I morgen: Fakkeltog i Aalborg for Aleppo

Fra fakkeltoget for Aleppo i København.

I dag har der været fakkeltog i solidaritet med civilbefolkningen i Aleppo rundt om i landet. I morgen, torsdag den 15. december kl. 19.00, er det i Aalborg, der er fakkeltog. Borgmester Thomas Kastrup-Larsen og byrådsmedlem Per Clausen holder tale, og med på en telefonforbindelse fra København er Haifaa Awad, der også holder en tale. Fakkeltoget går fra Toldbod Plads til Honnørkajen.

Amnesty International i Aalborg står bag arrangementet sammen med andre engagerede borgere, partier og foreninger. Selv kan jeg desværre ikke deltage, for jeg befinder mig i Portugal (men jeg har forsøgt også at gøre mit for at være med i planlægningen via Internet).

Mød op i Aalborg og vis din solidaritet med civilbefolkningen i Aleppo!

Skulle du være forhindret, kan du skrive under på Amnesty Internationals underskriftindsamling. Vi kræver at civilbefolkningen skal evakueres sikkert ud af Aleppo.

En dansker i eksil

Da jeg sidst var i Lissabon tilbage i det tidlige efterår, blev jeg af Facebook foreslået at læse en artikel om – at være flyttet til Lissabon. Forfatteren var Susanne Sayers, der er en dansk journalist som har boet i den portugisiske hovedstad siden marts i år, og det viste sig samtidig at hun og jeg havde flere fælles bekendte. Jeg endte dengang med at blive Facebook-ven med Susanne, og i dag mødtes vi så for første gang ansigt til ansigt oppe ved Miradouro da Graça, der er et af mange udsigtspunkter her. (Miradouro betyder “udsigtspunkt”). Her kan man se nogle flotte solnedgange, hvis der ikke er overskyet.

Men det var der. Det forhindrede os nu ikke i at få talt om alt fra arbejdsgange i det portugisiske sundhedsvæsen og muligheder for dataanalyser heraf over eksamen over tjenerfaget og det journalistiske niveau i “Den korte avis” (det emne var nu hurtigt udtømt) til rejser i Vietnam, og så selvfølgelig også tonen på Facebook. Det var rigtig hyggeligt, og mon ikke vi ses igen, hvis/når jeg engang igen kommer til Lissabon en anden gang?

Aleppo er faldet

I dag kunne jeg se en nyhedsopdatering om at den østlige del af Aleppo, der var kontrolleret af oprørere, nu er faldet til Assad-regimets hær. Det er ikke overraskende, men det er trist. Hvilke konsekvenser dette vil få, ved ingen. Men det betyder næppe, at krigen i Syrien slutter snart. Dét, der derimod er slut, er drømmen om et anderledes Syrien uden diktatur. De fleste mennesker har været tilskuere til alt dette og har ikke kunnet være stort mere end dét, men de verdens regeringer, der har haft mulighed for at gribe ind, har enten været tilskuere eller har støttet Assad-regimet.

Jeg ved af gode grunde ikke, hvordan man vil i fremtiden vil se på begivenhederne op til Aleppos fald eller på den passive eller direkte fjendtlige måde, hvorpå mange af de samme regeringer har forholdt sig til at millioner af mennesker er flygtet ud Syrien. Men der er ikke noget at være stolte over.

Julegensyn med Lissabon

I dag er jeg endnu engang ankommet til Lissabon. Formålet med mit besøg er at afslutte (om muligt) det arbejde, jeg begyndte på da jeg var her i det tidlige efterår. Hvis alt går som det skal, er der blevet lagt et manuskript på ArXiv.org inden året er omme.

Det er et noget anderledes Lissabon, jeg møder denne gang. Indflyvningen til Lissabon er noget helt særligt, og for første gang oplever jeg den i aftenmørke. Temperaturen hernede er dalet en del – i dag var det kun 19 grader varmt, og i de kommende dage daler temperaturen til 15-16 grader. Men jeg brokker mig ikke. Når man er vant til danske decembertemperaturer, minder dette om en pæn aften sidst i april.

Der er ikke mange turister i de små gader i Alfáma her 3. søndag i advent, og kun et enkelt sted hørte jeg en fadista synge fado inde fra en taverna. Til gengæld er der juletravlhed, og butikkerne har længe åbent i centrum. Juleudsmykningen her med tusinder af små LED-pærer er helt anderledes filigran-agtig end hvad jeg har set i Danmark.

Men meget andet er som jeg husker det. Sporvognene kører stadig, og udsigten over Tejo er den samme. Hvis jeg er heldig, kan jeg nå at se solnedgangen ved 17-tiden en af dagene.

Menneskerettighedsdagen 2016 – en folkevandring for en ordentlig behandling af flygtninge

I dag har jeg og mine kolleger fra Amnesty International endnu engang været med til at fejre den internationale menneskerettighedsdag, som er den 10. december. I år har vi i Amnesty International særligt fokus på flygtninges menneskerettigheder, og derfor var vi gået sammen med Oxfam Ibis, Dansk Flygtningehjælp, Internationalt Forum, den lokale Aalborg-forening Asylforum og aktivitetshuset 1000fryd om at arrangere et fakkeltog. Det fulgte op på vores to tidligere folkevandringer for en ordentlig behandling af flygtninge i oktober 2015 og juni i år.

Denne gang var det vores særlige fokus at appellere til verdens regeringer – og her specielt, fordi vi er i Danmark, til den danske regering – om at finde en fælles løsning på den store humanitære krise, der har drevet millioner af mennesker på flugt fra især borgerkrigen i Syrien. En så stor krise kan kun håndteres, hvis der bliver fundet en fælles løsning, hvor mange lande påtager sig et ansvar. Lige nu er det helt overvældende flertal af flygtninge fra Syrien fordelt over nabolandene til Syrien. Libanon, et land der er en hel del mindre end Danmark, huser nu langt over 1 million flygtninge. I gennemsnit er et menneske, der er flygtning, på flugt i hele 17 år.

På Nytorv havde vi sat 200 små “minitelte” op med lys i for at minde om at 86% af alle verdens flygtninge opholder sig i nærområder, dvs. et naboland til det land de er flygtet fra – og at mange af dem bor i lejre. Derefter gik vi sammen til Nordkraft. Her var der en tale med Fawaz Alzatto, der bor i Hobro, er aktiv i Venligboerne og er flygtning fra Syrien. Så fortalte og Søren Bruun Jensen, der ud over at arbejde med asylansøgere også skriver sange. Og endelig kom Signe Lindstrøm fra Asylforum og holdt en tale og fik os til at synge en fælleskanon.

Til allersidst samlede vi underskrifter for at appellere til den danske regering om at tage imod 500 UNHCR-flygtninge, sådan som Danmark altid har haft en mangeårig praksis for at gøre. Denne praksis har regeringen, de øvrige borgerlige partier og Socialdemokraterne imidlertid nu valgt at stoppe.  Denne praksis rammer nogle af de svageste flygtninge i UNHCRs system. Man vil end ikke genbosætte 20 handicappede flygtninge.

Venstre vs. Løgstrup

Efter Morten Dige, ph.d., Filosofisk institut, Århus Universitet (http://slideplayer.dk/slide/2029651/)

I disse år kan vi se en fornyet interesse for filosofi som udgangspunkt for samfundskritik. Svend Brinkmanns bøger Stå fast! og Ståsteder er begge bøger, der giver en kritik af tendenser i det moderne samfund ud fra filosofi. En af de filosoffer, Brinkmann tager udgangspunkt i, er K.E Løgstrup og hans begreb om den etiske fordring.

Nogle gange bliver det tydeligt, at politikere forholder sig til de store spørgsmål, men gør det gennem et etisk standpunkt, der er baseret på ræsonnementer med mange indirekte led. Mange politikere vil hævde, at målet med deres politik er at skabe det gode liv for borgerne. Men der er kun sjældent diskussioner af hvad det gode liv er.

Venstre begrunder således kontanthjælpsloftet med følgende indirekte ræsonnement:

Beslutningen om at indføre et nyt kontanthjælpsloft bunder naturligvis ikke i noget ønske om at straffe folk uden arbejde. Tværtimod. Det handler om at få flere ud af et liv på kontanthjælp og ind på arbejdsmarkedet. 

Kontanthjælpsloftet betyder selvfølgelig, at nogle mennesker vil opleve en lavere ydelse, medmindre de finder et arbejde…

Og lad os lige huske på, at kontanthjælpen er ment som en midlertidig – ikke en permanent løsning. Det er meningen, at folk skal i arbejde. Jeg så forleden en rigtig positiv historie på DR om en arbejdsløs kvinde, som havde stået uden arbejde siden 2012 og nu havde fået job. Hun forklarede selv, at hun havde fundet motivationen pga. kontanthjælpsloftet. Det er godt, og endnu flere skal den vej. 

Så vidt jeg kan se, er det underliggende etiske ræsonnement dette:

Hvis et menneske modtager ydelser over et vist beløb, vil han/hun ikke lide afsavn. Men dette er ikke det gode liv. Det gode liv består i at have et arbejde. Mennesker bliver kun motiveret gennem at lide afsavn. Det er derfor beslutningstagernes pligt at skabe afsavn, hvor det er nødvendigt. Ved at skabe et afsavn, vil det enkelte menneske blive motiveret til at få et arbejde, og herigennem vil han/hun få et arbejde og dermed opnå at leve et godt liv. Fordi afsavnet således i sidste ende fører til det gode liv, er det forsvarligt, at beslutningstagerne skaber afsavn hos udvalgte borgere.

Men består det gode liv altid i at have et arbejde? Og kan en politik, der som sit direkte formål har at skabe afsavn, forsvares? Disse antagelser kan diskuteres, og de hører hjemme i etikkens domæne.

Det kunne være interessant at have en diskussion mellem politikere og filosoffer om det gode liv – eller endda mellem embedsmænd og filosoffer. Embedsmænd opfatter gerne sig selv som loyale redskaber for politikere, men i nogle sammenhænge er det formodentlig lige omvendt. Det ville være spændende at få embedsmænd til at afdække de etiske ræsonnementer, de betjener (eller ikke betjener) sig af.

Nogle af de tydeligste forsøg på at begrunde politiske beslutninger ud fra et begrebsapparat, der ikke alene består af økonomiske nyttebetragtninger skyldes Dansk Folkeparti og andre nationalistiske politikere, der taler om en bestemt fortolkning af kristendom og om menneskers uforanderlige natur, der er knyttet sammen med deres uforanderlige nationalitet. Men også disse overvejelser kunne i høj grad trænge til at blive genstand for en diskussion med filosoffer.

Når dette er sagt, er det samtidig vigtigt at huske, at en indsigt i filosofi ikke udgør en garanti for at man fører en bedre (endsige mere human) politik end ellers. Det tydeligste eksempel er Marcus Aurelius, der på én og samme tid var en vigtig filosof inden for stoicismen og kejser for Romerriget på et tidspunkt, hvor det var størst og mægtigst. Alle hans vigtige tanker om det gode liv satte sig nemlig ikke mange spor i Romerriget: Slaveriet fortsatte med at eksistere, forfølgelserne af religiøse mindretal fortsatte og Marcus Aurelius endte endda med at beslutte at hans usympatiske søn Commodus, der var alt andet end inspireret af stoicismen, skulle efterfølge ham som kejser. Det betød samtidig begyndelsen på en lang nedtur for Romerriget.

Varselsskud

Der er nu stort fokus på udtalelser fra Kenneth Kristensen Berth fra Dansk Folkeparti, hvori han taler for at man skal kunne skyde på bådflygtninge. Men det er faktisk ikke første gang i år, at man har hørt udtalelser af denne art. Frauke Petry fra Dansk Folkepartis tyske søsterparti Alternative für Deutschland udtalte i januar noget helt tilsvarende.

Og i juli i år erklærede tidligere professor i historie Uffe Østergaard sig enig med Petry i et interview i Politiken, samtidig med at han kom til at lede tankerne hen på USAs kommende præsident:

»En massiv mur, en rigtig høj og ubehagelig en med vagter og lyskastere og pigtråd og det hele. Kombineret med en masse bevæbnede flådefartøjer i Middelhavet«, som han udtrykker det over en kop te i køkkenet.

»Lederen af AdF i Tyskland, Frauke Petry, havde på den måde ret med sin udtalelse om, at grænsevagterne skal kunne skyde. Faste grænser er ikke venlige, de er brutale og til syvende og sidst baseret på magtanvendelse«.

Mest minder disse  udtalelser mig om sprogbrugen på højrefløjen i USA. Her er der selvbestaltede grænsepatruljer med våben, der færdes langs grænsen mod Mexico. I Danmark har der allerede været selvbestaltede forsøg på “grænsekontrol” fra ledende medlemmer af Dansk Folkeparti.

Med disse udtalelser er vi langt længere ude, end vi aner.

Men også jeg kender den politiske debat, som den nu er blevet. Min forudsigelse er derfor, at der nu kun vil ske én ting: Mange politikere og andre meningsdannere vil reagere ved endnu engang at flytte fokus: De vil tale om hvordan det er flygtningenes tilstedeværelse, der bidrager til at forrå samfundet og at det derfor er endnu mere vigtigt end før at bekæmpe flygtninge, så politikere ikke skal føle sig fristet til at ville skyde dem. Ingen vil tale om at det er Dansk Folkeparti og de, der støtter dem, der skaber denne forråelse. Det vil desværre heller ikke undre mig, hvis Venstre og derefter Socialdemokraterne inden så længe fremsætter “moderate” udgaver af Kenneth Kristensen Berths udtalelse.

Flippet medicin

I dag var jeg blevet indbudt til at holde et oplæg om flipped classroom for de, der underviser i almen medicin på medicinstudierne i København, Aarhus, Odense og Aalborg. Det var en god og udbytterig oplevelse for mig; jeg måtte straks indrømme, at jeg ikke ved ret meget om hvordan man underviser kommende medicinere. Jeg opdagede, at man på medicinstudiet anvender video-optagelser i visse tilfælde, nemlig i form af optagelser af rollespil, der skal bruges til at lære de medicinstuderende at holde en konsultation. Medicinerne var meget interesserede i at finde ud af, hvordan man mon kunne bruge ideer fra flipped classroom i deres undervisningspraksis, og de havde en del gode ideer. En af medicinerne undrede sig over ordet at “flippe”, og jeg måtte her forklare at dette bare er det engelske ord for at “vende på hovedet” – at man bytter om, så det at se en præsentation er hjemmearbejde, mens øvelserne er det, man laver når man er sammen. Der er mao. ikke tale om en særligt hippie-agtig tilgang.

Interessant nok havde jeg tidligere i dag talt med en adjunkt, som jeg har fulgt i adjunktpædagogikum, om hans overvejelser om at bruge cases på den uddannelse inden for produktion, som han underviser ved. Han overvejer også at erstatte forelæsninger med podcasts.

På sådan en dag fornemmer jeg, at der blandt universitetslærere er helt en anden lydhørhed over for flipped classroom og andre alternativer til de traditionelle undervisningsformer, end der var for bare nogle få år siden, og det er jeg glad for at opleve.

Danske journalisters folkebevægelse mod matematik

math_describes_beauty_by_makaroniczos-d3d7gtj

Mange af os har mærket den danske litteraturs ubarmhjertighed på egen krop gennem skoleårene og ikke så få gange svedt eller bandet i mødet med digte, romaner, essays, og hvad det ellers hedder.

De hårde prøvelser har efterladt mange med et tvetydigt forhold til det danske skriftsprog og de specialister, der behersker det. Vi ser på ordenes verden med en blanding af frygt og fascination.

Nej nej, det mener jeg selvfølgelig ikke. Jeg holdt faktisk meget af dansktimerne i skolen (herunder i gymnasiet). Men en artikel i Politiken starter med at udbasunere at

Mange af os har mærket matematikkens ubarmhjertighed på egen krop gennem skoleårene og ikke så få gange svedt eller bandet i mødet med formler, algebra, brøker, og hvad det ellers hedder.

De hårde prøvelser har efterladt mange med et tvetydigt forhold til den oldgræske disciplin og de specialister, der behersker den. Vi ser på tallenes verden med en blanding af frygt og fascination.

Det er efterhånden meget tydeligt for mig, at så godt som alle danske journalister har et meget anstrengt forhold til de såkaldt eksakte videnskaber. Men alligevel: Hvorfor skal man altid lægge øre til den slags? Og hvorfor er det fuldstændig legitimt og naturligt for journalister at udtrykke deres negative holdning på denne måde?

For nogle dage siden kunne man (i Politiken!) læse en hyggelig historie om et københavnsk ægtepar, der mødte hinanden, mens de studerede matematik. Og intetsteds beskrives de som nørder, og intetsteds beskrives deres fag som problematisk. Det kan jo lade sig gøre.

Plastic (del 3)

packaging-pollution

I Aalborg kommune har vi nu en affaldssorteringsordning, der også gør det muligt at aflevere plastic og metal foruden pap og papir. Hver husstand har fået en stor container med to rum – det ene til plastic og metal, det andet til papir. Det er en rigtig god idé, men jeg kan ikke lade være med at spekulere på om containeren rent faktisk er stor nok og om den frivillige ordning er nok.

Min kæphest er en pantordning på plastic baseret på plasticart og vægt. Den ville kunne tvinge alle – både producenter og forbrugere – til at forholde sig til hvor megen plastic, der rent faktisk er nødvendig, og indløsning af pant kunne måske blive et incitament for at sortere og indlevere plasticaffald.

Den 22. februar 2015 skrev jeg i et blogindlæg:

Især er det interessant at der er pant på bestemte slags plastic, nemlig plasticflasker til bestemte slags drikkevarer. Panten sikrer at plasticflaskerne bliver genanvendt på forsvarlig vis og at industrien ikke indfører ufornuftig emballage i disse sammenhænge. En tilsvarende pant findes på bestemte slags dåser til drikkevarer – så der er også en form for metalpant. Hvorfor kan man ikke udvide disse pantordninger til alle former for plastic og metal og anvende de metoder til automatisk affaldssortering, som Miljøstyrelsen allerede kender til? Selvfølgelig skulle en sådan pantordning værdisætte panten på en anden måde end nu – en mulighed var værdisættelse pr. vægt og pr. plastictype. Jeg kender ikke svaret, men jeg håber ikke at mit spørgsmål er naivt.

Et af de steder, hvor plastic er et særlig stort problem, er i vore have. I dag har jeg erfaret at man i Island i hvert fald siden 2015 har haft pant på fiskenet af plastic. Og det virker.

En pantordning på plastic har man allerede længe kendt fra store musikfestivaler. Jeg husker forskellen mellem Roskilde-festivalen før og efter der kom pant på drikkekrus. Før pantordningen gik der kun en dags tid, så lå der itutrådte plastickrus overalt. Efter pantordningen lå der ikke ét eneste på jorden, men til gengæld så man ganske mange festivalgæster med stakkevis af krus ved pantboderne.