas Kastrup-Larsen talte i Aalborg om menneskerettighederne og vigtigheden af dem (og det var en god tale, han holdt!), men hans partifælle Ane Halsboe-Jørgensen (også fra Nordjylland) kunne på DR2 kun tale om hvor vigtigt det er for Danmark er ikke at tage imod kvoteflygtninge. Socialdemokraterne hævder, at de siden 1871 har kæmpet “for et bedre Danmark og en bedre verden” og for respekten for det enkelte menneske, men netop nu virker det som om ledende socialdemokrater mest er optaget af at sikre at Danmark ikke skal tage imod handicappede kvoteflygtninge. Og det er bemærkelsesværdigt, hvordan en nationalistisk politiker som Søren Espersen så tydeligt udviser forståelse over for Assad-regimet og taler for dets legitimitet.

Det internationale udsyn og opbakningen til menneskerettighederne er på vej til at forsvinde helt hos de danske politiske partier, der går efter regeringsmagten, og det er sørgeligt at opleve. Der var engang visionære politikere fra disse partier, men det er længe siden nu.